2+2=7.

Nogle gange, når jeg kommer hjem fra jobbet, nærmest kravler jeg op i sofaen og genfinder fornøjelsen ved at være mig og, hvad deraf følger. Andre gange er jeg i stand til at gå oprejst ind og indtage min plads foran fjernsynet og sætte mig tilrette med lidt godt strik i hænderne. Med andre ord et arbejdsliv ligesom så mange andres. Tror jeg.

I dag har vi afviklet pædagogisk dag. Kun for personalet. Os allesammen helt alene i institutionsverdenen. Det krævede tungen lige i munden, samt fælles fodslag, fordi efter endt insats og veludført arbejde blev vi, som noget nyt i denne sammenhæng, budt på frokost på Statens Museum for Kunst. Og så begyndte løjerne.

Efter en, for mit vedkommende, lidt kedelig udgave af kalvespidsbryst med peberrodscreme og æbler, skulle vi vises rundt i museets børneafdeling, og bagefter udfolde os kreativt på denne afdelings tilhørende værksted. Det var en herlig oplevelse, hvor vi, udfra en bunden opgave, gik til den med liv og sjæl. Normalt er vi en meget talende personalesammensætning, men hér herskede dyb tavshed og koncentration.

Det var rigtig gode løsninger, der kom ud af projektet og der var stor enighed om, at kunstværkerne en tid fremover, skal pryde væggene i vores fælles personalestue, så vi kan finde det brede grin frem ved erindringen om en rigtig dejlig dag.

Og så tilbage til udgangspunktet. Når maden i hytten her er overstået, og det bliver tid, vil jeg overhovedet ikke være i nærheden af kravlen, eller anden mindre heldig gangart, når jeg skal finde sofaen, fjernsynet og strikketøjet. Nej sgu, det bliver med glædens strakte gallop, og som før nævnt, det brede grin smurt over fjæset.

Rigtig god og fornøjelig fredag til jer alle!