Filmsnitte.

Er det smart at styrte ud af døren, kaste sig op på cyklen og drøne ind til Grand, når det er i Dagmar, at man skal se film, og mødes med Veninden? Nej vel, men jeg gjorde det alligevel, og da det gik op for mig, fandt jeg så også ud af, at jeg var en halv time for tidligt på den. Få lige pusten, og slå koldt vand i blodet. Vi nåede både at stå i kø og fandt de rigtige pladser i god tid.

Suk og velvære er fornemmelsen, når man så endelig slår sig ned, og konstaterer, at der ikke sidder en otte meter høj 'eigil' i sædet foran dig. Da tæppet gik, var jeg kommet ned i gear, og var klar til at nyde.

Jeg synes, at Benicio er fabelagtig, jeg suger hvert et billede ind, og glæder mig over enormt og godt skuespil. Jeg er ikke anmelder, men her er et par ord om den 119 minutter lange oplevelse, der rullede over lærredet.

Efter filmen vendte vi næserne mod hjemstavnen, og købte kage med på vejen. Når man, som jeg, ikke kan vælge mellem de tre udgaver, som udbydes, så tager man én af hver. Klart. Sammen med en kop te, gled de ned ligeså fint, efter at være blevet snittet op til tredeling.

Nu er veninden smuttet, og den sorte gryde er sat på ilden. Aftenen er så småt begyndt og sofa, strik og film vinker forude.