14.45, 2.del.

På et tidspunkt havde jeg ymtet noget om tæpper, og havde også forberedt mig hjemmefra og minsandten, var der plads til en afstikker til den svenske møbelkoncern.

Der skulle kigges på køkkener og lamper og tæpper og så meget andet. Til en start var jeg meget lavprofileret, mens Andrea hev ned fra hylderne, men jeg kom stærkt igen, da vi nåede tæppeland, hvor det først så rigtig sort ud for mine tæpper, men mit særlige blik nedstirrede reolen så tilpas længe, at tæpperne tilsidst ikke turde andet end at give sig til kende.

Nu kom jeg efter det der med beskedenheden. Mens jeg ledte efter personalebistand og det lille pjattæppe, der skulle match de store, blev Andrea kostet afsted efter kundevogn, hvis styring jeg selvfølgeligt overlod trygt i hendes kyndige kørehænder.

Ved kassen var det ved at gå galt. Når Andrea står i kø ved kassen i lige netop den svenske møbelkoncern, sker der altid noget, der forhaler ekspeditionen, og en stund anede man da også konturen af forbandelsen. Heldigvis turde den unge kvinde med 'ny på jobbet'-skiltet, at tænke selvstændigt, så vi slap alligevel smertefrit igennem.

Da vi igen sad bænket på forsæderne var jeg den lykkelige ejer af tre gulvtæpper, to lyseblå bloklys, et skridsikkert underlag, to pakker baterier, to grønne arkivkasser og to blå kopper. Andreas tidligere bekymring var altså helt ubegrundet.

Om lidt skal jeg finde ud af, om jeg kan forlige mig med de nye tæpper. Jeg tror det, og forøvrigt har nattegudinden forlængst lagt sig tilrette i en kloende omfavnelse af det nye.