lørdag den 29. marts 2008

Aftermath.

Det var blevet tid til en bid brød, og det havde vi tilfældigvis ved hånden. Rugbrød, samt italiensk rosetta fra Løgismose. Jeg havde pralet af spidsbryst og pepparrotsvisp, så det måtte frem af skabet og skives tyndt. Fennikelsalami manglede heller ikke, samt en lille tår øl. En Pale Ale fra det sønderjyske Bov Bryg.

Årgangssardiner fra Capitaine Cook bliver til en endnu større lækkerbidsken med et strejf af mayonaise, og frister således både menneske og kat. Der foregik vist ting og sager, mens jeg hentede mayonaisen i køkkenet. Noget håndfodring, der indbefattede både luksussardiner og nattegudinder.

Hvor længe skal sådan en bakkefuld gedeost have under grillen? Indtil bakken begynder at brænde, så er den helt perfekt og klar til at smelte til fuldendt harmoni i favnen på en rosetta, mens man lader Regitzes gyldne honning slænge sig henover.

Vi sluttede af med en skudefuld Price Wladimir til behagelig ledsagelse af romkugler. De svarede ikke helt til min opfattelse som sådanne, men anskuet som en chokoladetrøffelkugle rullet i kokos, var det et ypperligt punktum for vores udskejelser, og så var vi også helt færdige.

Efter en tid var Andrea køreklar, og sigtede mod Asserbo og de små grå. Jeg sigtede mod stuen og gjorde forberedelser til en time med al unødvendigt lys slukket. Det var hyggeligt, og min nye blå lanterne lyste smukt op i vinduet.

1 kommentar:

Marianne sagde ...

Hvor Hygger I jer sammen I to! Jeg syntes, I forstår at tage på spændende ture og det er indlæg jeg virkelig nyder at læse!

Jeg drømte faktisk om dig i nat. Vi snakkede lidt fag ;-)