Den blå skål.

Smak, sagde det. Slask, sagde det så bagefter. De sidste halvanden time på jobbet omgjorde mig til noget, der føltes som en smasket flue, der efter slaget med fluesmækkeren langsomt glider ned af væggen. Da jeg ramte gulvet mindede jeg dog mere om en slatten karklud. Tak, for kampen, den satte sig i myoserne.

Og hvad gør en klog karklud? Den vrider sig op og tøffer ud på cyklen og kører langsomt og frihedsnydende hjemover. Forbi den der isenkræmmer, der snart lukker, hvor den smukkeste blå fajanceskål fra 'den kongelige', stod og lyste op i vinduet på den snart tømte butik. Men, men, men! Selvom der gives halvtreds procent, besindede jeg mig. Men en skålindsats i rustfrit, der lige passer ned i min største 'eva trio', lokkede voldsomt, og ligger stadig til overvejelse. Egentlig også den blå skål, for *suk*, den var meget smuk.

Liselottes fine porcelænsæg opmuntrede til at forlænge turen lidt, men ak, ingen æg til Sifka. Jeg måtte nøjes med det nyeste skud fra Kongens Bryghus, og det skal man måske ikke kimse ad.

Nu sidder jeg her med benene oppe, og samler mig samme til at vende blikket mod køkkenet. Jeg er prislykkelig for, at forarbejde blev gjort i går, samt at kassen også er kommet.