Gået bananas.
Det lykkedes mig at ignorere kløen så meget, at jeg faldt i søvn, og sov hele eftermiddagen. Jeg trængte vel.
Fra at være nogenlunde pænt, endda med enkelt momenter af solskin, er vejret slået helt over i rusk og regn. Jeg lader somom, at det ikke passer, men ind imellem trænger den dårlige vejrstemingen alligevel igennem, når det rykker godt i vinduerne, som heldigvis er forsvarligt lukkede.
Jeg er australskinspireret, og har leget med en dej bestående af revet ingefær, mosede bananer, honning, farin, rosiner og oh hjælp, tre slags mel. Det var ikke meningen, men jeg har jo sovet mig fra at opdatere melbeholdningen, og løb derfor tør for ølandshvede midt i det hele. Dejen blev derfor møvlet sammen på durum og rugmel. Det var en ret klistret affære, men nu ligger der en klump i skålen, der ser nogenlunde brøddejsagtig ud.
Grundet den udgåede indkøbstur bliver dagens ret kreeret udfra den kasse grøntsager, der venligt blev stillet på min dørmåtte i torsdags. Der var en masse gulerødder i og de bliver nu omdannet til en eller andet slags suppe. Noget med karry og hvidløg? Kokos og citrongræs? Chili og citron? Et eller andet kommer nok til mig efterhånden som processen skrider frem.
Jeg nyder at tulle rundt i min egen verden hertil aften, for jeg har godt nok udsat mig selv for en stor dosis social samvær, og snart går det altså løs igen, men det er først i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar