onsdag den 26. marts 2008

Pitabrød - en opskrift.

Jeg vil ikke have smidt mislykkede pitabrød i nakken, hvis det ikke lykkes for jer, men her er, hvad jeg gjorde, ok?

Jeg rørte cirka 25 gram gær ud i 1½ deciliter lunken Kusmi te, Price Wladimir, men vand går vel også an. Derefter tilsatte jeg 1½ deciliter mælk, ½ teskefuld rørsukker og ½ teskefuld groft kryddersalt. Derefter fulgte 2½ deciliter groft ølandshvedemel, samt cirka 250 gram almindelig ølandshvedemel, som blev æltet sammen til en smidig dej.

Målene svarer til dem, som opgives i flere opskrifter, der blandt andet også kan findes på nettet, blot er ingredienserne lidt anderledes.

Dejen blev herefter delt i otte stykker, der hver især blev rullet ud med kagerullen til flade brød, som blev lagt på bagepapirbeklædte plader, og derefter sat i en kold ovn, hvor de blev bagt i cirka 20 minutter ved cirka 225 grader (200 grader, hvis der bruges varmluft).

Personligt tror jeg, at fidusen ligger i at smække brødene i en kold ovn uden at lade dejen hæve først. Det virkede i hvert fald glimrende, da jeg prøvede.

5 kommentarer:

Marianne sagde ...

Du skal altså på en piedestal skal du - for en mere kreativ person kender jeg altså ikke og ved du hvad. De der pitabrød de skal prøves skal de.

Lotte sagde ...

Jeg siger som Marianne, de skal prøves!
Tak :-)

Connie sagde ...

Tak fordi du gad sætte opskriften herud - de skal prøves!!!

Kh Connie

Unknown sagde ...

Tak! Har aldrig prøvet det med at sætte dem i en kold ovn - det må prøves :-)

Sifka sagde ...

Tak, Shabby for de pæne ord og velbekomme til jer andre:)