Grålighed.

Jeg hørte det godt i går aftes, at bilerne trak vand. Et kort blik på udsigten, inden lyset gik ud, og jeg var sikker. Regnen var kommet, men man kunne jo håbe på, at den ville være væk, når morgenen ankom. Men nej.

Den er der ligesom forkølelsen, nu med hoste. Det kræver anstrengelse, og hiven ved hår, at bevæge sig rundt. Samtidig med at en skuffelse nager og gnaver, men den gør mig samtidig behagelig beslutningsdygtig. En lettelse, og så er den positive tænkning opfyldt.

Måske bliver dette dagen, hvor jeg kan få min formular. Gårsdagens opringninger var resultatløse, men en søgning på nettet gav svaret, og jeg er sparet for fremtidige forgæves forespørgsler.

Om lidt bevæger jeg mig.