Øv & øgler!

Damn, det er hårdt. Arbejdsdelen breder sig, og for mange fritimer brænder af som billigt fuserkrudt. Strikkepinden er ligeså tung som øjenlågene, der glider i nærmest lige efter, at aftensmaden er indtaget.

Jeg stod, tidligere på dagen, ved kassen i Irma og tænkte, "Nu kunne jeg godt græde.", men jeg gjorde det ikke.

Lige derefter kunne jeg sande, at englændere kan noget med a nice cup of tea, og sådan én fik jeg tilbudt, mens mit indre snøftede af udmattelse. Bagefter kunne jeg lidt igen, men blikket var fortsat træt og kanske en anelse jaget?

Regnvåd træder jeg i strømmen af reklamer, som jeg ikke har haft ork til at få standset. Stilheden bruser op i ørerne, og jeg sætter mig stadig iført kørekåbe og støvler, og venter på at hyletonen langsomt fader ud. Jeg mødes af et mørkt blik og en blid halesnoning, der får mig på benene. Blide ord, blide strøg, blidt hjerte.

Vel ankommet i stuen pakker jeg ud, og vender mig mod solen, der stråler fra tastaturet. Jeg er eddermugme et heldigt menneske!