Morgenrod.

Hyggeligt samvær med avis og strik gør mig ubeslutsom og doven. Jeg burde en hel masse, og gør kun en brøkdel af det. Jeg burde altså, men samtidig ved jeg udemærket, hvorfor jeg bliver ubeslutsom og doven. Det er en slags beskyttelse. Jeg søger ly. Og fred. Ro.

Og solen skinner endda. Så burde jeg endnu mere, for jeg ved, at folk ikke vil spørge om weekenden var god, nej, de vil spørge om man var ude og nyde solen, og så står jeg der som en skyldbevist mulvarp. Men i virkeligheden har jeg jo lyst til bare at være, og så se, hvad der kommer over mig.