Blokadebryderen

Marianne og jeg har noget til fælles. Vi har begge to forfattere i familieskabet. Marianne har sin og jeg har min.

Da jeg begynder at læse en roman fra Mariannes skab, er det næsten umuligt ikke at iføre Marianne den røde trøje, som hovedpersonen i bogen bærer. Jeg ser Marianne åbne vinduet, og tømme kassens indhold af fotografier ud af vinduet. Det er hende, der står og ser på, hvordan billederne lander i sneen på Nørrebrogade. Det er hende, der senere sidder på gulvet med ryggen mod radiatoren, og er blevet forladt.

Men her tager Marianne den røde trøje af, og forsvinder for en stund.

Nu er det nemlig mig, der, iført den røde trøje, sidder på gulvet med ryggen mod radiatoren. Og er blevet forladt. Det vil sige, i virkelighedens verden, gled jeg som en slatten klud ned i en bunke vasketøj, efter yndlingskæresten havde forladt mig. Det tog jeg ved lære af, og mine fremtidige forhold stoppede ved fælles overenskomst, eller ved, at jeg forlod. Men selvom det var mig, der forlod, føler jeg mig til tider forladt alligevel, og bliver stadig ind imellem ladt alene.

Forladt blev jeg, dengang jeg også i virkeligheden, lod mig glide ned på gulvet med ryggen mod radiatoren, og hulkede, da jeg mistede min mor. Forladt bliver jeg, når Bjørnen, let, ubesværet og fuld af håb, flyver fra reden. Forladt for kortere, længere eller evigt gældende perioder.

Men Jelne er ikke kun minder om forladthed og tab. Jeg bliver grebet af det særlige og kærlige forhold mellem to forladte mennesker,en lille pige og hendes morfar, en gammel mand, der gør sit bedste for at bøde på skaderne. Jeg tænker på min egen far, der gjorde, hvad han kunne for at bøde på skaderne. På det varme, humorfyldte og for kortvarige forhold mellem Bjørnen og hans morfar.

Jeg har ikke trasket benene trætte på kroer og hoteller, men har i sandhed berørt branche på anden vis. Min historie er langtfra den samme, men Jelne lokker erindringer frem, og viser mig lighederne.

Gid det var mig der havde klippet småtotter af håret og spredt dem overalt, som afsked! Jeg er ikke nået til vejs ende endnu, men billederne af den mørke hestehale og saksen fylder godt, den passage faldt virkelig i min smag, ikke grundet bitterhed, men af begejstring over opfindsomheden og effektiviteten.

Marianne har en forfatter i sit familieskab, og denne har skrevet en bog. Ikke bare en bog, men en rigtig, rigtig god bog, og jeg glæder mig allerede til at læse den næste, når jeg lige om lidt, bliver færdig med den første.