lørdag den 19. juli 2008

Forvekslede råvarer

Forleden dag, da jeg stod og fråsede i kirsebær, fik jeg et gratis magasin, Sæson, med hjem fastklemt på bagagebæreren. Det er fyldt til bristepunktet med lækre billeder og opskrifter. Èn enkelt især, fangede mit blik, og jeg kunne konstatere, af jeg havde størstedelen af de nødvendige ingredienser. Nok om det, og i glemmekassen med den ide, for en tid.

I går stod jeg i det lokale supermarked og glanede. Ideen kommer så frem på tavlen, og jeg er særdeles overbevist om, at der skal jongleres med kirsebær, grønne asparges, bacon og vistnok tigerrejer.
Godt så, asparges ryger i kurven, og jeg må hjem og tjekke, om det nu også var tigerrejer, der skulle til.

Frem med google og i gang. Liste op og ned. Liste ned og op. Søge og søge. Enkelt besøg i en kogebog eller to. Og på et tidspunkt et blik i 'Sæson'. Nej, opskriften er væk. Umulig at finde her, og umulig at finde der.

I går aftes, da jeg var ved at slumre ind, så jeg pludselig meget, meget tyndt skårne stykker grøn asparges for mit indre, lettere søvnige øje. Pling! Billedet stammede med sikkerhed fra 'Sæson'. Ude af fjerene, og stående omtumlet ved bordet, bladrer jeg mig febrilsk fremad i magsinet. Og dér, lige dér er opskriften, men tjek lige ingredienserne på billedet øverst!

Hvad filan, har det lige med kirsebær og tigerrejer, at gøre? Ikke meget, men på den anden side står jeg nu med to opskriftsideer til afprøvelse inden sæsonen er ovre. Forunderligt, men også helt rigtigt.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det er netop, når man er ved at slumre ind, at der kommer så mange ideer væltende. Og det er jo herligt at du nu har opskrifter til hele to ting, der skal afprøves ;-)