De heldige kartofler

Der var engang en omgang nye kartofler, der røg i en grydefuld for meget. De blev derfor rester, og gemt af vejen til en anden god gang. God og god, ingen kan vide sig sikker i et køleskab.

De blev yesterdays papers, som ingen jo gider at læse, og det blev også i overmorgen, og da de slog øjnene op den dag, var de blevet gamle. Ikke for gamle, men så tilpas grænsegamle, at de stadig havde en chance. Og den fik de. Chancen.

For kogekællingen i hytten, hev pludselig kølskabslågen op, og nedstirrede intenst de gamle kartofler, der lå, og missede med øjnene i det skarpe lys. Og så gav hun dem et valg. Ville de ende deres dage i skraldespanden, og eventuelt imødese en fremtid som fortidslevn i stil med østerskaller i en køkkenmødding, hvilket man nok med rette kunne anse for at være usandsynligt, eller ville de under hendes kærlige behandling, og dermed opfylde den oprindelige meningen med kartofler?

Kartoflerne var rigtig kloge, så de valgte uden tøven det sidste, og køkkenkællingen tog dem helt frem i lyset, og lod dem kigge med i deres fremtid.

Der blev først rørt en mormordressing, men denne gang tunet godt op på det syrlige. Den smagte himmelsk. Derefter blev endnu et hjertesalathoved delt og skyllet, centrifugeret og strimlet. En rød peber og en stor håndfuld jordbær blev ligeledes rengjort efter alle kunsten regler, og efterhånden kunne ingredienserne mødes i skålens dyb.

Her lå de og snakkede om dressingens bestanddele, som ville være en prinsesse værdig, rosensalt, jordbærsaft, ribseddikke, peber fra varmere lande og lavendelsukker. Pludselig blev alle tavse. En svag jamren lød fra køleskabet og da køkkenkællingen åbnede lågen, sprang en pakke røget skinke lige i favnen på hende. Godt så, tænkte hun, skar skinken i tern, og kaldte på den endelige afgørelse, der sagde god for retten med et dybtfølt, uhmmm!

Kom ikke og sig, at madlavning ikke er eventyrlig!