Luk dog den kat ind

I min periferi har dyreholdet i mange år begrænset sig til mindre dyr. Hamstere, marsvin, fugle. Efter at boligmassen for det meste er overgået til andel, rulles flere katte, og nu også hunde ud i området.

Kattene har indtil for nylig været diskrete og meget lidt i øjenfaldene. Hundene jamper rundt, og er hunde. Med og uden snor. Med og uden poser. Søde og sjove, for det er hunde.

Kattene har vist sig som skygger omkring hushjørnerne, men nu manifesterer de sig også mere og mere. I vinduer og på altaner, ses de nu. Forleden så jeg en meget smuk kat på en altan i nærheden. Sort og næsten ligeså dejlig, som nattegudinden, og i forgårs forsvandt to spraglede katte ind under en altan i min baggårdsudsigt. En trind lille fætter afpatruljerede parkeringspladsen, og en anden krydsede klinger i hundespor på græsplænen.

Tidligt, meget tidligt i morges vågnede jeg, og efter at været nået et par sider ind i en bog, blev jeg opmærksom på noget nyt i det ellers afdæmpede lydtapet. En kat kaldte. Længe. Vedvarende. Insisterende. Lyden fortsatte med mig, da jeg blev indhentet af noget manglende søvn, og derfor lod bogen glide ud af hænderne.

Da jeg vågnede igen, og genoptog læsningen, kunne jeg atter høre kattens jamren gennem gården: "Luk mig dog ind, for filan!" Måske bor den hos nogle af dem, der festede til sent, eller tidligt, om man vil, og så kan det måske trække ud, det med at komme ind.

Nattegudinden følger lyden med ligegyldighed i radarørerene. Hun vil hellere have klap og kæl, og mad i skålen, end at føjte rundt med de andre katte. Sådan er det blevet for hende, og det er sådan set i orden med mig.

"Hva' så, Nyx? Ska' der nye korn i kammeret?"