Rødt

I Skanderborg kiggede vi vinduer og osede lidt rundt mellem hylder og stativer. Pænt udvalg og fristelser, der fik mig til vakle, bare en lille smule Men. Der ligger en lille biks med brugskunst. Den er farlig! Vi gik derind, og her kom jeg i svingninger, så voldsomme, at jeg næsten blev svimmel.

To meget professionelle kvinder stod for ekspeditionen, og man fik smæk for skillingen, hvad service angik. Og der på en hylde stod fadet. Det ovale fad i den rigtige røde farve, det rigtige stel magen til mine røde tallerkener. Cowboytallerkenerne.

Her kunne det så være stoppet. Men. På en anden hylde stod et par korte, røde støvler. Ikke bare røde, men den rigtige røde. Italienske i Ferrariklassen. Bløde og bøjelige, og senere skulle det vise sig, også føjelige. Ren poesi, for fødder, som mine.

Ekspedienten, smukt klædt i rødt fra top til tå, var hjælpsom med tynde strømper og senere tykkere af slagsen, så jeg var sikker i min sag. De støvler var skabt til mig, men desværre ikke til den økonomi, jeg besidder i øjeblikket, så jeg måtte trykke på pauseknappen, og befinder mig nu i tænkeboksen. De havde, hvad de havde, nyligt hjemkomne og måske tilgængelige i en månedstid, men heller ikke meget længere.

Jow, jow, Skanderborg, jeg vil gerne ses igen!