Bytur

Da jeg rammer fortovet nedenfor mine vinduer, kan jeg mærke, at jeg slet ikke er gearet til metro- og bytur. Jeg har strømper, støvler og regnfrakke på, og kan næsten ikke ånde, hverken her, eller der.

Men det regner. Derfor.

Jeg er heldig med ventetiden, den er kort. Der er plads omkring mig. Turen er kort. To stationer.

Fødderne gør oprør, gider ikke være indespærrede. Ryggen giver lyd fra sig, idet jeg tæller skridt ned af trappen. Jeg ender garanteret som en hvidhåret kone, hvis børnebørn skal være i besidelse af store portioner tålmodighed, når de skal ledsage mig på metrotur. For jeg insisterer på trappen, og det vil jeg blive ved med. Også når jeg bliver hvidhåret, og stivbenet for alvor.

Da jeg træder op i lyset, er det stadig gråt. Fugtigheden emmer, og der må sgu da være en sol et eller andet sted, siden det damper på den måde. Strøget er ikke mere min kop te lørdag formiddag, men gerne i ydertidspunkterne når andre folk sover, eller er på arbejdet.

Jeg finder fred i den udvalgte forretning, som rummer så smukke ting, at man kan blive helt opslugt. Der er noget for øjet og for følsomme fingerspidser, der kan glide over glatte flader. Her er farver, og dækket op til fest.

Da jeg svinger den tunge glasdør tilbage, med min pose om håndleddet, glider solen frem, og åbner jakker og frakker. Jeg må krydse hovedfærdselsåren, og mine fødder trues gang på gang med overkørsel af moderne børnekøretøjer ført af mødre med fravær i blikkene.

På et øjeblik ændrer verden sig. Jeg drejer om hjørnet, og er væk fra vrimlen. Opløftet begiver jeg mig ind i et paradis af papir, penne og pensler. Jeg er heldig. Der er nemlig sygdom i fyldepenneafdelingen, og seriøs fyldepennebetjening kan først gives på mandag, og jeg slipper tomhændet ud.

Her på kirkepladsen finder jeg ro. Gule blade ligger spredt under træerne og tårnet trækker blikket højt mod den skyede himmel. Lidt blåt maler sig frem. Fødderne er varmet op, og samarbejder, så turen tilbage bliver let og ubesværet.