Skræmmende

Kan man ringe til sit job og sige at man har kat syg? Nej vel, og det gjorde jeg da heller ikke, men jeg var ikke helt glad ved at lade nattegudinden alene tilbage, da jeg skulle gå i morges.

Ingen ved rigtigt, hvad der skete, men Bjørnen og gudinden havde et mindre sammenstød, da hun skulle rubbe sig ud af hans værelse. Intet udsædvanlig ved det, men kort efter bemærkede vi at hun krøb langs panelerne. Jeg stirrede straks anklagende på Bjørnen, men han bedyrede. at der ikke var sket noget, der kunne skræmme hende i en sådan grad.

Ude i køkkenet ville jeg prøve at tage hende op, men hun nærmest lå henad panelet, og peb ynkeligt, så det skar i hjertet. Da det endelig lykkedes, at få hende løftet op, kunne vi ikke finde hverken fejl eller mangler, og slap hende ned på gulvet igen.

Bjørnen måtte afsted, og jeg forsøgte, som sidste hak på tjeklisten, at lokke med friskåbnet Whiskas. Hun kom straks stæsende med højt løftet hale og tiggemiauerne på plads. Lettelsens suk indfandt sig, men forsvandt hurtigt igen, da jeg lidt senere fandt hende inde i stuen siddende bag en Aarstidskasse med kæmpestore bange øjne.

Puha, det var ikke rart at gå fra hende, men heldigvis havde Bjørnen tidligt fri, og kom hjem og fandt en kat i sit gamle jeg, med velkomst og det hele.

Vi har haft mange overvejelser, men ingen har været rigtig tilfredsstillende. Det tætteste er, at hun måske har troet, at hun skulle lukkes inde igen, ligesom den dag håndværkerne var der. Men altså sikre er vi ikke.

Jeg ved godt, at det bare er endnu en kattehistorie og buhu, men det er altså vores kat, og på ægte bymenneskevis havde jeg helt ondt i maven, da jeg måtte køre hjemmefra. Det har jeg ikke det ringeste imod at indrømme. Jeg indrømmer også glad og gerne, at jeg nyder, at en glad og nysgerrig nattegudinde, tramper rundt på tastaturet ligenu, og gør det rigtig besværligt at skrive.