Nummer fire

Af gammel vane og per automatik gik jeg ind i mit gamle klasselokalet ude på det seminarium, hvor jeg skulle fordrive tre timer med et kursus i sprogvurdering. De gloede lidt, men tog godt i mod.

Min tanketorsk blev rettet, da jeg blev spurgt, om jeg hed Astrid, og det gør jeg som bekendt ikke, og da jeg fik set mig ordentligt omkring, kunne jeg godt se, at det var en helt fremmed flok unge uprøvede studerende og ikke den fast stab af gamle garvede rotter, jeg plejer at rende sammen med i de sammenhænge. Det var da godt, at jeg ikke havde fået sat mig for godt tilrette, og pakket alt for mange sydfrugter ud.

I det rette lokale blev jeg trakteret med tevand, kaffe og croissant. Jeg valgte dog det rene kildevand til at skylle den iøvrigt glimrende croissant ned med. Og så gik vi i gang med sagens kerne. Efter en halv times tid begyndte jeg at sidde uroligt, og måtte hive en ekstra stol hen til aflastning af knæet, og så gik det resten af tiden.

Efter tre timers vejledning og gennemgang, var jeg mør, og kunne heldigvis vende snuden mod stationen. Her stod jeg frysende, og betragtede alt det kedelige grå, der fylder godt i kvarteret. Vejret lagde også sine nuancer til, hvilket ikke gjorde det meget bedre. Jeg synes alvorlig talt, at decembervejret indtil videre har været en hård nyser.

Nu er jeg hjemme igen, og jeg vil tænde alle julelysene, kæderne og lamperne, samt læse mig frem til gode råd om, hvordan man kan komme gennem de mørke måneder på en lysere måde.