Dejen der ikke ville slippe

Kæmpekiks. Sådan. Store dejlige vanilleduftende kæmpekiks. Jeg nægtede simpelhen at give op.

Igår smed jeg en fladrullet klump af dejen i ovnen, for at finde ud af, om den nu også var helt død. Det var den ikke.

I dag tog jeg så fat med kagerullen og speculaas'eren. Jeg fandt hurtigt ud af, at dejen skulle være kold, nøjagtig, som når man bruger småkagedej. Jeg fandt også ud af, at jeg ikke måtte presse for hårdt med speculaas'eren, for meningen var at kiksene skulle blive til store flader, og ikke små kager af gæs, ænder og julemænd. Jeg ville bare bruge konturen, så jeg fik et abstrakt præg på kiksene.

For filan, hvor det var besværligt. Der var mange ting at tage hensyn til. Dejens temperatur, tykkelse, og hvad ved jeg. Men jeg blev ved, og ved, indtil jeg havde seks kæmpekiks på pladen. Så tørrede jeg den imaginære sved af panden, for der er faktisk pænt køligt i mit køkken, og prikkede små huller med en meget spids stegegaffel. Det synes, jeg jeg kan huske noget om, at man skal.

Resten af dejen røg på køl, og pladen røg ind i de 200 graders varme, som jeg tidligere havde bestilt på termostaten. Og så ventede jeg ti minutter. Bagefter fem minutter til, og så mente jeg, at de var færdige.

Det er, og bliver jo en engangsfornøjelse, men sikke én. Jeg er yderst tilfreds med resultatet. De er blevet lige som, jeg havde forestillet mig dem, og så smager de ovenikøbet rigtig godt. Det bedste af det hele er måske nok, at jeg slap for at se gode råvarer havne i skraldespanden.