Der hvor kranerne vender
Jeg tænker tit på, om de overhovedet bevæger sig. Også selvom, jeg har set det selv. Næste gang jeg ser dem, står de ofte så stille, at jeg igen kommer i tvivl. Om de overhovedet bevæger sig. Men, det gør de jo.
Jeg har boet her, hvor kranerne vender i ti år, så jeg ved det. Helt sikkert. Men i morgen står jeg her igen, og undrer mig i mit morgenstille sind.
4 kommentarer:
Jeg sidder netop og kigger på mine kraner, som er blevet symbol på, at ligegyldigt hvad, så står de der - ubevægelige. Men ja, bevæger de sig??
Smukke er de i hvert fald.
Du har taget en del billeder af de kraner og jeg holder så meget af dem !
Ja Dot, de bevæger sig, ind imellem på hverdage især, kan jeg stå og beundre deres adstadige svingninger.
Her i byen er der som bekendt ikke meget dyreliv, det er mest hunde, katte, fugle og ja, kraner, man ser i mit lokalmiljø;)
Miri, jeg kommer også til at savne dem, når de engang pakker sig sammen og drager bort.
I dag, som du kan se, var der igen gylden morgensol i sigte, men hvor blev den af?
Sådan er vi så forskellige. For mig er bevægelse kraners naturlige tilstand. Men stillestående kraner er majestæstiske - enorme, slumrende kræfter ...
Send en kommentar