lørdag den 31. januar 2009

Grønt

Jeg fryser om tæerne, og nattegudinden ligger ovenpå radiatoren. Det er så koldt derude, og andre steder i landet, sner det også. Planterne skal vandes, og jeg opdager, at der er hele to nye knopper på den billige amaryllis. Den betaler sig da, må man sige.

Madplanen rumler, og skumle planer om langtidssimrende gullasch trænger sig på. Blød kartoffelmos og duftende forførelse fra den sorte gryde. Selv avislæsning kan inspirere. Vaclav Havel blev udskrevet fra hospitalet i torsdags. Eftersigende en flink mand, men kræsen og med egen opskrift på gullasch. Samme mængde løg, som kød, og alt kogt i rødvin. Kun rødvin! Ikke noget med vandpjaskeri, eller buillonterninger.

Jeg tænker også på hjemmebagt brød med tapenade af skindløse peberfrugter og hakkede mandler. Den lille detalje med de hakkede mandler opsnappede jeg ved sidste blogtræf, og måske er det nu, at den skal efterprøves. Måske med lidt, men rigtig god ost til?

Og nåja, de to blomkålshoveder, der efterhånden kun er til suppe, skal jo også i kærlige hænder.

Ingen kommentarer: