Til benet

Dagen i dag er startet usædvanligt. Jeg har ligget i morgenstunden med en bog i armen og læst. Og læst. Og læst.

Heldigvis aftog de kanelsyrlige opkastninger igår, og jeg kunne overholde min fodaftale om eftermiddagen. Der blev skåret dybt og meget, så blodigt blev det altså, men da jeg satte fødderne ned igen, var det som at svæve. For en stund.

I dag er gangen mere vaklende, og af samme årsag har jeg på forhånd meldt hjemmedag fra jobbet.

Mobilen, jeg hentede i forgårs, havde efter sigende fået nyt batteri endnu engang, men alligevel døde den på spisebordet i går formiddag. Der var også andre mærkværdigheder, men så bliver det for indviklet. Det korte af det lange er, at skidtet ikke virker, som det skal.

Nede i forretningen kan jeg mærke fødderne, og trætheden. Jeg gider ikke rigtig høre på dem mere, men jeg ved ikke, hvad jeg skal forlange, hvis jeg slår i bordet.

Der er to mennesker dernede, og det virker somom, at jeg skal igennem den samme mølle hos dem begge to, men nu er den ene jo også kun lærling, så bossen skal da helt klart lige tjekke efter, om lærlingen nu også har gjort det rigtige. Det er da klart.

En lang undersøgelse af dårlig mobil senere, beslutter han sig for at beholde dårlig mobil i butikken, oplade den igen, og gøre ting med den i morgen for at se, hvorlænge den holder ud!

Og bang! værsågod, og for første gang i to måneder bliver en lånemobil smækket på bordet. I mit stille sind spekulerer jeg lidt over, hvem af os to, der egentlig har retten til at være irriteret.

Nåmen, jeg kom da lidt ud i det gode vejr, og fik fingrene i et dejligt stykke håndlavet papir med stimer af gyldne fisk. Og om lidt, når jeg har sendt en venlig tanke til piskeriset, sætter jeg mig til rette med den gode bog, og lader mig suge ind i en helt anden verden.