søndag den 3. maj 2009

Våfflor

I morges dykkede jeg dybt ned i marmeladebeholdning, og fik fat i et glas Drottningsylt, indkøbt på en af mine mange ture til Malmø.

Senere sidder jeg med avisen, og ser Keld Heick i DR2 tema om guitarhelte. Det er umiddelbart ikke den betegnelse, jeg plejer at hæfte på ham, men måske har jeg sovet i rocktimen.

Borgholm er den største by på Øland, og engang skulle jeg på cykeltur derfra med gudekæresten. Mine forældre tilbød at køre os derop, og det var jo vældig sødt af dem, men nu handlede det vist også meget om, at min far, en vaskeægte historiefreak, øjnede en chance for at besøge Kalmar Slot, hvor Margrethe d. 1. fik udråbt sin fostersøn til konge af Norden. Syvogtres gejstlige sætter segl på Eriks kroningsbrev, som, sammen med Kalmarunionen, var det, far og datter stikker næserne i, adskillige århundreder efter. Æblet falder ikke langt fra stammen, som man siger.

Og, hvad filan har det med syltetøj fra Malmø, at gøre?

Efter at have mærket vingesuset på Kalmar Slot kørte vi videre mod Øland, hvor der atter kom sus i de historiske svingfjer. Lykkelige daffede vi rundt på Borgholm Slot, og sugede af de mange historiske detaljer.

Nåmen, det var jo det der syltetøj.

Nu var det kun halvdelen af selskabet, der kunne holde sig gående i timevis på gamle ruiner og pergamenter, så på et tidspunkt dumpede vi ind i en dejlig udendørs servering, hvor man kunne strække hals og måske fange et glimt af den svenske kongefamilie på sommerferie.

Hvis man ikke gad det, kunne man nøjes med at kaste sig begejstret over fadet med nybagte våfflor med sylt och grädde. Det var vi flere der gjorde. Den sommerdag i Borgholm.

Nu kunne jeg have benyttet mig af lejligheden til at fortælle Bjørnen om al det her, mens vi hyggede over et stort fad våfflor med sylt och grädde, men helt ærligt! Det har man simpelhen ikke tid til.

6 kommentarer:

Unknown sagde ...

Gad godt besøge Malmø med dig :-)

Anonym sagde ...

Nu er vi måske snart mange der skal til Malmø sammen :-)

Kagekonen sagde ...

årh mand, jeg må ha' et vaffeljern!

Skribenten sagde ...

Du er nu ikke ueffen til det med at friste til at gøre dig efter i en tur til sverige. :-)

Det frister og det gør vaflerne OGSÅ hihi


Rigtig god mandag til dig Sifka

Anne sagde ...

Der må simplethen marmelade med hjem fra næste besøg i Malmø. - og måske også et vaffeljern?

Unknown sagde ...

mmmmm!! :D

jeg knalder også vafler sammen på mit arbejde, det er SÅ hipt - og serveres med citronfromage og lingon sylt . . jowjow

smager gooodt, ik!