søndag den 21. juni 2009

Morgengudinden

I et elegant spring forlader Nyx scenen, da jeg lægger bogen fra mig. Det har været en meget lang morgen, og jeg er overbevist om, at jeg allerede har ramt formiddagen. Umærkeligt og stille.

Men klokken er kun ni.

En feriefølelse sætter sig fast, og jeg får overskud og humør, som var jeg i sommerhus. Lysten til at smække døren op ud til havet, haven, skoven, marken, hvad som helst, bare det rimer på sommerland, sidder i armbevægelserne.

Men det er for tidligt. Ferien falder først senere på sæsonen.

Det elegante spring endte i en belejring af en lånt papkasse med frit udsyn over udsigten. Forbipasserende fuglefløjt får ørerne så meget på stilke, at knurhårene stritter.

Havde vi haft muligheden, er jeg sikker på at nattegudinden ville være en oplagt havekat, der interesseret ville følge mig rundt med vandkande og lugejern. Nu nøjes vi med i fællesskab at pusle om de tomat- og basilikumplanter i vindueskarmen, der udgør vores lille jordlod.

Morgenen er slut nu, og det er for sent til morgenmad. Alligevel går jeg i køkkenet, og presser blandet frugt og grønt, mens tevandet koger. Ristet brød med gylden ost og honning rammer tallerkenerne senere.

Vi har tid nok. På vejrkortet skinner solen fra den skyfri sommerhimmel i de kommende dage, og når vi har sovet tre gange, bliver Bjørnen student.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Der er også en duft af sommerferiestemning, der ude i verden :-) Måske pga SommerSolHverv.
Om bare 3 dage.. Flot ! Og godt du huskede morgenmaden :-)

Fru Green sagde ...

Aaaahh. :-)