Kunsten at klø sig

Jeg gnider tommelfingrene hårdt på skift. Små hudflager lander på glaspladen, og jeg bider mig i pegefingeren, for derefter at klø mig under venstre arm. Hånden farer videre op i hovedbunden, og lander på siden af halsen. En svag kløe bevæger sig under huden ved venstre øjenbryn, og jeg glatter forsigtigt med hårene for ikke at gøre kløen mere livlig end højst nødvendigt.

Nu klør det på oversiden af højre hånd. Og på venstre. Også igen i hovedbunden. Jeg gnider tommelfingrene igen, og trykker endnu en antihistamin ud på bordet. Min højre skulder klør nu, og bagefter bider jeg mig i kødet mellem tommel- og pegefinger på højre hånd.

Jeg fordriver ventetiden i sofaen, hvor jeg hidsigt gnider den ene fod ovenpå den anden. Skulderen klør igen, og jeg slutter turen i hovedbunden, hvor der pletvis dannes små stearinagtige flager.

Jeg gyser af de ilninger, der løber som en elektrisk strøm under huden, mens jeg klør mig på næseryggen, og for engangs skyld besøger jeg også panden med et par kradsende negle.

Nej, jeg kradser mig ikke til blods, men bider, napper, gnider eller klør forsigtigt, indtil der falder ro over feltet, og efterhånden har jeg lært at begå mig i kløens land. Heldigvis, må man sige.

I dag er noget forbandet møg, men jeg har fået sovet, og i morgen er det min tur til at komme ud i solen.