Når krybben er tom

Vi bides, snakker, råber, skændes, griner og græder i en stor pærevælling. Det er overskudskrybben, der er tom efter de mange uger med eksamslæsning, og efterveerne klinger himmelhøjt i de sarte nervespidser. Vi udspiller dramaer af højeste karat, men som de to alen af et stykke vi er, ved vi godt, at det i virkeligheden bare er fis og ballade.

Der skal ryddes op i bivirkningerne fra ujævne måltider, søvnrytmer, der er gået i selvsving, og sjælen trænger gevaldigt til at få skiftet balsam.

Og så skal jeg på ferie. Ligeså snart græshoppesværmen igen er gået om bord i lastbilen, og der er vinket farvel, drøner jeg op af trappen, og hiver kufferten ned, og får sat fut i pakningen.

Så på lørdag når Bjørnen muligvis har travlt med håndværkere i den øverste etage, sidder jeg i skyggen af himmelbakken, mageligt tilbagelænet, med en tøffel dinglende fra den yderste tåspids, og en kold hvedeøl i hånden.

Om jeg glæder mig? Det spørgsmål er da vist en kende overflødigt.