Det lokale supermarked har lagt pølser til dagens ret. Hottere med hjemmesyltede agurk, hakket rødløg, remoulade, ketchup og ynkeligt pølsebrød. Ned ryger det i mørket og glemslen. For et mindeværdigt måltid er det altså ikke.
Jeg har lige hevet rundpinden ud af brostenen, og når jeg senere har fået købt ind og har sat aftensmaden igang, så ruller nøglet den anden vej, indtil bærestykket er pillet op igen.
Jeg er blevet lidt stædig med strikkeriet og vil helst klare det selv, men nu var jeg lige ved siden af den lille gode biks, og fik derinde luftet mit lille problem. Nu prøver jeg igen, udfra de nyeste anvisninger, og håber at det går bedre i andet forsøg.
Et nyt problem er måske under opsejling. Når den ligger der på bordet, ser den så lidt for lille ud? Måske skulle jeg lige måle lidt efter?
Fortsættelse følger...
Det kunne være et par røde støvler, men det er det ikke. Jeg har været på lur i den svenske tøjbutik, og der oplevede jeg ekspedition i særlig særklasse. Det var fabelagtigt. Ingen stress, ingen jag og ingen sure miner.
Bare lige for at nævne det. Jeg bliver ikke betalt eller opnår særlige fordel eller rabat ved at rose forretningen. Jeg fremhæver kun stedet, fordi der efter min mening er for langt imellem snapsene i form af god service i det københavnske forretningsliv.
Julemusikken blev købt i dag. Jeg kom lige forbi der i Nørregade, efter jeg var færdig med min aftale. Samlingen bliver udviddet med en cd eller to, hver jul og den spænder lige fra Wham til Bach.
Solen skinner, jeg er raskmeldt og kan holde weekend, som så mange andre. Nu kan sorte gryder, huller i trøjer og andet sjov bare komme an.
Jeg har en aftale i byen, og når den er overholdt, kan tingene meget vel ende med at udvikle sig, for lønningsposen har efterreguleret sig til denne udbetaling. Overraskende og passende her op til jul.
Der er mange ting, der tumler rundt, men det er de fornøjelige af slagsen. Fredag, fredag, fredag.
Så ser man mig gå ud i køkkenet på den overskudsagtige måde efter at have fået en kommentar om, at i morgen er det hele meget bedre. Og selvfølgelig passer det. For i morgen er det fredag, og når jeg officielt raskmelder mig efter en måneds fravær, kan jeg holde weekend.
Jeg ved ikke, hvad årsagen er, men min dag blev ikke som beregnet, for jeg har fået ondt i ryggen.
Det har betydet, at jeg ikke har fået strikket særlig meget, og jeg har heller ikke været ude. På den anden side er det ikke sikkert, at jeg var kommet nogen steder alligevel, for det har da været enormt trist vejr i dag.
Jeg endte på sofaen med uldent tæppe og DVD. Hygges skulle der, men filmen hakkede sig fremad fra nogenlunde midtvejs. Becomming Jane. Det var lige til at blive vinterdepressiv over.
Nu hakker jeg ud og tilbereder en gang rester, og håber på, at det kan lyse det hele lidt op, for puha, det har været sløjt med de høje tinder i dag.
Lysten driver værket siges det, men hos mig er det også lyset. Posten har drevet mig ud af fjerene og et blik på ruden nærmest tvinger mig tilbage. Sengelampen lyser mildt, og dynen er stadig varm. En god bog ligger opslået, og venter på, at jeg genoptager, hvor jeg slap. 
Dagen er gået hen og blevet til en hjemmehygge dag. Det må der være plads til, så ingen lange gå- eller cykelture til mig i dag.
I går så det helt anderledes ud. Først en meget lang gåtur og så en ekstra lige her i området på grund af en mail fra biblioteket. Da jeg alligevel var i nærheden, gik jeg ind til boghandleren for at høre om, jeg skulle falde for anbefalingerne af en vis italiensk kogebog. Det kunne jeg trygt gøre, mente den gode boghandler, og så var det afgjort. Hurra for FBF med ekstra procenter.
Bogen vejede godt til, og jeg var glad for at jeg på biblioteket havde købt en ny mulepose til transport af lige netop bøger. Et nydeligt sort eksemplar med rødt tryk og teksten: "Alt hvad du kan tænke dig".
Bogen jeg skulle hente, var anden del af en erindringsserie af en forfatter, som jeg har fulgt i tykt og tyndt fra første færd, hvor han lallede rundt i Sydamerika på sine rejser tilbage. Der er meget godt stof i ham, og her findes ikke skyggen af læseblokering.
Alle masker er forenet i ét hele og de er talt op. Først i sektioner og derefter i ét stræk, og de er alle tilstede på pinden.
Tungen lige i munden for nu går det løs med at famle sig frem med det sidste stykke. Det ligner stadig en sweater, men nu skal jeg i gang med 'short rows', 'wrap and turn' og hva'ba, men jeg er ved godt mod.
Selvom jeg har strikket lige siden, jeg var en lille pige, føler jeg mig som en ren novice. Indtil jeg begyndte på bloggeriet, undgik jeg behændigt besværlige ting, tynde pinde og opskrifter på udenlandsk, blev afskrevet på forhånd.
Det er altså slut nu, og jeg håber på et godt resultat af mine anstrengelser, samt at lyset fra mine eventuelle nødraketter, vil blive set, hvis det hele alligevel ender med at gå i fisk, på trods af min krumme hals.
I det nærmeste træ sidder en fugl og trutter godmorgen, og inden jeg får set mig om, sidder dér hele flokke og godaftentrutter.
Hertil morgen tænker jeg på Ole Sohn. Det er nu mest på grund af nogle rødbeder, jeg så i går hos grønthandleren. En gang for længe siden optrådte han på tv med en russisk rødbedesuppe, en vaskeægte bortsch. Det ville måske være en god ide at grave opskriften frem fra madkassen, så jeg er køreklar med Sohnsuppe, når den rigtige vinter slår til.
Puha, rigtig vintermad med stor volumen. Vi er helt færdige, og nu skal der slappes af med en kop te, spilles spil, ses film og strikkes, mens maverne kommer sig.
Det smagte rigtig godt, og der er rigeligt til i morgen, hvor retten garanteret smager ligeså godt, måske endda bedre.
Den sorte gryde er på ilden, og jeg vil starte med at henvise til grundlaget, men med mig vanlige trofasthed overfor opskrifter, har jeg også her kommet til at ændre på ting og sager.
Jeg har brugt resten af øllet fra i går, i stedet for rødvin. Den krydrede øl bekom mig ikke, og røg derfor i den sorte gryde, hvor den vil gøre bedre gavn. Mine tomater viste sig at være afgået ved døden, så jeg måtte nøjes med to overlevne og så én ekstra skefuld tomatkoncentrat.
Så langt så godt og jeg kan meddele at hele hytten dufter vidunderligt. Nu må jeg igang med mosen, og så er der forøvrigt snart serveret.
Jeg øver mig i at komme træt hjem fra jobbet med et knæ, der føles, somom det er fyldt med grøn oasis, og efter dagens udflugt var jeg virkelig i kontakt med følelsen. Det virkede skam helt realistisk.
Bjørnen havde snuppet min cykel, men da jeg selv havde givet ham lov, var der ikke så meget at komme efter, så jeg tyede til bussen. Men kun til udvejen. Hjemvejen skulle spadseres med alle dens afstikkere.
Jeg startede med at forvilde mig ind i et tysk supermarked, der efter hvad rygtet sagde, lå inde med en hæderlig portvin, som sagtens kunne hældes i julekager og andet godt. Jeg kunne bare ikke finde vinen i virvaret og fortrak hurtigt, fordi jeg, som kunde, følte mig utilpas, mistænkeliggjort og uvelkommen derinde. Store ord måske, men jeg synes altså, at der generelt hersker en kedelig stemning.
Lidt film måtte lejes, men jeg undgik behændigt en skjorte, der hang fristende foran mig i en lille biks af de lækre.
Derimod røg der både dit og dat i kurven hos grønthandleren. Granatæbler, søde kartofler, rosmarin og rosiner af forskellig slags. Og så traskede jeg hjem igen.
Og tog straks afsted igen, for biblioteket havde meldt sig med en bog, jeg har glædet mig til længe, men mere om den, og hvad der ellers forgik på resten af denne lille tur i lokalmiljøet, må jeg vende tilbage til, for nu skal der laves noget mad.
Et eller andet gik galt på det første ærme. Jeg manglede en maske, og kunne ikke på replay finde fejlen. Nu sikrer jeg mig på det andet ærme, tæller op og mærker af med skrigorange undervejs. Måske kan man i sidste ende ikke se forskel på de to ærmer, og så bliver jeg fri for at strikke det første om.
På den anden side huser jeg lidt Hemule, så det kan godt være at jeg alligevel retter op på fejlen og gør det om. Er jeg den eneste, der kan finde på sådan noget? Det er i strikkesammenhæng forholdsvis nyt for mig at have det på den måde. Lidt skræmmende eller hvad?
Det er køligt og gyldent udenfor, men der er lys i lampen, så dagens motion bliver oplagt sving med støvsuger. Senere skal grydeskeen svinges over en bov i den sorte gryde, som skal langtidssimre over svagt blus.
Det vælter ind af døren med forskellige julekataloger, og jeg har kigget på kogebøger. Gad vide, hvad man skulle vælge, hvis man skulle vælge? Jeg overvejer at begave reolen med en enkelt helt ny fra boghandleren og en enkelt fra antikvariatet. Men hvilke?
Da vi for nylig gik til stemmeurnerne, var flæsket en mangelvare på udsatte steder. Alle skulle have valgflæsk. Noget som efterhånden er blevet tradition her til lands.
I dag havde jeg valgfrihed på flæsket, og sagde ja tak, sammen med en bunke rosenkål, et par skivede rødløg og en hoben cox oranger.
Fremgangsmåden var den samme, som for tre måneder siden, men denne gang røg der også juleøl i bradepanden, da flæsket begyndte at smide fedtet fra sig.
Det blev intet mindre end lækkert, og vi nød det i fulde drag ledsaget af Dijonsennep og maltbrød i skiver.
Glem de sure pligter og gør den daglige oprydning til en leg. Her er der ligefrem gået sport i den.
Da Bjørnen begyndte på gymnasiet, blev han samtidig lykkelig ejer af en bærbar computer, men desværre i mandagsudgave. Den har nemlig stort set, lige fra han fik den, flakket mellem hjem og værksted, og i dag måtte jeg så aflevere den for fjerde gang.
Jeg kan efterhånden kun drage den konklusion, at firmaet der har fremstillet computeren, må være hårdt trængt, fordi der skal være så meget ballade omkring en vare, der i alle andres øjne burde være en ommer. Især når man tænker på, at det er denne samme fejl, der optræder hver eneste gang.
I sådan en sag er det svært at komme af med sin irritation, for det er ikke callcentrets skyld og heller ikke ekspedientens, så jeg er med andre ord snart klar til at stille op som vred forbruger i et eller andet TV-program!
Indtil videre er der kommet en hel del ud af den engelske strikkeopskrift, og det ligner skam også en sweater, men læser jeg forud, begynder det at volapykke for mig.
Derfor vender jeg tilbage til min sædvanlige stil, og tager ét skridt af gangen. Går det helt galt, må jeg søge hjælp.
Jeg syn's nok, at jeg så et snefnug i udkanten af synsfeltet i går lige inden, jeg lukkede og slukkede, men jeg tog det for en hallucination, og gik bare i seng.
Nu er jeg vågnet op til julevejr, og det er trafikalt noget skidt, for jeg skal ud og puste mig op i den anden ende af byen. Det må blive en en tur på skinner.
Da vi skulle spise morgenmad opdagede jeg, at der var tomt i brødskuffen, og da vejret var slået om i kedeligt, lavede jeg en grov grød med clementinsaft i stedet for. Jeg anså det for at være bedre end at jage resten af familien - læs Bjørnen - ud i regnen.
Efter at have placeret mit markedsrov forsvarligt i cykelkurven, fik min knæ nok og fremstillede sig derefter på en måde, som var det fyldt op med vat og grøn oasis. Det var tid til at svinge sig op, så godt som det nu kunne lade sig gøre, og komme afsted ad de lange cykelstier.
Kameraet var med, men jeg orkede ikke at hoppe af og på cyklen med oasisknæet, så mange motiver blev forbikørt med dybe suk. Indtil jeg nåede nærmiljøet.
Der lå havneløbet lige så smukt, og jeg lod mig overtale til at standse for at nyde og gemme til senere brug. Da jeg nåede den hjemlige gadedør, blev jeg belønnet med en fuld måne, der forlystede sig med de ligeså legesyge lygtepæle.
Når grøntsagskuffen bugner af gulerødder, er det god timing, at avisen i lørdagstillægget bringer en god opskrift på gulerodssuppe. På vejen hjem fra min udflugt købte jeg de få ting, jeg manglede til en grydefuld solskin. Der blev også plads til et par stykker laks.
Suppen blev, i min version, lavet af 400 gram gulerødder, 300 gram bagekartoffel, 1, rødløg, 1 stort fed hvidløg, lidt olivenolie, saften fra to clementiner, 1 l bouillon, et par kviste timian, en skvat piskefløde, revet ingefær, lidt citronsaft, salt og peber.
Grøntsagerne blev hakket groft og ristet i olien ved svag varme i cirka 10 minutter. Tilsat timian og clementinsaft, der skulle simre næsten væk. Bouillonen blev tilsat og det hele småkogte under låg i cirka 30 minutter.
Op med timiankvistene, piskefløden tilsat og suppen blendet og smagt til med salt, peber, citronsaft og lidt revet ingefær. Min suppe blev serveret med en lille tot pisket fløde.
Inden suppen blev sat på bordet, spiste vi et lille stykke dampet laks, som havde ligget på et lag salat, derefter krydret med salt, peber og lidt stødt nellike, og til sidst dækket med clemtinskiver. Inden pakken af folie blev lukket, blev der dryppet med lidt oliveolie. Pakken ind og dampe i ovnen. Fisken blev serveret med et par skiver speltbrød.
Da det var lørdag, blev madlavningsprocessen nydt i selskab med denne her.
For god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på, at clemetinerne ikke var overfladebehandlede!
Helt hundrede, sådan en trøje vil jeg aldrig selv kunne strikke, så jeg er glad for at andre kan.
Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg hvert år skal en tur omkring Sjællandske fåreavleres julemarked i Remisen på Østerbro.
Der er uld i lange baner garneret med ost og pølse. Her kan man finde de lækreste ting fremstillet i uld fra forskellige fåreracer, og der er lige fra det blødeste bløde til det mere hårdføre.
Tidligere, når jeg har været her, er jeg sluppet derfra med lidt uld til filtning, et par mønsterstikkede handsker eller luffer og 4-6 par alpacauld-sokker i forskellige farver.
Det gjorde jeg så ikke i år.
Det hele begyndte med at jeg der, hvor jeg plejer at købe året luffer, fandt ud af, at man havde besluttet sig for at lukke og slukke. Den var værre, for hver år har jeg stået dér og drømmende befamlet stedets lækre trøjer, og nu skulle det pludseligt være slut. Trøjerne var ovenikøbet sat ekstra ned i samme anledning.
Jeg måtte lige prøve en enkelt eller to, og den der sad på ginen, var jo så flot. Og den passede mig perfekt, havde et nydeligt mønster, og jeg får jo aldrig strikket sådan en trøje selv. Det endte med at vi handlede, og så burde jeg vist være gået hjem, men det gjorde jeg ikke.
Jeg tullede rundt, og stak næsen frem mellem kurve og stativer. Fandt noget herligt flerfarvet uldgarn, som garanteret kunne gå an til en sweater til Bjørnen. Måske endnu en Cobblestone?
Her tog de ikke kreditkort, så jeg måtte lige rende en tur hen til nærmeste hæveautomat. Det passede fint med at turens primære formål, var noget med motion for knæet, som om en uge skal igang igen på fuld skrue.
Vel tilbage ved disken faldt mit blik på endnu en gine. Der var lidt ventetid, og jeg måtte lige hen og pille lidt ved den mellembrune trøje med en mørkebrunt halstørklæde, som ved nærmere eftersyn viste sig at være en slags hætte-tørklæde, der var knappet fast til trøjen. Enormt smart.
Nu blev det min tur, og selvfølglig spurgte jeg til trøjen på ginen. Den bliver vejet og udregnet i hjemmetdyrket uldgarn, og det gik hurtigt op for mig, at jeg igen lige måtte en tur hen til pengeautomaten. Jeg hævede fornuftigt denne gang.
Da jeg returnerede, fik jeg kigget på fine knapper i forskellige former og træsorter, og jeg fandt nogle, der vil passe mig i længere tid end de ellers så fristende runde i blåregntræ.
Egentlig havde jeg i tankerne lagt garnet til en eventuel Cobblestone på is, men det gik over da jeg fik øje på en meget flot sweater med et fint snoningsmønster. Det er jo så rart at strikke til Bjørnen, og han vil garanteret blive glad for sådan en snoet én.
Nu var det tid til at stoppe. Jeg tog lige nogle billeder, mens mine indkøb blev pakket ned i poser, betalte de venlige ulddamer, som har klappet de får, der har leveret ulden til mit garn, og gik derfra efter en melding om, at nu måtte jeg vist hellere gå hjem.
Det gjorde jeg også næsten. Jeg slog lige et sving forbi et sted, hvor der var nogle muleposeformede tasker, der mindede meget om gobelin, men jeg holdt stand, og gik derefter direkte ud til den ventende cykel med dagens bytte.
Dagens helt nye lys spejler sig grådigt i ruderne og de lidt grå nuancer på himlen bliver dristige og overvejer blåt. Helheden tyder på forandring.
Cyklen står køreklar, for jeg skal på udflugt i større stil, så stor at en bus er på overvejelse. Indtil da er der læsestof at forholde sig til, mens varmen fra koppen breder sig.
Jeg blev opmærksom på noget smukt garn forleden, og kom i kommentarfeltet til at afsløre min viden om smagen af koks, som åbenbart er lidt enestående. Hvorfra ved jeg noget om det?
Jamen, jeg har da bare benyttet mig af muligheden for også at smage mig gennem tilværelsen.
Nu er det ikke alt, jeg har haft lyst til at smage på, men altså koks, kridt, stearin, bark, blade, farveladevand, modellervoks, sæbespåner, mudder, sand, mursten, forskellige metaller, sejlgarn, græs, strandsten, papir og sprit er nogle af de ting, jeg smagsmæssigt har stiftet bekendtskab med hen ad vejen.
Jeg har også smagt bananskræl, og har også haft en mindre heldig oplevelse, hvor jeg efter at have spist en hel appelsinskræl, blev hundsyg, og brækkede mig i stride strømme. Den oplevelse bevirkede et anstrengt forhold til appelsiner mange år efter.
Koksene smagte jeg på, da jeg legede i min mormor og morfars have. De havde et koksskur, hvor man kunne sidde i fred og ro, og nærstudere de fantasktiske klumper. Den flotte sort farve, og den porøse overflade, lagde kraftigt op til en smagsprøve og her var tale om et bevidst valg.
Andre ting har ramt mine smagsløg tilfældigt. Enhvert barn, med adgang til en sandkasse, har vel prøvet at få sand i munden, og når det nu alligevel er havnet der, kan man vel ligeså godt smage på det. Ikke sandt?
Når jeg har siddet med farvelade, pensel, skylleglas og tekrus, er det da sket, at jeg har taget fejl af de to sidstnævnte, selv som voksen. Jeg har da også ved en lignende lejlighed fået blæk i munden. Sågar tusch.
Gennem barndommen har grene, blade og bark gledet gennem hænderne, og når man f.eks. fremstillede flitsbuer og pile, var det naturligt at holde en gren eller to mellem tænderne i så tilpas lang tid, at den bitre smag af bark uvilkårligt ramte tungen.
En anden speciel smagsoplevelse fandt sted til en lidt stillestående fest, hvor en af mine venner og jeg, i kedsomhed, kom til at tømme en buket tulipaner for kronblade. Det var kun meningen, at vi lige ville smage et par stykker, men det tog altså overhånd. Det er også en af de få gange, hvor jeg er gået videre fra bare at prøvesmage til desideret helt at fortære smagsobjektet.
Disse smagsundersøgelser har aldrig givet mig de store problemer, men en enkelt gang glippede det, og jeg aner den dag i dag ikke, hvad der lige skete for mig.
Vi havde fået nyt køleskab, et Atlas King, tror jeg. En afløser for det gamle isskab, som holdt tingene kolde ved hjælp af en stor firkantet isklump, der blev opbevaret i en stor zinkboks. Is fra den boks, havde jeg smagt mange gange.
Måske var det det tynde lag rimfrost i den nye frostboks indre, der var uimodståeligt, for inden jeg vidste af det, havde jeg stukket tungen ind for at smage, og sad derefter uhjælpeligt fast! Fornemmelsen af hudløs tunge holdt den dag sit indtog i min erindring.
Det kan godt være at mit kendskab til smagen af koks, er enestående. Alligevel opfatter jeg ikke selv min viden som speciel underlig. Bjørnens bemærkning om at alle, der har gået i skole, ved da hvordan kridt smager, styrker mig i troen på at, hvis man dykker tilpas langt ned i erindringen, kan man sandsynligvis hale lignende aparte smagsoplevelser frem i lyset.
Prøv selv!
Jeg kan gennem gråden forstå, at det er noget med fjernsynet , og jeg tænker, at det måske har været efterladt tændt på en kanal, hvor der nu fremvises de allerværste gysere, som ikke er for småfolk.
Vi kommer ind i stuen, og til min store overraskelse er det et afsnit af Mumitroldene, der flimrer henover skærmen, og jeg fatter intet.
Det gør Bjørnen. Han har til fulde fornemmet den uhyggelige stemning, som Murren spreder omkring sig, og det slår ham med rædsel. En langtidsholdbar af slagsen. Fremover gør enhver antydning af Mumitrold ham helt bleg om næbbet.
...
Forleden dag, efter flere års Mumiskræk, overtalte en kammerat Bjørnen til at gøre op med frygten, og de besøgte forskellige Mumisites, for at opspore Murren. Med held. Der blev set billeder, gransket og nærlæst.
Alligevel synes han ikke, at jeg skulle komme for godt igang, da jeg efter hans fortælling, foreslog en kulturel udflugt. Der er stadig et vist forbehold omkring de dér Mumitrolde.
Jeg er selv vokset op med Mumitroldene, og har været vild med dem lige fra den første gang, at jeg fik en Mumibog i hænderne. Jeg har selvfølgelig savnet at læse historierne med Bjørnen, men har alligevel respekteret, at det altså ikke var noget for ham.
Jeg har efterhånden erfaret at Bjørnens skræk for Mumierne ikke er enestående, og går man bagom figurerne, bliver det måske endda mere forståligt. Her gemmer sig nemlig interessante oplysninger om de psykologiske profiler, som figurerne dækker over, og de kan meget vel virke skræmmende på børn og sarte sjæle.
Om Bjørnen kommer sig helt over sit traume, kan jeg kun gisne om, men håbet om at genetablere Mumiforbindelsen fik altså ny næring forleden dag.
Jeg stod op så tidligt i morges, at overgangen fra mørke til lys var mærkbar. Senere kunne jeg endda slukke for lamperne, og en sprække i den grå himmel lyste op.
Nu ser det ud til, at det perlegrå slør igen bliver trukket over himlen, men det er fredag, så fred være med det.
To dåser tun, en dåse flåede tomater, et halvt glas kapers, to gule snackpebere, et rødløg, en halv citron, timian, peber og olivenolie. Fuldkornsspaghetti kogt i saltet vand. Ledsaget af denne her fyldige øl.
Somom! Næ, hovedet af, ind med resten, nyd og gør plads til den næste. Ha! Somom!
Det andet lokale supermarked, der ligger helt derude, hvor buschaufførerne venter, havde et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til.
På grænsen til middag kom der brød på brættet. Speltbrødet er smurt med ost og æblemarmelade.
Vaskemaskinen snurrer, grøntsagerne er sat på plads. Nu er det tid til at nyde den dér bid brød og en kop med varme.
Den grønne kasse har været sat på standby i en tid, for jeg var blevet lidt knotten over kvaliteten på varerne, og det droppede jeg lidt syre om et par steder her i blogverdenen.
Ærgerligt, for jeg synes ellers godt om ideen med en kassefuld friske grøntsager, der leveres lige til døren. Det er også dejligt at få snurrige ting, som det lokale supermarked ikke er leveringsvillig til.
Nu havde jeg imidlertid glemt at melde afbud, så derfor blev der leveret kasse på måtten i dag, og viste jeg ikke bedre, ville jeg tro, at den havde læst mine kommentarer, for det var en kassefuld af de sprødeste og mest dugfriske grøntsager, der stod dér og gjorde sig til.
Nu får kassen en chance til, for jeg gider godt lege med når tingene er i orden, og det var de altså i dag.
Udsigten er stadig overvejende grå, og selv katten står uskarp i konturen. Hun mener stadig, at hun skal fodres med tun, og har demonstrativt skubbet godteskålen hen foran køleskabet. Just nu, fedter hun ekstra ved at komme mjavende med et nøgle Opalgarn i gabet, som hun lægger for mine fødder.
Planer er der ikke lagt mange af, og det virker, somom tiden bare drysser, men på den anden side, er det vel ikke det værste bare at lade stå til, sådan bare lidt?
Dorte efterlyste på et tidspunkt en surdej uden gær, og i går kom Poul til undsætning i kommentarfeltet.
Poul, jeg har tilladt mig at føre dine opskrifter frem i lyset, og takker samtidig for kommentaren:
Du kan sagtens lave din egen surdej, og den oprindelige opskrift på surdej er uden gær. Den består i al sin enkelthed i at blande hvedemel med vand, (lige dele af hver, ikke i vægt, men i rummål) og lade det stå lunt til det syrner.
Her er hvad du gør: Hvedesurdej:
Dag 1: Lige dele hvedemel og vand blandes (fx. 1 + 1 dl). Man kan bruge kildevand for at undgå evt. uheldig indflydelse fra bakterier og svampe i hanevand. Der lægges låg over surdejen som stilles i microovnen med lyset tændt.
Dag 2: Samme blanding som dag 1 laves endnu engang og iblandes derefter surdejen fra dag 1.
Dag 3: Samme procedure som dag 2.
Dag 4: Nu er surdejen klar til brug. Den første bagning er sjældent perfekt, men allerede fra anden bagning er der garanti for succes. Brug 2-3 dl surdej pr. kg mel til bagning og foder resten af surdejen i dit surdejsglas med 2 dl vand og 2 dl mel. Så har du igen surdej klar til næste bagning. Skal fodres ind imellem. Surdej opbevares i køleskabet.
For god ordens skyld, her er en opskrift på Rugbrødssurdej:
Bland 2 1/2 dl kærnemælk (eller yoghurt naturel) med 1 tsk salt og 2 1/2 dl rugmel. Tildæk og stil blandingen på fyret eller i microovnen med lyset tændt (eller et andet lunt sted) i 4-6 dage til blandingen "bobler" og lugter syrligt. Surdejen er nu klar til brug. Rugbrødssurdej kan holde sig ca 3 uger i køleskabet.
God fornøjelse. Poul
Om lidt, når jeg har spist, vil jeg gøre optrævlningen færdig. Jeg har forregnet mig, og betaler nu prisen for dovenskab og andet grimt.
Jeg er ikke alene om oplevelsen, og har taget det gode råd til mig. Bogen er bestilt, og når vist lige frem til jul. Indtil da begynder jeg forfra i mindre målestok, og denne gang har jeg ganget og divideret.
