Host og så var den dag gået.

I dag har jeg set starten af det samme Blackaddar-afsnit rigtig mange gange. Jeg har sovet stort set hele dagen, kun afbrudt af den grimme hoste og overbevisninger om, at nu kunne jeg da ikke være træt længere.

Jeg tror ikke at jeg har feber nu, og det bliver godt nok at gå på job i morgen, men det er først i morgen. Ligenu drømmer jeg om sushi, og måske er jeg heldig, for Bjørnen er på fiskedisk i dag, og skulle snart komme hjem. Jeg kryder fingrer, og tøffer ind, og ser det dér afsnit færdigt. Eller noget.