Jeg skulle altså op og åbne tidligt i morges, og jeg kom også afsted, selvom det holdt rigtig, rigtig hårdt. Nu har jeg fået indhentet noget af det tabte, men er stadig lidt mat i sokkerne.
Det nytter bare ikke noget at være slap i koderne, for nu må vi videre til en ny oplevelse. Ganske anderledes end gårsdagens, men ikke mindre end denne. Bryllup.
Dengang jeg var en lille Sifka, fik jeg tit at vide at jeg lignede min farmor, hvilket bragte mig fuldstændigt ud af fatning, for hvem vil vel lignes med en lille, og i mine barneøjne, gammel kone? Godt nok med et hjerte af guld, men alligevel. Senere i livet har jeg erkendt sammeligningen, men i går i Falconerfoyeren, måtte jeg æde kamelen én gang til.
Kan man bage når man ikke kan få armene ned? Ja, det kan man godt, man står bare på hænder. Det lykkedes i går aftes, at få frembragt en flok friske flutes lavet af en dej med hytteost, mynte og rosiner. Nu ligger de klar til fortæring senere på dagen. Vi skal nemlig nå en hurtig bid brød, inden Neil indtager scenen.
Glæder jeg mig for vildt? Jaaah! Neil er Gud, og jeg skal se ham.
Lige i samme øjeblik, som jeg trykkede på 'udgiv indlæg' ringede min mobil! Og femogfyrre sekunder inde i samtalen, blev vi afbrudt, fordi min mobil valgte at løbe tør for strøm.
Men det var åbenbart det, der skulle til, for pludselig var der igen adgang til mailboksen, og hvad lå der så lige og ventede? Mail fra Billetlugen. Værsåartig, det umulige blev muligt og kom indenfor rækkevidde. Nemlig billetter til Koncerten!
Veninden og jeg har sprængt vore budgetter, banket energien helt i top, og kan slet ikke få armene ned.
Min Messenger er nede, så jeg kan ikke kommunikere ad den vej og jeg kan således heller ikke, hverken skrive eller læse mails. Jeg modtager heller ingen kommentarer og det kan så være, hvad det være vil, men jeg synes at nogle af de kommentarer, jeg afleverer rundt omkring, ikke er der, når jeg senere kigger forbi. Mit mobilabonnement er næsten gået i stå, for jeg får ingen opkald eller SMSer. Fastnetteren er groet til i støv og spindelvæv.
Er jeg mon blevet usynlig? Måske er jeg her slet ikke? Måske står jeg inden i en osteklokke og banker på glasset?
Aftenens trang til stilhed er lige så stor, som dagen har været lang. Det er ikke de samme ting, der rører sig hos os, hver især, men vi har alligevel det samme ønske om fred og ro. Genvinde pusten og lade op.
Aftensmaden var karryrester fra i går tilsat nykogte ris og en omgang fis og ballade i form af revet kokos, bananskiver og mangochutney. Et godt måltid her meget sent, først på aftenen.
Nu, når jeg står på kanten af endnu en aften, får jeg tid til at tænke over, hvorledes jeg bedst kan hjælpe Marianne, hvis familie igen er ramt af ond skæbne. Jeg håber virkelig, at der er bedring på vej til dem alle.
Der røg et par pakker kyllingefilet i kurven da jeg var på indkøbstogt. Kødet blev strimlet og brunet i den sorte og derefter krydret med karry, salt og peber. Hakket rød- og hvidløg, fennikel, æbler, og skråtskårne gulerødder blev smidt oveni. Da det var svitset godt og grundigt sammen, tilsatte jeg lidt vand. Låg på og pas dig selv så længe.
I pausen slog jeg en dej op. Det blev til en blanding af biodynamisk hvedemel og ølandshvede. Gær rørt op i vand, rosiner, lidt honning og salt. Der blev på et tidspunkt udtalt et ønske om bløde boller, så jeg puttede cremefraiche i, for det var lige ved hånden..
Camilla Plum taler i sine programmer meget om én gang kold hævning og én lunere, så nu står skålen i badekarret, som er det køligste sted, jeg kan finde, for jeg gider altså ikke storke ned fra 3. sal med bolledej under armen.
Jeg kogte derefter ris, som for tiden er en blanding af tre typer, røde, vilde og brune, og det smager godt og fyldigt. Alt i alt blev det et herligt måltid, og jeg skal da lige huske at tilføje, at der blev tilsat en lille sjat af de gyldne rosiner, samt en petit smule mælk i den sorte, lige inden serveringen.
Det er lykkedes mig i løbet af dagen at undgå, at få nys om fordelingen af natten statuetter, så jeg er totalt på bar bund, når jeg skal se Oscar-sammendraget ved ellevetiden senere i aften. Billetter til den næste biografoplevelse er forresten bestilt, men den tid, den glæde.
Ting sker og planer vælter. Sådan har min dag været indtil videre. Ingenting vil passes ind, og jeg må hele tiden ændre kurs. Irriterende, men nu er jeg fastholdt af en bananmad. Den hviler blidt på sindet, og tankerne samler sig igen i harmoni. Jamen dog!
Er det smart at styrte ud af døren, kaste sig op på cyklen og drøne ind til Grand, når det er i Dagmar, at man skal se film, og mødes med Veninden? Nej vel, men jeg gjorde det alligevel, og da det gik op for mig, fandt jeg så også ud af, at jeg var en halv time for tidligt på den. Få lige pusten, og slå koldt vand i blodet. Vi nåede både at stå i kø og fandt de rigtige pladser i god tid.
Suk og velvære er fornemmelsen, når man så endelig slår sig ned, og konstaterer, at der ikke sidder en otte meter høj 'eigil' i sædet foran dig. Da tæppet gik, var jeg kommet ned i gear, og var klar til at nyde.
Jeg synes, at Benicio er fabelagtig, jeg suger hvert et billede ind, og glæder mig over enormt og godt skuespil. Jeg er ikke anmelder, men her er et par ord om den 119 minutter lange oplevelse, der rullede over lærredet.
Efter filmen vendte vi næserne mod hjemstavnen, og købte kage med på vejen. Når man, som jeg, ikke kan vælge mellem de tre udgaver, som udbydes, så tager man én af hver. Klart. Sammen med en kop te, gled de ned ligeså fint, efter at være blevet snittet op til tredeling.
Nu er veninden smuttet, og den sorte gryde er sat på ilden. Aftenen er så småt begyndt og sofa, strik og film vinker forude.
En artikel i Politikens 'Magasinet' tænder den indre dosmerseddel. Jeg har for længe siden besluttet at denne bog, på et eller andet snarligt tidspunkt, gerne må indfinde sig på min kogebogshylde.
Ved siden af det, får det mig til at huske, at det er på tide at shoppe lidt krydderier herfra, fordi der er lavvande i en krukke eller flere.
Opskriften på 'Frugttærte til fasten' er i artiklen, også trykt som de originale opskrifter. Sådan noget synes jeg er sjovt, og jeg har da også drømme om, at kunne komme på kogekursus hos den kokkererende middelalderarkæolog.
Fløden var for sur til selskabet, så en klat cremefraiche blev inviteret i stedet. Maden var god, og igen må jeg tale frydefuldt om den sorte gryde. Uforståeligt, at jeg har kunnet leve uden.
Jeg har fået en del fra hånden i dag, og vil nu indtage min yndlingsplads med god samvittighed, inden jeg kaster mig over en brøddej, og en maskinfuld vasketøj, der lige skal trille færdigt. Det er vist det, så rigtig god lørdag aften.
Hvis nogen havde forventet billeder allerede i dag, bliver de skuffede, men jeg har fået rene gulve og sat gang i vaskemaskinen. Jeg holder billederne fra livet lidt endnu, mens jeg i tankerne leger med mulige emner.
Den sorte gryde er smidt på ilden med schnitzelkød i strimler, gulerødder, flåede tomater, rød- og hvidløg, samt små uskrællede kartofler. Simremad noget tid endnu og derefter et skævt fløde. Krydringen er klaret med bacon, peber og paprika.
Så alt i alt er her tilfredshed og en god duft af weekend.
Nu er det sket igen. Et eller andet dybereliggende begynder at røre på sig, og for en kortere stund træder alt andet i baggrunden.
Jeg var træt i går aftes, men på den gode måde. Ligesom efter en god lang dag i frisk luft ved vandet, hvor tiden bliver brugt til at opstøve de smukkeste sten, mens man fortæller hinanden uddrag fra liv, levet i nærheden eller længere væk, eller måske betragter skarven danse fjollet på en sten i vandkanten, mens man tilbagelænet hører Mozart og lader solen brænde dagen af i små stykker ad gangen. Eller måske efter en blåhimlet sommerdag, tilbragt på en gårdsplads, hvor man er optaget af at restaurere spisebordsstole, som endda ikke er ens egne, mens heste vrinsker på engene, og hunde vimser glade rundt om benene på én.
Nogle gange, når jeg kommer hjem fra jobbet, nærmest kravler jeg op i sofaen og genfinder fornøjelsen ved at være mig og, hvad deraf følger. Andre gange er jeg i stand til at gå oprejst ind og indtage min plads foran fjernsynet og sætte mig tilrette med lidt godt strik i hænderne. Med andre ord et arbejdsliv ligesom så mange andres. Tror jeg.
Dåsen stammer fra en af vores utallige Sverigesture. Den er blevet tømt mange gange, og fyldt op igen mange gange. Således også i dag. Fyldt op til randen med velduftende kakaopulver.
Jeg har kogt kakao, sukker og vand sammen, og derefter tilsat sødmælk 'the risotto way'. Nu står den rygende varm på komfuret, og venter på store kopper, som gladeligt lader sig fylde. Møf!
Jeg har haft stående taffel med brætspil. Flute fra forleden, efterladt alene i julekagedåsen, men ved nærmere øjesyn mere fristende end det brød jeg havde købt med hjem. For jeg vidste, at det ville blive brød med et eller andet, der skulle udgøre dagens aftensmåltid.
Så derfor første stykke flækket flute, blev smurt med fegatino og derpå en hjemmesyltet rødbede i raske skiver. Bagefter mere flute, det var forresten den med mynte og abrikos, nu belagt med gouda, lige åbnet og dermed frisk fra pakken.
Genfødselsfornemmelsen blev forhøjet, da et lille glas øl fra Gourmetbryggeriet fulgte i kølvandet af den gode mad.
Senere vil jeg koge sukker og kakao sammen med sødmælk til en god stærk godnatkopfuld, som jeg vil nyde med Bjørnen, når han kommer hjem fra fiskedisken. Men først sofa og strik.
Ja, man skulle tro, at jeg var blevet besat af en eller anden fritgående vanteånd, men helt så galt er det nu ikke. Jeg har planer om at strikke en matchende kasket til vanterne, og derefter satse på et godt julesalg. Jeg ville selv gerne have sådan et sæt, men nu strikker jeg lige lidt til Kassen i første omgang.
Vanterne er strikket i garn fra Drops, en tråd Fabel og en tråd Alpaca på pinde 4. Opskriften er Elizabeth Zimmermanns Mitered Mittens.
Efter en fin dag på jobbet, skulle jeg gøre op med mig selv om, hvorvidt jeg orkede aftenstrik, eller ej. Det blev ej, for den kolde regn, der begyndte at falde omkring fyraftenstid, tog lige lysten fra mig. Så det bliver til kakao og strik i egen sofa, men næste gang, måske?
Jeg kan nærmest ikke se en hånd for mig i min udsigt. Alt og alle er væk i et tæt tågeslør. Månen, som senere på natten vil formørkes, står stadig lysende, men dog ikke helt skarp i konturen. Fascinerende.
Nøj, hvor er det godt, at jeg ikke har spisende gæster for tiden. Jeg er så uinspireret, at selv jeg kan blive bekymret, men jeg er blevet rask, så i morgen bevæger jeg mig ud i verdenen igen, og håber på, at det sætter gang i kreativiteten.
I pauserne mellem søvn og total ugidelighed, har jeg fået styr på skyggen på kasketten , som jeg begyndte på for et stykke tid siden, og nu mangler kreationen blot en skylletur i at være færdig. Opskriften og garnet, kan købes i den lille gode biks. Garnet er silkealpaca fra Drops, og er forøvrigt på tilbud.
Tredagsgryden og alt brødet kommer tilpas her ved aftentide. Jeg drikker te, og holder mig under den lune dyne. Om halsen er svøbt en af de varme sager, og solen tidligere på dagen varmede humøret. Jeg har besluttet mig for at tage dette med ophøjet ro og vente på, at det vandrer videre.
Endnu mere brød. Stort set samme grunddej som til mynteflute, men her er det revet citron og lemon curd, der spiller hovedrollen.
Jeg har lige været omkring telefonen, og har trukket min raskmelding tilbage. Jeg har feber, hovedpine og en hals, der føles temmelig underlig. Jeg er SÅ træt af det her!
Gær blev rørt ud i cirka en halv liter grøn te med mynte. Der blev tilsat en spiseskefuld mørk farin og en pæn håndfuld tørrede abrikoser, der lige blev hakket. To store spiseskefulde græsk yoghurt og lidt salt. Det hele blev æltet sammen med to slags hvedemel, bornholmsk og ølandshvede.
Efter første hævning blev dejen formet til fire flutes, og drysset med mel, og stillet til hævning, mens ovnen blev gjort køreklar. Bagetiden var cirka 35 minutter ved 200 grader.
Nu er der tomler i alle vanterne, og efter en skyller vil de være klar til Kassen. Jeg har allerede et nyt 'design' i hovedet, men jeg er træt og ufrisk. Derfor meldte jeg afbud til Veninden. Vi skulle have været en tur i biffen, men jeg kunne ikke finde overskuddet. Det, der er, gemmer jeg til i morgen tidlig, hvor jobbet kalder igen.
Jeg ved stadig væk ikke, hvad der skete omkring mig i går aftes, men Bjørnen og spillefuglene kom uskadte igennem deres fourageringsrute, og oplevede ingen dramatiske optrin. Forleden, blev han og en kammerat bedt om at udlevere penge og mobiler, på vores nærmeste hjørne. De valgte at ignorere opfordringen, og fortsatte deres videre gang. Bjørnen var dog en kende rystet over at blive antastet i egen andegård.
Der er gang i den. Gaden. Underligt lys fra kæmpeprojektører. Kæmpe fyrværkeri. Med jævne mellemrum høres hurtigtkørende biler med udrykning.
Bjørnen og spillefuglene går ud for at fouragere. Og mand altså, jeg må opfordre dem til at være forsigtige.
Al den influenza har efterladt mig uinspireret og modløs. Irriterende, men jeg giver mig ikke så let. For at undgå for meget madtænkeri, har jeg gjort det let for mig selv. Tredagsgryde indebærer blot, at man tilføjer en eller flere ingredienser henad vejen. Det er skisme da nemt!
Fortsætter den kedelige stemning må jeg tale hårdt til mig selv, og hive mig op ved håret. Nå nej, det er jo lige det, man ikke skal gøre. Ok, så sætter jeg mig behageligt tilbagelænet, og venter på, at det passerer.
Nu er enderne hæftede, men de er stadig totteløse, staklerne. Kommer tid, kommer der også råd til tid, men nu skal jeg først have gang i den sorte gryde. Bagefter er der vel en film eller to, der kan danne baggrund for en tot eller fire.
Da jeg var en lille Sifka, havde jeg en strikkende farmor, der strikkede uldne livsstykker til mig. Forlængst har jeg overtaget opskriften, og leger nu med at blæse den op til en slipover til en 2-3årig. Lykkes det for mig, er der en god kollega, der kan glæde en veninde.
En gammel følgesvend har tag i mig, og jeg er indadvendt og tænksom. Indtil videre strikker jeg Mitered Mittens uden tomler. Jeg gider heller ikke hæfte ender. Indtil videre er jeg forklaringsløs, og er her bare. Indtil videre slår jeg op til en ny tommelløs vante med løse ender. Indtil videre.
Forfløjne fugle i med fredagsstemning i vingerne, vender næbet mod samlingspunktet. Ugedovne gider de dårligt lette fra grenen når vinduer smækkes op og i.
Kartofler og broccoli er lagt i den sorte gryde, sammen med rasende krydderier, der forklædte som suppe, skal nedkæmpe de sidste rester af pigge på halsens inderside.
Aftenen lægger sig over os, og jeg er træt trods mange timers hvile, men jeg fortsætter fremad.
Søjlen er faldene, og når nok snart fingervarm kropstemperatur. Nogenlunde den samme, som når der røres gær ud i væske. Piggene i halsen har trukket sig tilbage, og sveden skyllet af under en varm bruser. Rent på sengen, og frisk te i koppen.
Sammen med solskinnet serves ferskenfarvet melon a la Zoolander med et fnysende drys peber. Jeg tror på det gode, og begynder opstigningen.
Morgensolen satte ild i Ørestaden, i morges, da jeg var oppe og omkring telefonen. Derefter forsvandt dagen i dynens dyb.
En øm hals finder lindring i en varm kop te, men en banan, lidt tørret abrikos, blåbærsaft og mælk, sønderdelt med en blender, glider også glat igennem. Smører blidt og mætter.
Halsen er for smal, mandlerne for store, hjertedøren står derfor pivåben, og alt lukkes ind. Både skidt og kanel. Jeg er sofaliggende og sårbar.
Hjemturen tog tid i dag. Halvanden time. Først skulle der pludres af efter, at nøglen var drejet rundt i joblåsen. Derefter gik jeg lidt forvildet rundt på hylderne hos den lokale lejefilmspusher, men jeg fandt da tre stykker, som jeg godt gider bruge tid på.
Nu var det tid til det lokale supermarked, hvor kurven blev fyldt godt op med frugt og nødder. Her fik jeg mig også en sludder en fra nabolaget, der som bekendt er god for flere fantastiske historier. Det kan godt betale sig at holde øje, for det sker med mellemrum, at hun dukker op her, med en lille fortælling.
Vel hjemme var Bjørnen begyndt at undre sig lidt, men efterhånden fik vi alt på plads og gryderesten snurrer nu lystigt over ild, og aftenen kan begynde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den skal tilbringes i sofaen med dynen, strikketøjet og den lille stak gode film. Det er så mit håb, at det krillerkraller, der rumsterer i hals og ører, holder sig tilbage, for jeg gider ikke at blive syg igen.
Tredive gange tres dejlige centimeter i rosentræ. Får jeg mon abstinenser, når de lukker? Står jeg med næsen trykket flad mod ruden, mens de går indenfor, og skruer hylder ned, og hvad man ellers gør, når man afhænder en forretning? Står jeg der, når nøglen bliver drejet en sidste gang?
Jaja, jeg ved godt, at jeg skal til at overveje terapi, eller anden form for afvænning, men hvem kan sige nej til Royal Copenhagen, rødvinsglas, fire for en hund?
De er skylleklar, og skal derefter spiddes med nåle, så de udspændte kan blive ensartede og glatte. De blev færdige i går aftes, hvor jeg sad klar, klokken otte, til en omgang brødbagning på DR 2. Amatør, er man i sammenligning med bageguruen, så jeg har besluttet at gå i skarp bagetræning.
Den nye tyndskræller er så god, at man godt kan blive lidt bange for den. Jeg havde en kaktusagurk liggende i grøntskuffen, og den passede lige til en påskeølsbolle med italiensk leverpølse.
Skrællet blev den, men til en begyndelse blev jeg lidt skuffet, og fik igen den dér oplevelse af njaaah! Men det er kun lige et splitsekund, at den fornemmelse holder. Det er en uoverruffen lille ting, som jeg har købt samme sted som den lille juliennesag.
Jeg havde et stærkt behov for sofa og strik efter, at jeg havde været på cykeltogt i det forårsagtige vejr. I stedet gik jeg i køkkenet og kogte rødbedelage og skyllede glas.
Nu står det fyldte glas, og fremkalder minder om de hele små runde, polske rødbeder, som man kunne købe på glas, dengang Børge Olsen regerede Irma. Jeg ved ikke om, de er holdt op med at sylte rødbeder i Polen, men jeg har ikke set de små lækre runde i flere år. Desværre.
Næste køkkenopgave kunne meget vel blive en omgang skipperlabskovs, som selskab til de nysyltede rødbeder.
I aften kommer det første program med Camilla Plum. Samtidig med et afsnit af Sommer. På nuværende tidspunkt har jeg ikke besluttet mig for, om jeg skal se det ene, eller det andet. Eller måske en halv sommer og en hel stålbolle. Eller?
I torsdags var der pakkepost til mig. Jeg havde været så snedig at få den leveret på jobbet, så jeg ikke risikerede at skulle omkring posthuset først. Jeg har kun smugkigget, men senere håber jeg på at kunne fordybe mig i herlighederne. Indtil videre ligger den lille stak så og venter, men de er skam sat på hylden i Ravelry.
Kasketten, som jeg er begyndt på, er vist normalt hurtigt strikket, men jeg måtte lige føle mig frem med skyggen, og har lavet en omgang prøvestrik, som igen er pillet op. Nu ved jeg, hvad vej vinden blæser, og kan derfor lave det pænere i anden omgang. Så langt, så godt.
De nærmere omstændigheder vender jeg tilbage til når projektet er helt færdigt.
Mens jeg har været beskæftiget med strikketøjet, har aviser, støvsugning, vasketøj og køkkenrelaterede opgaver hobet sig op. Jeg ser undrende til, mens jeg spekulerer over, hvordan det kan være, at timerne om søndagen er langt kortere, end timerne om mandagen?
I går slog jeg op til både strik og boller. Bolledejen glemte jeg hele tiden til fordel for strikketøjet, så på ægte bagermaner endte det med, at bollerne røg i ovnen omkring klokken halv to. En natteravn er på spil.
Hertil morgen var det herligt, at der stod en flok friskbagte klar på køkkenbordet.
Bollerne er lavet af tre slags mel, durum, ølandshvede og hvedemel fra Bornholms Valsemølle, men først rørte jeg gær ud i vand og tilsatte en god slat påskeøl. Derudover blev der også tilsat salt og en stor håndfuld valnødder, der havde fået en på gokken med en kagerulle.
En aftengæk, der lyser op på Bjørnens sti gennem gården. Omkring det tidspunkt af døgnet, hvor Bjørnen har taget billedet, er det til stadighed blevet lysere. Foråret finder man altså også i byen, der i vinterens aftenmørke. Godnat og sov godt.
Hakket øf, hakket oliven, strimlet citron, revet parmesan, æg, lidt fløde, der var blevet lidt småfornærmet, og da fotografen var gået, kom jeg et pjask oregano i. Dertil nyder jeg et stille glas påskeøl. Så nåede vi også det!
Snapsen, der har trukket på sommerens bær, fortjener at blive nydt af lækre glas. Isenkræmmeren på Christianshavns Torv fortsætter ophørsudsalget resten af måneden. Man er nu begyndt at grave glemte skatte frem af kælderens dyb. Disse to Holmegaard glas fik jeg for en slik.
Jeg elsker dette tidspunkt, hvor eftermiddag og aften mødes med penslerne dyppet i gløder og smeltet guld.
