Bønneret

Et løg blev hakket, og klaret på panden i olivenolie. En snackpeber i tern holdt løgene med selskab, indtil jeg havde fået åbnet dåsen med italienske butterbeans, som også blev smidt på panden.

Hvad så? Resten af den kogte kylling blev ternet, kogte kartofler skåret i mundrette, og sammen med en dåse flåede tomater blev det væltet sammen med de i forvejen tilsatte ingredienser. Efter en hyggestund på ilden blev det serveret med spejlæg og Bullfighter.

Nej, det er ikke de store armbevægelsers dag i dag, men hvad, det var mad.

Utilstrækkelighed

Malmøkluden er skudt i gang, og teknikken sidder snart i fingrene, men farveskiftene volder altså vanskeligheder. Jeg håber, at det vil jævne sig hen ad vejen, for lige her og nu er jeg ikke hysterisk tilfreds. Måske egner jeg mig bare ikke til at sætte farver sammen? Puha, altså!

Mad i fad

Jeg kogte en kylling i går sammen med enebær, hele nelliker, laurbærblade, peberkornsblanding med havsalt og en citron i kvarte. Da den var kølet af, pillede jeg den, og gemte det meste til idag. I går blev noget af kødet brugt til et par rugbrødsmadder.

I dag strimlede jeg et kvart spidskål, en håndfuld gulerødder og en squash. Jeg hældte olie i bunden af et fad og smed de strimlede grøntsager i og krydrede med citronsaft, tørret oregano, orange peber og salt. Til slut skivede jeg en halv citron, der sammen med en slat sambuca afsluttede roderiet, der straks kom ind i varmen.

Da alle grøntsager var mørnet, smed jeg kogt kylling i tern, samt en slat piskefløde i fadet, og varmede det i yderligere 10 minutter. Det var det.

Fortidslevn

Min søster syede én, samtidig med min mormor syede sin. Jeg ville også være med, og begyndte på min egen. Broderede en smule, og lagde det derefter til side, i noget der blev til meget lang tid.

Nu er det igen fremme i lyset, og jeg vil tro, at jeg skal opnå samme høje alder, som min mormor, hvis jeg engang skal blive færdig. Her tælles ikke, hvor mange sting jeg syr pr. minut, men snarere hvor mange sting, jeg når pr. time.

Korsstingsbroderier er ikke så meget op i tiden, men da jeg har opdaget en vis afslappende effekt, der indtræder, hver gang jeg træder nålen, bliver jeg nok ved med at sy mod målet. Sammen med noget godt til ørerne er det faktisk en udemærket afveksling fra strik og tv.

Usoigneret søndagsgrød

Har man nu, som jeg, sovet rigtig godt og længe, er der store chancer for, at man er godt og grundig sulten ret hurtigt efter. Når man kort tid herefter konstaterer, at brødkassen er tom, går man i bjørnehulen, og foreslår, at Bjørnen henter brød, eller at vi spiser havregrød. Uhm, siger Bjørnen, og konstaterer temmelig hurtigt, at det er længe siden, at vi har fået havregrød.

Godt så. Havregrød er valgt, og jeg må åbne en pakke svenske havregryn, der hverken er økologiske eller biodynamiske, men de er store i flagerne og silkebløde. Septemberalfens mor har efterladt to æbler, og det ene bliver ternet, og halvdelen ryger i grødgryden, og resten bliver blandet med en skefuld lingonsylt.

Grøden bliver, i færdigkogt stand, smagt til med salt og hældt i grødfadene, og ovenpå kommer den søde tand, blandingen af æble og lingonsylt.

Gennembrud

Det var en meget lang og besværlig dag i går. Jeg var dødtræt, og forventede ikke meget fremgang. Derfor er det forunderligt at gå i brædderne med den overbevisning, og sove i samfulde tolv timer for derefter at vågne op og mærke, at nu er bøtten vendt.

Der er stadig masser af tanker og ting, der skal på plads, men det ter sig på en anden måde, og er mere medgørligt og overskueligt. Min krop er stadig øm efter behandlingen i fredags, men det er helt tydeligt, her det sker. Det gamle skidt skal jages på porten ikke alene med tankens kraft, men også via fysikken. Når røgelsen er dampet af, er jeg også, for nu skal der også sparkes røv i fysisk forstand.

Sagde jeg virkelig det?!

Overtagelse

Nattegudinden har egen pude og kurv, derudover er der flere egnede steder, hvor man som kat kan flade ud. Sådan har det været længe, men nu er noget nyt vist ved at ske.

I flere uger har hun, på trods af tidligere nervøsitet ved at gå på dyner, som nu vist er helt glemt, boltret sig i min seng. Hele dage af gangen og flere i træk. Den afsatte nattesoveplads, lader hun hånt om, og ligger sig, hvor det passer hende. I fodenden, eller endnu bedre på mig.

Sidste nye indslag, er at hun har indtaget min yndlingsplads i stuen. Hun breder sig med andre ord i min sofa. Vælger jeg at holde på min ejendomsret, sætter hun sig tæt på mig og stirrer! Er det mon på tide, at jeg sætter foden i gulvet, eller passer hun bare ekstra godt på mig?

Fuld af farver

Jeg strikker farverigt. Garnet er en gave fra Andrea og nu bliver det til endnu en lille bluse til Septemberalfen, som måske kan gå hen og blive en Oktoberalf. Om det bliver september eller oktober betyder mindre, bare at det hele ender godt.

Jeg håber også, at jeg ender godt. I morges landede en invitation til omsorgssamtale i næste uge. Tør jeg skrive, at mit indre nu er en stor dirrende nervøs nerve? Selvom udgangspunktet for samtalen er omsorg? Tør jeg indrømme, at jeg næsten bliver en lille klynkende undskyldning for mit eget helbred?

Dette er en del af den vidunderlige cocktail, som stress er lavet af. En del bryder straks sammen i angst og bæven, skyldfølelse og selvbebrejdelse. En anden del er afslappet, afklaret og selvsikker. Jeg taler fornuft til mig selv, men nerven dirrer videre. Merde!

Kluddermoi

Jeg forventer ikke, at tingene bare løser sig selv, så jeg søger hjælp til opløsninger. I dag er der løsnet op for en hel del, og gråden sidder i halsen. Fysikken tuder til gengæld ikke, men kræver hvile og masser af vand. Vandet tager jeg i store glas, mens hvilen giver sig selv. Den spørger ikke, men hiver bare stikket ud.

Kvalitetskontrol

Hvorhenne? Den er ude af drift for en tid. I dag besøger jeg 'De Lette Løsningers Land'. Spiser, kun fordi. Pasta med revet gouda med brændenælde. Ged vist. En smørklat og masser af friskkværnet peber.

En modig købmand har åbnet en forretning i min nærhed. Her fås biodynamisk sødmælk og økologiske kyllinger for en slik. Hans butik er både et forsøg, samt et besøg værd. I morgen.

Bønner i blomst

Både de indre og de ydre bønnestængler strækker sig mod lyset. De er stræbere, som kaster klatretråde ud i lokalet. Øver sig på sikker grund, samtidig med at de drømmer sig ad h til. Varmedynen er tung, men også blød. Stænglerne døser hen, og taber næsten modet.

Nahaj, for én skyder fart, og sætter blomst. Der midt i det hele, og bønnehaven vrider sig i ukontrolleret glæde og grin. Hva' fa'en, den gjorde det sgu!, udbryder flere. Helt uden jalousi.

Det er stadig uklart, hvem udbryderen er, men det vil snart vise sig, og så må vi se, om det er den gode, den onde, eller den grusomme.

Pusterum

Vi har haft opløftende besøg i et par dage. Septemberalfens mor har være her, og det var balsam på stress og strittende nervespidser. Vi har sludret og pludret, men også talt, sådan alvorligt, med en befriende og beroligende effekt til følge. Alle sammen.

Selvom jeg har nydt besøget, og trukket glæde ind i lange baner, var det også en anstrengelse for mig. Krop og stemme var lettere ude af jaketten, men vi oppede os alligevel op til en Strøgtur med udsalg og cafébesøg, hvor vi spiste megastore pitabrød, der var annonceret som små.

På hjemvejen shoppede vi gode oste og salater, som senere udgjorde et festligt aftensmåltid indrammet af katteuld i totter, vasketøj i bunker, aviser i stakke og hele molevitten. For who cares, når glæden spiller op til dans. Grin og erindringsglimt bølgede frem og tilbage, og efterhånden faldt skuldrerne på plads og stemmen fandt sit vante leje.

Da jeg ramte puden, hørtes dæmpede stemmer fra bror og søster, der fik en stille snak i den sene nattetime. Samhørighed er guld værd, for os alle.

Strandspids

Da jeg vågnede i morges besluttede jeg, at jeg gerne måtte sove længe i dag, og det gjorde jeg så. Troede jeg. Fuldt og fast. Klokken halv otte stod jeg i den solrige stue, og var gearet til at klokken skulle være mindst elleve. Så meget for at sove længe. Hø!

Jeg strikkede lidt på spidserne og efter en kontrolvejning af projektet, regnede jeg ud, at det burde være muligt at få to tørklæder ud af garnet. Da jeg havde lukket masker af, og hæftet enderne, vejede tørklædet 40 gram, og det tiloversblevne garn vejede 43 gram.

Garnet er et 100 grams bundt Silke Tweed fra Bendix Garn. Købt en formiddag, hvor Andrea og jeg var til garagesalg i Brønshøj. Jeg har strikket med pinde 4,5 og der er cirka 18 spidser på et tørklæde. Opskriften skulle gerne være at finde her. Silkegarnet er uelastisk at strikke med, men belønningen får man i det færdige resultat, som er smukt, lunt i kulden, svalt i varmen og overraskende blødt mod huden.

Jeg er nu begyndt på det næste tørklæde, for jeg tror, at Septemberalfens mor ville blive glad for en omgang strandspidser, især ligenu, hvor silken vil kunne lune i dette underlige efterårsagtige sommervejr.

Melonmordet

Tag en kniv frem og begynd at hakke, skære eller snitte. I løbet af kort tid lægger de begge vejen omkring køkkenbordet. Både Katten og Bjørnen.

Jeg har gemt en melon. Økologisk. Dyr og dejlig. Da jeg skærer igennem, bløder den floder af dyrebare dråber ud på bordet. Svinger duftkåben forførende, og forsøger flugt ud i resten af lejligheden. Straks efter står den første på pletten, og uhmmmer. Katten kommer også, men vender skuffet tilbage til udgangspunktet, hvor den ruller sig sammen, og forsvinder i mørket.

Forbrydelsen bliver fuldbyrdet. Melonen bliver skivet op, og lagt på en bund af underlig mintcreme. Jeg lovede jo en fortsættelse, og her er Dr. Oetker, anden episode. Kop og melon er stumme af berettiget rædsel. Melonmord, utilsløret og åbenlyst!

Vi smager stående for en sikkerheds skyld. Interessant sammesætning, siges der med et grin. Resten af melonen nydes på bar bund i en skyllet kop.

Midsommers mismod

Vasketøjet er væk. Maden er lavet, og vi samles omkring bordet. Der er vendt nykogte kartofler og rejer i dressingen, der også huser barberbladstynde skiver af spidskål. Det blev silkeblødt og lækkert.

Bordet er tilfældigt i dækning og uden højtidelighed. Vi snakker, men de sidste eksamensnerver er mobiliseret, og pludselig vokser manglende midsommer os over hovedet, ligeligt fordelt på ligegyldighed og savn.

En spiral er kørt op, men falder snart igen til jorden. Det bliver midsommer igen. Om ikke andet, så til næste år.

Første skridt mod Sankthans

Jeg begynder med en dressing. Olivenolie, sherryeddike, salt, peber og orangepeber. Er jeg mon blevet afhængig? Juliennestrimler af citronskal. Så står jeg, og glaner lidt ud i luften, hvorefter jeg kommer dijonsennep i skålen! Bagefter tomatketchup!

Tid til at gå rundt igen. Der er to muligheder, glo ud i luften, eller gå rundt. Nu går jeg altså rundt, og vender lidt efter tilbage til køkkenet for at tage vasketøj ud af maskinen. Nej se, der står en dressing! Hakker purløg og dild, som jeg smider i skålen.

Der var noget med noget vasketøj, ikke? Det kommer ned i en kurv, og får derefter lov til at stå i gangen og glane. Mens jeg glaner, og bagefter kommer cremefraiche i dressingen. Nu må jeg hellere stoppe inden det hele, går hen og bliver affaldsværdigt. Jeg smager lige. Det smager faktisk godt. Godt og grundigt.

Nå, det var det der vasketøj...

Spidsbelastning

Det er en af de dage, hvor tankerne rutcher rundt i vindingerne. Der er noget, der ligger lige på tungen, men det smutter. Igen og igen. Noget der hænger fast i dyndet, noget vigtigt, noget forløsende. Helende. I mens jeg venter på klarhed, strikker jeg spidser.

Der er valg, der skal træffes. Ikke de store forkromede, enormt vigtige valg. Bare simple små hverdagsvalg. Tænk engang. Valg imellem spidskål og støvsugning. Rejer eller rengøring. Silkespidser eller sorte totter. Zen eller sorte sekunder. Sekunder, der bliver til minutter og halve timer. Fyldt med tankemylder og usikkerhed. Skyld og skam.

Jeg træffer de rigtige valg. Jeg vælger silkespidskål med rejer, sikkerhed og skamløshed. Glæde, grin og godt brød. Uenig? Anyone?

Varsel

Jah, jeg glæder mig til de åbner op for en guldgrube af fantastiske oplevelser!

Evolution

Der er stadig oksefilet i skabet. Jeg skærer tynde skiver, som skal ende på rugbrød sammen med stegte løg og et spejlæg.

Nej, jeg laver en slags salsa af hakket løg og en bakke smukke røde blommetomater. Det bliver vendt på en varm pande i olivenolie, hvor det langsomt bliver blødt og cremet. Det kan vi spise sammen med et par skiver naturhvedebrød og det kolde kød.

Nej, nu vender jeg kødet på med panden efter, at tomater og løg er blevet karamelagtige, dog uden at brune for meget. Jeg laver en orangecacaosmag ved at mixe orangepeber og cacaochili, som jeg drysser over salsaen.

Herefter koger jeg pasta, og erkender, at Mik Schack har ret, man bør altid starte madlavningen med at sætte en gryde vand over, for nu beslutter jeg mig for at der skal serveres pasta til. Mens jeg venter på, at pastaen kan komme i gryden, forhaler jeg salsaen ved at komme en pjøs piskefløde i. Ved anretningen drysser jeg med frisk basilikum.

Nu kan vi sætte os tilbords med lækker mad på de røde tallerkener.

Grønne jordbær

Jeg vendte min bevidsthed væk i et par timer, og da jeg kom tilbage til realiteterne og mig selv, var alt forandret. Det regner nu tæt, træerne ruskes efterårsagtigt og det buldrer i det fjerne. Jeg må tænde lys i køkken og stuer for at kunne mærke verden. Bjørnen læser og nattegudinden spæner. Og jordbær er grønne. Mærkeligt, alt sammen!

Ønskehat

Den er færdig. Sommerhatten. Den grønne. Jeg kan hæfte en ende og fjerne tælleriet. Ønske solen tilbage med samme intensitet som i maj måned. Så jeg kan teste hatten under optimale forhold.

Fodfejl

Er det ikke hænderne, så er det åbenbart fødderne. Min ene fod slog alvorlige revner i går. Jeg håbede på, at den ville komme sig efter en god nats søvn, men nej. Det betyder, for mit vedkommende, at der alligevel ikke går ged i den i aften hos Andrea. Øv!

Mageløst

En blomst stråler i køkkenvinduet. Min første. Den skærmer for udsigten til regn, og af bar taknemmlighed, vil jeg spise den som salatpynt. Senere. Måske.

Forundret

Aftenen er smuk. Jeg ser Frida, mens de andre ser fodbold. Fornøjelserne fortsætter, og godnat, når det bliver tid.

Sommerbad

Jeg har fået en indskydelse. En slags udfordring. En af de vigtige. Den har banet sig vej gennem vindingerne, og forlangt opmærksomhed. Og da jeg senere skyller jordbær, forstår jeg, at den også vil bringe glæde. Jordbærrød sommerglæde, frisk som sprudlende vand i varme, og blød som fed piskefløde.

Jeg tror, at jeg vil forfølge den tanke.

Blokade

Hold kæft, hvor er det underligt! Jeg kan i øjeblikket ikke huske fra næse til mund, og foranstalter derfor støttefunkioner for at kunne finde ud af simpelt håndarbejde. Det er godt, at clips fås i flere farver, og systemet virker tilsyneladende.

Til gengæld, faldt der pludselig en tiøre, med en diameter større end Rundetårns, da jeg, i et øjebliks opstemthed, kom til at åbne min budgetmappe. Der har i månedsvis ligget en drillepind af en pengesluger, der gav mig hysteriske grå hår i hovedet. Eller måske var det snarere en tanketorsk, der blokerede udsynet for det økonomiske overblik. Hvad det end var, er den væk nu, og nye økonomiske tiltag kan komme ind i kolonnerne, og et håb er igen blevet lysegrønt.

Opvask

Bestikket virker upåvirkede. Tallerkenerne ser afslappede ud, mens kopperne dirrer og glassene klirrer af nervøsitet. Alt af træ eller plastik er helt i kontrol, der skal nemlig meget til at bringe dem ud af fatning. De store skarpe knive nyder respekt, men tænker alligevel over, hvordan de eventuelt skal lade sig falde, for at begrænse skaderne mest muligt.

Vandet fosser i baljen, midlet skummer og børsten gør sig klar. Den lægger sig samarbejdsvillig til rette i hånden, der bider tænderne sammen, og bare vil!

Det går rigtig godt. Børste og hånd er enige, roen breder sig og den dirrende nervøsitet fortager sig langsomt. Overmodigt kaster yndlingskoppen sig i fadet og ler boblende. Femogtredive sekunder efter står den grådkvalt, skadet og skåret på bakken.

Herefter ter alle glassene sig som paniske araberhingste. Fnysende, dirrende og urolige. Hvem, bliver den næste? Hvem?

Om igen

Det er meget muligt, at jeg har talt forkert. Det kan også været, at nålen ikke passede. Det grønne garn er anderledes. Tyndere. Synes jeg.

Nu er jeg begyndt forfra med en tyndere nål og et nyt tælleapparat. Dette stod ikke i dagens køreplan, men på den anden side er dagen jo ikke gået. Endnu.

Blind makker

Noget ubevidst hiver i mig. Jeg skal op nu, for natten er slut, og morgenen venter. Det er årets længste dag, og jeg skal åbenbart deltage så meget, som mulig. Klokken er halv seks. Jeg tror naivt på dette ubevidste, og lader mig lede ind i en morgenbelyst stue.

Jeg går med på spøgen, hækler sommergrønt og læser avis, mens jeg utydeligt hører snak fra naboen gennem fællesvæggen, og ser regnen på ruden. Umærkeligt lulles jeg.

Jeg vågner igen, og en halvtime er forsvundet på sofaen mellem hæklede sommergrønne aviser. Jeg beslutter mig til trods, og jeg går i seng. Sover formiddagen i møde.

Jeg bliver bevidst, og en ubeskrivelig længsel sidder nu i min mave. Den er ikke nødvendigvis stor, bare ubeskrivelig. Efter hvad? Eller hvem? Den trykker let i halsen, og sluger al min orken. Jeg får lyst til at gemme mig, eller ihvertfald bare græde. Lidt.

Jeg gør ingen af delene, for det er nu engang årets længste dag, og jeg vil have det hele med. For at holde sporet skribler jeg køreplaner for dagen, mens jeg messer, alt tæller, alt gælder, alt bliver godt!

Julehat i juni

Der var ikke garn nok til at følge opskriften, så jeg snød lidt med de sidste rækker. Den er blevet fiks og færdig og den passer fint. Jeg hæklede først med en hæklenål str. 3, og da den knækkede, skiftede jeg til en str. 2½. Jeg kunne, efter dagens indkøb af ny hæklenål, være gået tilbage til tre'eren igen, men det valg overhørte jeg. Garnet er fra Drops, og er vist ved at udgå af sortimentet, og kan med held findes til nedsat pris.

Hjernevrid

Jeg knækkede en hæklenål i går, så den røde vinterhat bliver først færdig i aften. Tror jeg. Nu har jeg indkøbt en ny, og den skulle gerne holde lidt længere. Jeg ville helst have købt en af de her, men så bliver ventetiden for lang, det må derfor blive en anden gang.

Samtidig købte jeg noget skønt grønt garn til at lave en sommerudgave af vinterhatten. Det vanskeligste ved projektet er, at jeg lynhurtigt glemmer, hvor langt jeg er nået i rækkerne. Heldigvis er 36 det højeste antal masker, der skal tælles, men det er lidt frustrerende alligvel.

Afslutningsvis tog jeg et sæt strømpepinde med i købet. Lækre små korte pinde i rosentræ. Jeg skal nemlig til at fuske med en slags dominostrik til det tørklæde, som jeg lod mig inspirere til på en Malmøtur tidligere på året. Små overskuelige firkanter tiltaler nemlig min mosede hjerne rigtig meget.

Jeg tror jeg kan, og i mens jeg prøver, vil jeg glæde mig til at ting som madlavning, boglæsning og håndarbejde igen bliver en ukompliceret fornøjelse.

En nulbon

Hvem?!

Regndans med cykel

Jeg har været afsted i dag. Flere forskellige ting skulle på plads. På samme dag. Hele formiddagen var pæn og solrig, men da jeg endelig skulle afsted, begyndte bygerne at hærge området.

Første gang de slog til, søgte jeg ly under Langebro efter at have frekventeret det lokale apotek. Det var en af de korte, så jeg kørte snart afsted mod næste aftale. Jeg sad tryg og godt i lægens venteværelse da endnu en omgang, denne gang med lynild, ramte København. Senere kunne jeg efter endt konsultation, ryste cyklen tør nede på den vandblankede gade.

Nu tog jeg en chance, og slog et smut indenom den lille gode biks, og jeg slap faktisk tørskoet igennem helt hen til min tredie aftale, som foregik på et offenligt kontor, og her skyllede den tredie omgang vand ruderne rene.

Godtnok en smule brugt efter cykel- og regndansen, var der dog lidt overskud til lige at købe et par ting med hjem fra det lokale supermarked, og da jeg hjemme igen, satte posen fra mig, åbnedes hanerne for endnu en af de store skyller. Men jeg var knastør og uberørt af vandmængderne, som var jeg lige trådt ud af et tørreskab.

Glædesgufferi

Hvor, endte det hele så? Jo, stegen blev, som den skulle være, men da den nærmest blev stegt af nødvendighed, blev den færdig lang tid før tilbehøret, så den var temmelig lunken ved serveringen.

I virkeligheden var der ikke planlagt noget tilbehør, så gode råd var efterhånden temmelige dyre. På med en spandfuld nye kartofler. Hak en portion champignoner og tre tomater. Svits på panden, og tilsæt en slurp piskefløde. Koge, koge og vupti, blev maden færdig. Den smagte vidunderligt, og vi guffede i os med stor fornøjelse.

Sådan plejer det at gå, og det gjorde det også nu. Nogenlunde og det var ikke så nemt, som det måske lyder. Men se, du kunne jo godt! Jaja, men nu er jeg også at finde måbende foran fjernsynet, mens jeg lader somom, at jeg har styr på både pinde og planlægning.

Alt tæller, alt gælder, men alt er godt!

Zen og kunsten at helstege en oksefilét

Jeg har den dårligst og ondeste dårlige samvittighed overfor min arbejdsplads, fordi jeg igen, igen er sygemeldt. Den blev yderligere forstærket, da jeg fik brev fra hospitalet med invitation til samtale med Den Brunøjede, der forresten er blåøjet, engang i oktober. Det kan nemlig betyde, at jeg skal sygemeldes til efteråret, for igen, igen at blive opereret i knæet.

Jeg er, efter min læges udsagn, i en tilstand, der svarer til at være blevet kørt over af et ekspresstog, og jeg overlevede. Jeg er godt og grundigt forslået, men jeg overlevede. Hvad gør jeg så? Jo, jeg punker mig selv konstant, for at jeg endnu ikke magter, det jeg mener, at jeg bør kunne! Jeg sidder ikke, og fryder mig over, at det gik godt, imens jeg passer lidt på mig selv, og tager den tid det tager.

Nej, nej. Jeg kaster mig gladelig rundt i manegen, indtil jeg mørbanket, med ringende ører og rødsprængte øjne, kan trække mig tilbage i sofaen, mens jeg måber fjernsyn, og lader somom, at jeg har styr på pinde og planlægning. Indtil næste dag, hvor det hele gentager sig.

I min fryser lå en stor klump uidentificerbart kød, som ved nærmere optøning, skulle vise sig at være et stort stykke oksefilet, af den lækre slags. Nu er den optøet, og der er ingen vej udenom, og med den tilbagelænede stil jeg holder i forhold til madlavning, skulle det ikke være noget problem, vel?

JO! For min tilbagelænede stil er sat ud af funktion. Jeg orker dårligt at smøre en ostemad til to personer. For filan da!

For øjeblikket hvirvler det med ideer og teorier om positiv tænkning, og jeg prøver virkelig at være positiv. Jeg tænker gode tanker, og smiler til verden. Jeg læser om positiv energi, hemmeligheder og meget andet godt, med det resultat, at jeg dårlig nok tør tænke på Madames, nu heldigvis hjemkomne kat af skræk for, at min egen skal løbe væk! Jeg mener vi bor på tredie sal, ing'!

Og hvad, hvis jeg tænker på de fattige og syge, på krig og ulykke, som findes rundt om i verden? Bliver jeg så alligevel ikke rig, smuk og lykkelig?

Jeg slæbte mig ud i køkkenet, og hvorfor gjorde jeg nu det? Jo, for man skal se sin frygt i øjnene, og jeg frygter virkelig den oksefilét!

Jeg åbnede ovnen, og kunne konstatere, at jeg havde glemt bradepande og rist, som var godt indsmurt i fedtet fra en tidligere omgang stegt flæsk, men jeg havde været smart nok til at lægge bagepapir i bunden, så det skulle bare lige, vupti, foldes sammen og i skraldespanden. Resultatet var, at fedtet, under den behændige proces, løb af papiret og ud på gulvet, på indersiden af skabslågen, og ja ok, ned i skraldespanden.

Næste punkt blev så at sætte en maskinfuld over med fedtede klude, og hvad der nu lige lå parat. Derefter opvask af bradepande, rist, og hvad der nu lige stod parat.

Handler det her egentlig om frygt? Er mit køkken fyldt op med sabelkatte og kæmpe elefanter? Næh, ikke rigtig, synes jeg. Hvad handler det så om? Ja se, det er det, jeg lige skal finde ud af.

Endelig kunne jeg komme til oksen, og jeg hev overmodigt den sorte gryde frem, og brunede stegen godt på alle sider. Samtidig sitrede hænder og krop, og hjernen skiftevis trak sig sammen, og bankede mod indersiden af kraniet.

Og nu, er oksen endelig kommet over i en bradepande, og ind i den varme ovn. Fred i en times tid. Pweeeh!

Sommerhat

Ingen breve til Jan i dag, så han er nok flyttet igen. Derimod var der igen breve til mig, blandt andet fra Den Brunøjede, som i virkeligheden er blåøjet. Han vil tale med mig allerede til oktober. Det var hurtigt, taget i betragtning at sygeplejerskerne kun lige er færdige med at strejke. Jeg havde regnet med meget længere ventetid.

Dagen er fuld af afbrydelser, for fjernsynet og nettet nærmest skiftes til at gå ned, men jeg har heldigvis nåle og pinde til min rådighed. Jeg er ved at finde frem til den ultimative sommerhat, og er lige begyndt på mit andet forsøg. Det første forsøg endte i kurven igen, for det var ikke helt tilfredsstillende. Hæklet af skønt gråt bomuld, men forkert model.

Andet forsøg bliver forhåbentlig bedre, men allerede nu kan jeg afsløre, at det ikke ender som en sommerhat, for garnet er en blanding af uld og silke, hvilket nok er en kende for varmt til sommertid. Grunden til at jeg mosler videre, er den enkle, at den tegner til at blive rigtig fin, og når den er færdig, vil jeg kunne gentage kunststykket bare i et, efter årstiden, mere anvendeligt garn.

Alt tæller, alt gælder, alt er godt.

Arjj, blåt til løst

Tankeløs- og tom. Jeg er træt, forvirret, og koncentration er en by i Rusland. Måske var det på grund af Jan, jeg ved det ikke, men håber, at det går bedre i morgen.

Jeg råber lydløst mod den blå facade. Bliv dog færdigt. Bliv dog fuldendt, som månen vist er blevet det i dag. Bag skyerne. Et sted.

Godnat, og sov godt!

Dobbelt betydning

Pyha, jubi, lettelsens suk, jeg er igen Sifka. Og i den anden grøft. Pyha, føj, jeg strikker sokker til Septemberalfen, men garnet lugter af røg, og jeg får næsten hovedpinen af det. Det må være et returnøgle fra et rygerhjem, for alt det andet garn, jeg har købt samme dag, i samme forretning, lugter rent og godt. Hm!

Sukkerrødt

Frokost. Et stykke rugbrød belagt med skivede jordbær, samt et drys rørsukker. Deliciøst og sommerligt.

Forandret

Jeg vågner op i dag, og kan ved modtagelsen af dagens post konstatere, at jeg er blevet et andet menneske. Nu hedder jeg åbenbart Jan! Eller måske har jeg fået logerende, men det underlige er, at Jan har samme cpr-nummer og efternavn, som jeg.

En opringning til afsenderen løste ikke lige umiddelbart mysteriet, så nu venter jeg spændt på, at denne melder tilbage, så jeg forhåbentlig bliver Sifka igen. Jan?!

Næsten

Jamen, så godnat da!

Kosttilskud

Skrig, er det dræbersneglen?! Najj, rolig nu, det er nattegudinde Nyx, der mente at dagens kosttilskud, skulle være friske bønneblade. Det skal være hende velundt. Hun kan forøvrigt også godt lide lavendler.

Pølser til

Kartoffelsalaten smager fortryllende samme med en håndfuld små tapaspølser med nordafrikanske krydderier. Købt i det lokale supermarked til dagens pris, skal spises i dag-pris eller sidste udkaldspris. Kald det, hvad du vil, serveret med to slags sennep.

Seriøst? Det er et fint lille måltid.