De røde tallerkener

Jeg skulle have rystet vilddyrene af mig, og kunne heldigvis komme på weekendbesøg hos Andrea og de små grå. Jeg ankom til Hillerød efter en del forviklinger med en død mobil, forkerte sko, for varm jakke, en genstridig billetautomat og andet af den skuffe. Men jeg nåede frem, meget sidst på eftermiddagen.

Udenfor stationen kunne jeg undrende konstatere, at Andrea kom for sent. Ikke meget, men for sent. Og det er MEGET usædvanligt!

Aftenen bød på lækker cajuninspireret bålmad, med et utal af herligheder på ingredienslisten. Terrassen bød på betydelig flere varmegrader end sidst, jeg var der. Det var skønt at sidde dér med fuglefløjt fra oven, og lade roen falde over mig ligeså stille.

Nu handlede besøget heldigvis ikke kun om flugt fra vilde forhistoriske dyrearter. Ved mit sidste besøgt i det lille røde hus, havde jeg på en af vores mange hyggelige ekspeditioner, forelsket mig ubehjælpsomt i et par røde tallerkener.

Næste formiddag var vi derfor igen gæster i Gillelejes feriemylder. Vi snoede os igennem markedsdag, optrædende gymnaster, og andre sportsudøvere. Tallerkenerne var der endnu, og jeg kunne med glæde pakke dem ud om aftenen, hvor de dannede grundlag for endnu en herlig middag fremtryllet i udekøkkenet. Grøntsager i småpakker, nybagt krydderurtebrød og saftige oksebøffer. Og dessert, forståes, men derom senere.