Rosenrød

Sidste gang var det Fandens mælkebøtter vi forherligede. Denne gang kastede vi os over planteverdenens svar på dræbersneglen, de cyklamenfarvede vilde roser, der i velduft vælter sig ned af klitterne, og truer med at overtage den ganske jord. Vidunderlige på alle måder, hverken mere eller mindre.

Vi havde en smule besvær med at finde et krat, der lå lang nok væk fra vejen, så vi ud over at undgå diverse udstødningsgasser i rosenolien også kunne være nogenlunde sikre på, at der ikke var ladt for meget vand over skønhederne. Det lykkedes os at lokalisere et egnet krat, og jeg fik ved samme lejlighed mulighed for at lufte mit bjerggedsgen, som jeg tror imponerede en smule.

Vi fyldte både kronblade og knopper i Andreas meget fine æggekurv, som i dagens anledning altså tjente som blomsterkurv. Ganske velegnet til begge dele, skulle jeg mene.

Tilbage i det lille røde hus gik jeg i gang med at rense bladene for insekter og sandkorn. Derefter blev bladene kogt i vand, indtil de havde sluppet deres smukke farve løs i det kogende vand. På dette tidspunkt var der ikke meget skønhed over farven, som nærmest var blålig. Efter at rosenvandet var kogt en hel del ind, tilsatte jeg sukker og kogte yderligere ind. Samtidig var den blålige kulør langsomt vendt tilbage til det rødlige.

En citron lå på bordet og lokkede mig til at dryppe siruppen med lidt saft, samt tilsætte fire, fem flager citronskal. Det var ikke nogen dårlig ide, for rosensiruppen klarede gevaldigt op i kuløren, og det syrlige fremhævede rosensmagen på det yndigste.

Siruppen blev brugt til at forsøde tilværelsen for en lille stak amerikanske pandekager, der imponerede os ved i køleskabet, at hæve helt ned i grøntsagsskuffen. Vi fik også friske jordbær, to slags is fra Ben & Jerry, samt marshmallows, der forsigtig var ristet over de ulmende gløder i grillen.

Overdrevent, men deliciøst. Vi kan bare det der med vilde desserter!