Hexebryg.

Solen skinnede om kap med mælkebøtterne, der stod strålende allevegne. Anarkisten bragte belejligt en opskrift på netop mælkebøttesirup, som vi måtte afprøve. Der blev derfor plukket mælkebøttehoveder til den store skinnende guldmedalje.

Nu skulle man måske tro, at rensning af mælkebøttehoveder et et 'piece of cake' projekt, men ikke helt. Det tog altså lidt tid, selvom jeg fandt et snedigt snit, der gjorde processen hurtigere, og en endelig afslutning på arbejdet rykkede dermed tættere på.

Bagefter var mine fingerspidser så gule, at vidste man ikke bedre, kunne man tro, at jeg havde inhaleret to til tre pakker Players, navy cut.

Efter endt pillearbejde, kunne vi starte selve sirupskogeriet, og her gik det så lidt galt, for vi var ikke tilfredse med smagen. Faktisk syntes vi, at der overhovedet ikke var smag tilstede, og derfor kastede vi os ud i eksperimenter med rosmarin og lavendel. Under kogningen var vi igennem flere nuancer af grønt, lige fra lime til petroleum.

Efter en rum tid ramte vi noget, der kunne gå an. Siruppen fremstod i en smukt brun kulør med en dybrød undertone, og senere skulle det vise sig, at det var den perfekte ledsager til den tidligere indkøbte Gorgonzola, der var så moden, at man næsten fik hår på tænderne, som Andrea så smukt udtrykte det.

Selvom vi røg af sporet undervejs, skal Sifowich have tusind tak for inspirationen til en interessant kulinarisk udfoldelse.