lørdag den 26. juli 2008

Hip

Cesare fra Sicilien lever som asket i en hule et eller andet sted i Indien. Han søger indre fred, mens han mediterer og fyrer fede. Og så vil han gerne have internetforbindelse i hulen. Kan det mon ikke lade sig gøre med så'en trådløs forbindelse, eller er signalet for svagt?

Jeg faldt over et gyldent øjeblik lige foran min næse i min baggårdsudsigt. Samlingskriterierne er derfor ændret til også at gælde udenfor Malmø. Derimod er det nok noget af en overdrivelse at kalde tv-programmer for gyldne, men på DR2 var der temalørdag, og da der efterhånden er langt mellem snapsene, er det ligefør, at jeg kommer til det.

Jeg har nemlig nydt aftenen i selskab med de gamle hippier, der helt eller delvist, stadig lever drømmen ud. Interessant på mange måder, og uvilkårligt dukkede lugten af våd Afganerpels frem af tågerne. Himmelbegravelser, Nordkapertogter, Lama Ole og Danmarks sidste hippie.

Boghandleren fra Khatmandu gjorde dog størst indtryk med sit arbejde for at skabe et alternativ for nogle af de børn, der lever på gaden i Nepal, limsniffende og ynkelige.

Ingen kommentarer: