Taknemmelighed

Med rigtig god samvittighed, smækkede jeg lågen bag mig, og begav mig hjemad lige efter frokostpausen. De forløbne uger har været både hektiske og vidunderlige. Jeg har arbejdet over, ekstra og med aflysning af ferie- og fridage. Jeg har gjort det med glæde og uden fortrydelse.

Hvor kom dog den arbejdsglæde fra? Godt samarbejde? Udfordrende arbejdsopgaver? Brug af faglighed? Anerkendelse? Ro til fordybelse? Sandsynligvis.

I morgen er det nu for mig. Jeg skal på bordet, og bagefter følger seks ugers aflastning og genoptræning. Hvor meget, hvor lidt og hvor vildt og voldsomt, aner jeg ikke ret meget om, og ved heller ikke, hvordan det føles, når det er overstået. Men knæet kan fikses, og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Andrea og Store Blå Jeep gider heldigvis godt at køre mig hjem, og den forsikring har givet god ro og orden i nervesystemet.

Fra andre kanter er der også blevet tænkt på mig. En purk har udvalgt en fin kagedåse og fyldt den op med hjemmebagte honningbomber, der smager af al det jul man overhovedet kan tænke sig. Rørt blev jeg, og i virkeligheden ligeså ramt af pludselig generthed som den lille bombebager.

Hvis jeg ellers kan holde Bjørnens poter, og egne snitter fra kagekassen, glæder jeg mig til at sidde i sofadybet med ekstra pude under knæhasen, og mæske mig i honningbomber, mens narkosen så stille damper af.

Alt tæller, alt gælder, alt er godt.