Om lidt går jeg ind i feriefase to. Jeg skal igen besøge Andrea og De Små Grå. Det glæder jeg mig, som altid, rigtig meget til.
Bag mig efterlader jeg flere effekter i uafklaret tilstand, men jeg regner med at den asserbo'ske fred kan bidrage med en løsning.
Forestil jer Liseleje Strand og en kølig flaske mousserende ribsvin, nydt i solen under en højblåhimmel. Fedt, ikk'?
Jeg glæder mig, gør jeg, rigtig meget!
Mens Bjørnen forsøger sig med et farsbrød, tzatziki og ris, skifter jeg pind til noget længere, og varmer op til sidste etape på islænderen.
Pinden måtte jeg købe i den lille gode biks på vejen hjem, og hov, der røg vist lige et pænt bundt koralfarvet uld med i købet.
Jeg har ferie, og jeg skal sidde længe oppe og slå gnister med pindene, mens jeg suger fjernsyn og desserter i mig. Jeg skal sove knaldhamrende længe i morgen, tøffe rundt og være total planløs og ubeslutsom.
Men, en irriterende flue af fornuft, prøver at overbevise mig om, at det måske også kunne være en god ide, at stå tidligt op, og give hele hytten en overhaling, inden ferien går ind i sin næste fase.
Så står jeg der i solen på Flintholm Station, temmelig overskudsagtig, men løber alligevel tør for batteri. Nå, tænker jeg så, og stiger ombord i bussen, og kører med ud til de tohundrede år gamle sale og saloner. I en gammel gård.
Enten er det mig, eller også er det solen. Måske er det en blanding af begge dele. Men tingene har oppet sig. Formiddagens oplæg er klart bedre end i går, så det er med en vis optimisme, at jeg går resten af dagen i møde.
Ja tak, tænker jeg, resten af dagen skal tilbringes i en ny workshop. Noget om at fortælle historier. Noget om fortælleteknik. Noget med en skuespiller. Noget med parvise øvelser. Det rene guf, for én, der er ankommet med tasken fuld af rasende sablekatte og tenderende sociofobi. Eller, hvad man nu kalder det.
Men jeg har stemmen med mig idag. Godt nok stadig hæs og rusten, men kontrollerbar. Og med den redder jeg dagen, magten og æren.
Og morskaben, ikke mindst.
Jeg snakker nemlig i bussen, jeg snakker ved morgenkaffen, jeg snakker i pausen, jeg snakker til frokosten, jeg snakker i kaffepausen, jeg snakker simpelhen fanden et øre af, og tænderne ud af kæften på rovdyrene.
Jeg hygger mig, og lærer nye ting. Begejstres, omvendes og glædes. Glimtet i hjertet er tilbage på sin plads. Stressen forsvinder efterhånden, som ordene drysser ud af munden på mig, og kattene ligger tilbage, som støv på bunden af tasken, da jeg senere kan forlade det tohundrede år gamle sted, sammen med ethundredeoghalvtreds andre af min slags.
Og nu har jeg ferie.
Vi har begge fået penge tilbage, nogen mere end andre, så jeg foreslår kækt, at vi lægger beløbene samme, og deler i to lige store dele, men det, synes Bjørnen ikke, er en god ide. Underligt, hvis man spørger mig!
Efter, at jeg er begyndt at afmærke med farverige clips, er strikningen blevet så meget lettere. Nu kan jeg lægge tingene fra mig, og i løbet af nul komma fem finde tilbage i forløbet, efter både kortere og længere pauser.
Det er også meget nemmere at følge med i indtagningerne i det mørke islandske garn, som jeg har kastet mig over her for nylig.
Jeg har lige turbostrikket det andet ærme til Bjørnens islænder, og at det gik så hurtigt, var helt sikkert fordi, jeg havde sat mine mærker i det første ærme, så det var bare at stikke snuden i sporet, og gøre kunsten efter.
Fjollet måske, men det fungerer fint for mig, så sådan bliver tingene altså så gjort lidt endnu.
Irriterende nok brugte jeg masser af tid, på noget roderi med deling i for- og bagstykke. Jeg er ikke altid den store ørn til at læse opskrifter, og nu skulle det bare gøres rigtigt, så der blev pillet op, og strikket om, og pillet op, og strikket om.
Nu ligger delene samlet efter foreskriften på én og samme pind, og jeg læser mig frem til, at den ene maske, der gjorde forskellen på for og bag, alligevel skal tages ind på næste omgang!
Jaja, det er åbenbart ikke slut med at lære nye kunster i mit strikkecirkus.
Sprogkursus. En udfordring, der virkelig vil noget. Må man sige. Hvis man ellers kunne tale.
I tohundrede år gamle lokaler, hvor museumslugten hænger i gardinerne, sidder jeg toneløs og mundlam med ethundredeoghalvtreds andre af min slags. Hæs som en ravn, når jeg endelig åbner næbbet. Og taler, som de fugle, jeg er i blandt.
Og lærer noget. Noget gammelt. Noget nyt. I hvertfald noget.
Der er fede kogte laks med hoveder og haler. Kylling og deller. Masser af salater og en tærte med grøntsager, der overhovedet ikke smager godt. Ellers er det fint. Og kage bagefter. Og frugt.
Jeg er færdig, da vi er færdige. Jeg trasker afsted med syngende ører, og en banan i tasken. I morgen skal jeg lære noget mere. Noget gammelt? Noget nyt? I hvertfald noget.
Hvem ville nå at blive først færdig? Mig eller tråden. Jeg vandt. Og dermed retten til at bære tænkehatten for den videre udformning af det hæklede edderkopmønstrede tørklæde.
Hmm?
Jeg drikker mælk. Meget. Jeg har prøvet at lade være, men det gør ingen forskel, så jeg drikker videre. I dag blev min morgenmælk blendet med friskpresset appelsinsaft og banan. Dertil rugbrød med Västerbotten.
Jeg har kigget ud af mit vindue klokken otte, ti og tolv. Det er ikke de store forskelle, der er indover himlen i dag. Jo, måske er det lidt lysere her klokken tolv.
Fjernsynet kører, katten bræger, og en kop te venter. Gulvet trænger, og der er synligt støv på overfladerne, men jeg skal ikke andet end det, jeg får lyst til. Den vigtigste ting på dagens program ville være, hvis altså der var et program, at øve mig i at holde ferie. Så det gør jeg.
Det endte godt. Rigtig godt. Jeg brugte et stort bundt dild. Opblødte havregryn i fløde og mælk. Tre æggeblommer. Salt og peber.
Spidskål, der efter dampning blev vendt i fløde på en pande. Kogte kartofler med pil. Mums!
Yes, fløde og fløde, men det er altså også lørdag. Ligesom Disneysjov om fredagen, og grøddag om mandagen.
Hakket dild i store mængder. Spidskål, der damper i en gryde. Gryn i fløde. Hakket kød og æggeblommer. Krydderier. Kartofler.
Et eller andet, ender det vel med. Jeg synes forøvrigt, at hakket dild, lige i dag, dufter lidt som terpentin.
Det islandske garn i plader er for hårdt ved fingrene, så jeg har fundet oldemorsmønstret frem, og hækler lidt blødt spindelvæv med tilhørende edderkopper, mens jeg venter på bedre vejr.
En lille halsklud i koral, eller kødpølsefarvet, om man vil. Det er vist meget godt for den videre udvikling, at jeg har et nøgle til liggende, der har samme farve, som æggende calypsorytmer.
Der er mange ord i radioen, og jeg lytter længe. Indtil jeg ikke har plads til mere i ørerne, og forsøgsvis prøver min stemme af, der er blevet væk. Det ender i en række af host. Hæse og hivende.
Jeg har ligget på langs, men nu står jeg op, og aflæser urets fem minutter over syv. Temmelig tidligt for en stemmeløs, der stadig kan ane sved på panden, mens jeg tager dynen under armen, henter avisen, og lejrer mig på sofaen.
Der ligger jeg så, og fryder mig over, at træerne i min udsigt står på hovedet i en spejlblank overflade. Det grønne lokkes frem af det grå, og solen smelter jord til smat, som klistrer sig fast under fødderne, og senere falder af i små mønstrede indtørrede klumper på de forårsrengjorte gulve.
Der lød ingen alarm i morges. Derfor fik jeg pludselig meget travlt. Femten minutter kom jeg bagud. Med udrykningsblink, og for fuld skrue, drønede jeg afsted. Om hjørner på to hjul. Hvin i bremsesporene, og røg ud af ørerne. Støn!
Mobilen er død. Helt død. Stendød.
Skal jeg mon spise mig selv af med et nyt bateri, eller skal jeg gribe chancen for helt andre toner? Tjah, jeg afventer vist lige kommende muligheder fra både her og der.
Søndagen havde et godt greb i nakken på alle i hytten her. Ingen gad andet end at fordybe sig i, hvad man nu syntes var passende for en søndag. Jeg strikkede, og fulgte Marco Polo på hans meget lange dannelsesrejse. Bjørnen lavede et eller andet, andet, og nattegudinden sov. Dybt.
Puha, mad, tænkte jeg, men tidligere overskudssituationer har bevirket, at vi undgår, at nogen som helst af os, skal bevæge sig ud for eventuelt, at frekventere fedtede grillbarer, eller pizzariaer.
Jeg har nemlig flere poser grundsuppe liggende i fryseren. Kogt på lækre grøntsager, som skulle ekspederes videre, inden næste kasse ankom på dørmåtten. De er kun kogt møre, blendede, og derefter frosset ned.
Dagens grundsuppe blev tøet op over lavt blus, tilsat en dåse af de flåede med chili, og rundet af med et skvæt fløde. Krydderier. Svensk brød i trekanter. Mad. Nemt.
Og ja, den kunne nydes med ske. Direkte fra kæmpekoppen. I behagelig siddende stilling foran diverse fjernsyn. For sådan er det også. Til tider.
Venstre forstykke. Jeg strikker frem og tilbage. Lige indtil, at jeg hiver pinden ud, og trævler op. Igen. Sådan går det, frem og tilbage, og pludselig er jeg lige langt. Men rigtig langt i fremskridt. For jeg lærer noget nyt, hver gang.
For eksempel, havde jeg egentlig på fornemmelsen, hvor det ville ende, da jeg allerede tidligt i forløbet, opdagede en lille svækling af en kantmaske, men jeg fortsatte støt derud af, mens jeg overbeviste migselv om, at ikke en kat ville lægge mærke til den, når siderne først blev syet sammen.
Dernæst fandt jeg ud af, at en rille på norsk, i dette tilfælde, betyder en pind ret, og ikke, som jeg til en begyndelse mente, dækkede over en pind ret frem, og derefter en pind ret tilbage. Alt i alt to pinde, der danner en rille på strikketøjet.
Om igen, og altså også, igen lidt klogere.
Apropos G&T. Vi skulle jo også have noget mad i skrutten derovre i Malmø. Og det har de heldigvis meget af.
Vi nåede faktisk, at slå bagen i sædet og læne de trætte rygge opad fine pailletbesatte silkepuder i en marrokansk restaurant, da en stor flok unge, sultne menneskers madønsker nåede at fylde godt op i ordrebogen, inden vi fik set os om. Jeg nåede faktisk kun at spotte en nydeligt dekoreret tagine inden døren blæste op, og hoben blæste ind og direkte hen til disken. Efter en hurtig eftertanke kunne vi selv regne ud, at det ville blive en meget sen frokost, hvis vi valgte at blive hængende.
Vi skred. Lige hen på Lilla Torg og på indisk.
Vi har været her før til tandoorikylling og ris, men igår valgte vi en nummer tretten, og jeg huskede lige, at øllet skulle være af den starke for at matche det vante. Andrea gik light i cola.
Maden kom. Et helt fad til hver, med det hele. Lækkerier i lange baner, men selvom jeg skovlede, og skovlede, og skovlede, svandt det ikke, og jeg måtte tilsidst opgive og levne. Desværre betød det også, at jeg ikke havde plads til nummer niogfyrre, Kulfi, indisk glass. Safrankrydret, uhm.
Pyha, hvor kunne vi trille bagefter henover brostenene, inden vi tilsidst måtte sætte kursen mod P-huset Anna, som vi et kort øjeblik troede, at vi ikke kunne finde igen. Men Andrea har jo det der lille vidunder, der bare kan alt.
Vi sluttede udflugten af med at få lite mer for pengarna i Maxi ICA. For min del, ost, brød og blåbærsuppe, som Bjørnen nu er ved at gøre kål på.
Det var varkligen en skitbra udflugt, mere er der vist ikke at sige om den sag, udover at jeg fortryder, at jeg ikke købte det lækre lyseblå tørklæde i Engelbrektsgatan. Ikke det med sædcellerne. Ja altså, Andrea ved, hvad jeg mener.
Apropos parfume, ja Andrea ved, hvordan det i virkeligheden hænger sammen! Nå men, derovre i Malmø, lige her, fandt jeg endelige et par glas, der vil gøre sig opfyldte med G&T.
Enkle og ikke for tunge i bunden.
Vi er nu køreklar på drinks'ne i hytten her. Bombay på hylden, tonic i kulden og terninger på frys. Der mangler måske bare en salatagurk.
Gårsdagens udflugt indeholdt, takket være Andreas lille vidunder, en tur omkring til nogle svenske garnforhandlere, som jeg havde opsporet på forhånd.
I den ene af forretningerne var gør-det-selv strikkeriet holdt nede på få udvalgte garner i det ene hjørne. Resten af butikken bugnede derimod af færdige lækre strikkede ting, og fingrene måtte mere end en gang lige nulre lidt hist og pist. Der var især en lille kort trøje med mønstret bærestykke, som jeg gerne ville gøre kunsten efter. Lige i alfestørrelse hang en skøn blå lokalpatriotisk sag, tæt besat med malmøske griffer, som en anden én nok gerne ville have, at jeg gjorde kunsten efter.
Pusten blev total taget, da jeg opdagede en sort lammeskindspels i udformning og facon ligesom i min drøm. Der manglede bare det lilla, røde eller limefarvede foer, som jeg drømmer om at få sat i den gamle persianer, der hænger i skabet. Indtil videre, har jeg ærgerlig nok, søgt forgæves efter hjælp til at få fixet den side af sagen.
I den anden af de udvalgte butikker, fik jeg Noro Silk Garden til en pænt billigere pris end i København. Jeg sparede cirka femogtyve kroner per nøgle, hvilket vel også er en slags besparelse? Et par nöster ekologisk bomuld i sjove farver fristede, og jeg faldt også for et par af de lilla kulører i form af to nøgler skinnende, og en enkelt tyndtrådet uld med silke.
Solbriller? Ja, jeg ledte stadig efter det par, der ligner de bedste af slagsen, jeg nogensinde har ejet, nemlig en brille indkøbt i Paris for hundrede år siden. De blev mast og ødelagt til ubrugelighed, da en af mine venner satte sig på dem. Jeg var grædefærdig, og har ledt lige siden.
Åhléns havde dem i en lettere opdateret udgave. Hverken Gucci, eller noget andet dyrt, bare en almindelig brille, der prismæssigt ikke vil få mig til at hulke af desperation, hvis jeg forglemmer dem og mig et eller andet sted. Men hvis jeg gør det, vil en ny jagt jo begynde. Måske skulle jeg have købt flere par?
Hvad jeg ikke fik på brillen, fik jeg til gengæld i næsen. Den blev stukket dybt i både Gucci, Marc og Dior. Men den stjernesmidende engel står altså stadig godt i fløjene.
Om jeg fatter, at hun kan holde det ud! Det må da også efterlade nogle fantastiske sovemærker i katteansigtet, selvom hun har pels på. Men det er, og bliver, en af nattegudindens foretrukne sovepladser, mens det rusker og regner udenfor.
Dagens vinduer minder mig om gamle dages ostebutikker, hvor vandet, på snedig vis, drev nedover ruden. Osteruder. Ostemad. Västerbotten.
Jeg var i Malmø igår sammen med Andrea, men det må jeg vende tilbage til senere, for smagsløgenen blev lige druknet i en lyst til blødt svensk brød med velsmagende svensk ost. Og begge dele forfindes tilfældigvis i mit køkken.
Sikke et held!
Jeg skraber bunden, skraber huden af fingrene og af venstre fodballe. Knoglerne knager under presset, og øjnene fyldes af både sand og vand, der blandet i en pærevællingen, triller nedad.
Mens Marco Polo drager mod øst, sover jeg sukkende på sofaen fra klokken tre. Jeg vågner til duften af brød, der luner i ovnen klokken syv, og falder hen igen ved halv nitiden. Da jeg nærmest sovende går i seng klokken elleve, sender jeg helt usædvanligt en tanke opad,
"Almægtige, please lad dagen i morgen, blive bedre!"
Jeg falder omkuld, og er lysvågen. Trygler og beder. Håber og ønsker. Sender strømme af Mariehøner opad, med ønsker om godt vejr i morgen. Opgiver, og læser en hel bog. Sover, og drømmer drømme, jeg ikke vil slippe igen uanset, hvor meget mobilen insisterer.
Jeg gennembryder overfladen, og tumler afsted til det Kanindrænerkursus, som jeg åbenbart har meldt mig til, hvor det sgu har vist sig at være os, der er kaninerne, som en eller anden højere magt, gennem hele ugen, sætter tænderne i, og suger kraften ud af. Tilbage ligger vi alle fladtrykt henslængt, og gisper efter fredagen.
Og fredag er det jo blevet, og jeg vil byde på et godt forløsende grin ved at servere vaskeægte citronmåner i pausen, men sådan nogen eksisterer åbenbart ikke i den christianshavnske omkreds, så det blev tre poser med den er go' istedet for.
Bagefter klippeklistrer vi os gennem resterne af dagen, og pludselig står jeg i egen omegn, og køber påskehøns med huller til salt og peber. Og servietter. Og tagliatelle. Og praktiske kvadrater, der smelter i munden efter maden.
Jai Guru Fredag, siger jeg bare. Endelig!
Moden overvejelse. Moden avocado. Moden til sofa. Moden til at skrige. Moden til at være ligeglad. Moden til at give slip.
På tankerne. På dagen. På mig.
Forleden hørte jeg en bemærkning, "Jeg gider ikke befinde mig i denne dag længere!" Det er vist sådan, jeg har det.
Italiensk primotivo lunet i ovnen og skivet groft i brede stykker. Hønsesalat. Avocado. Tomater. Macademia.
Vanvittige hverdage! Mere er der vist ikke at sige om det.
Jeg havde mulighed for at møde senere, sådan langt op af formiddagen senere, og det var jeg rigtig glad for. Jeg kunne pusle om mig i fred og ro. Vaske op, så det ikke skulle stå, og grine af mig, når jeg vendte træt hjem igen.
Som jeg stod der, og nærmest var på vej ud af døren, dukkede Bjørnen frem fra hulen med niogtredive og en hel masse i feber. Til lægen med dig og ring, hvis der er noget. Farvel med mig.
Han ringede, og der var noget. En virus, der kunne vare en uges tid, måske mere, men hvis han fik brug for papir på sagen, kunne han bare sige til. Nu får vi at se i morgen, om han skal sige til.
Arj, hvor jeg bare ikke orker, hverken flere vira, eller bakterier. Yrk!
Der siver en lille smule rovdyrlugt udfra kosteskabet, og en gang imellem kradser en klo på indersiden af døren. Seks ud af ti fingre er plastret til, og jeg roder rundt i folks navne. Og tro mig, der er bare ikke en pind at gøre ved det!
Jeg var kogt tør for rundpinde. Bjørnen skal have ærmer, så jeg kørte ind til den gode lille biks i den rolige sidegade. Balsam, balsam, balsam. Samt to nøgler koral i bomuld. Jeg er fjantet med koralfarver.
I formiddags sad jeg på Christiania med ansigtet vendt mod forårssolen. De skæggede mænd drak bajere, mens et svanetræk krydsede den blå himmel.
En lille lyskrøllet pige legede pony, men skiftede over til at være morhest. Bag mig legede resten af styrken i gynger og klatrestativer. Jeg hev lufferne af, og lod de sviende fingre strække sig helt ud. Stemmerne steg og faldt med gyngesvingene.
Pludselig lød ordet madpakke, og vi lagde skæggene bag os, og trak flokken hjemad.
Jeg har vasket op, tændt fjernsynet og om lidt går jeg igen ud i køkkenet, og smører bagels med flødeost. Bagefter dækker jeg med rucola og røget laks.
Bjørnen er sej, og vil ikke komme bagud med kørekortet, så han er daffet af til teorilokalet med 38,2 i feber.
Jeg har trasket afsted i hælene på mig selv. Hele dagen. Som blev lang på en helt anden måde end forventet. Et aftenmøde blev aflyst, men jeg kom alligevel senere hjem end, hvad skemaet viste.
Jeg har et indre selvportræt, der står lænet op af hjernebarken. Jeg sidder med benene smækket op på bordet, mens krop og sjæl finder sammen igen. Tastaturet indenfor rækkevidde, samt kalenderen og en lille bunke vigtige papirer. En blyant mellem tænderne. Dæmpet belysning omkring mig.
Bogen købte jeg på vejen hjem. Til Bjørnen.
Da jeg træder ind af døren, er der stille, næsten mørkt. Bjørnen sidder ved spisebordet, og har meldt afbud til alle aftaler. Citrontoddy'en har slået fejl. Han har feber.
Om lidt går jeg ned igen, for der er feberhede drømme om lækker is og kolde drikke. Hvad filan, jeg kender det fra mig selv, og henter gerne.
Men først får han lige bogen.
Jeg forsvandt lidt dybt ind i skoven i hælene på elgene, og glemte en rum tid at en opvask, og en portion grød var sat i blød. Altså i hver sin balje. Ok, grøden stod ikke i balje, men i en kasserolle.
Mens grøden kogte, vaskede jeg op, så nu er begge ting ekspederet videre. Bjørnen har ondt i halsen, så jeg luskede lidt ekstra C vitamin indover grøden. Iøvrigt hælder jeg godt med varm citrontoddy på ham, og det ser ud til at hjælpe.
Det er blevet forår, og jeg strikker elge. De har vel også en berettigelse på denne årtid. Jeg formoder ikke, at de går i hi, eller ligefrem forsvinder ud i den blå forårsluft, og først lander igen, når det bliver vinter?
Så jeg strikker videre på mine elge, der efter syv pinde også vil være gevirprydede.
Jeg er faktisk voldsomt stolt af mig selv, for jeg har virkelig knækket koden, og fået tæmmet elgen. Tofarvet strik i norsk og islandsk stil har aldrig rigtig været min stærke side, men det er det blevet. Arj, måske ikke helt, men det er tæt på.
Efter et besøg her fik jeg endelig styr på trådene, og i nattens mulm og mørke fik jeg udtænkt en metode, så jeg kunne undgå for lange løkker på bagsiden af strikketøjet. Den viste sig at holde vand, og virker også fint i dagslys.
Fornemmelsen af at mestre endnu en ting er herligt tilfredsstillende, og mens jeg nu styrer elgene med sikker hånd, spekulerer jeg på, om det er intelligensen eller tålmodigheden, der har udviklet sig henover årene.
