Cementtrappen

Andrea går forrest, jeg bagest, og jeg har ikke stillet helt skarpt. Er optaget af noget, lidt distræt.

Der er vand, siger hun. Der er vand!

Jeg bliver opmærksom på, at vi er på vej ned af en trappe i cement. Andrea står allerede på det nederste trin, hvor vandet slikker sig omkring hendes fødder. Der er ikke flere trin tilbage. Kun det nederste, hvor hun står, og efter det er der kun mørkt, grønt vand. Dybt.

Svimmel af den pludselige opdagelse, bliver jeg svag i koderne. Vender mig, og griber for mig. Opad, og ud af drømmen.

Vi var godt nok på udflugt i går, men slet ikke i nærheden af cementtrapper og dybt mørkegrønt vand.

Andrea hentede mig klokken ti, og vi spurtede derud af i La Bellisima, Andreas lille blå FIAT. Spurtede direkte mod Gartneri Toftegaard, hvor der skulle frådses i chili- og tomatplanter.

Række op og række ned, gik vi i gåsegang, udstyret med kurv, blyant og små hvid skilte, som i udfyldt stand skulle stikkes ned i de valgte planter, så man senere kunne huske, hvad, der var hvad.

Måske burde man også skrive ned, hvor meget man egentlig valgte, for det skulle vise sig at være en ting, jeg selv løb lidt sur i ved turens slutning. Heldigvis har Andrea en god hukommelse, så jeg fik alle, og de rigtige planter med op fra bagagerummet.

Efter påfyldning af de grønne planter, gik turen mod den næste destination. Kildebrønde lokkede med jordbær, kartofler, æbler og most, og efter det besøg måtte bagsædet også tages i brug som opbevaringsplads for flere lækkerier.

Men turen var langtfra slut endnu.