Mug på rabarbargrøden

Nej, men på jordbærtærten!

Mine fødder klør helt vildt, og meget. Efter en del krads og klø giver jeg op, og henter forstærkning i beholdningen af antihistaminer.

Og det klør videre. Og mere. Og det bliver ved.

Så opdager jeg, at miseren handler om for meget sol, og her hjælper antihistaminerne ikke meget.

Men jordbærkage må være godt!

Alle skal være med på en kigger, og jeg bærer kage, æske og hele pivtøjet ud på verandaen til fotografering. Og, hvad ser jeg ved det nøjere eftersyn? Mug!

Nu har jeg smurt fødderne, og børstet tænderne i stedet for. Nu går jeg nemlig i seng. Godnat!

Udflugt med vogn

Jaja, jeg ved det godt, men jeg er altså fuldstændig stegt med den lille unge. Han har betaget mig fuldstændig, og det bliver nok ikke det sidste billede, endsige det sidste ord, af og om Viktor Vandhund, der vil forekomme her på bloggen.

Vi har haft en dejlig eftermiddag, hvor vi trissede rundt i Ry, også med fald for gode tilbud. Helt uventet, fandt jeg en lækker overdel i en farve, som er ganske ny og uprøvet for mig, og ti minutter efter var jeg den heldige ejer af en ny og voldsomt praktisk allrounder af en taske.

Det var det rene røveri og meget Malmøagtigt.

Et par flasker vælværevand fra Læsø, iskolde, blev slutningen på den tur, og selvom vi var fristet til at tage den nemme løsning, var vi fornuftige, og gik hjem, og lavede mad istedet for at gå på italiensk.

Før, under og efter maden, fik vi et par dejlige timer i baghaven, hvor temperaturen var nådig, og Viktor Vandhund veltilpas.

Vi fortsatte over i aftenen med et herremåltid af et koteletfad med rød peber, champignon og forårsløg nænsomt svøbt i økologisk fløde. På sidelinien store bagekartoffelchips, også fra ovnen.

Derefter gik lillemanden kold, og alfemor og jeg skyndte os at få pakket ham sammen i autostolen, så de kunne komme hjem og putte i en fart.

Det er så en lille times tid siden, og jeg har lige opdaget, at alfemor sandelig har glemt en hel jordbærtærte i kølskabet, og det kan da muligvis godt gå hen og få følger, efterhånden som aftenen skrider frem.

Havearbejde

Vejret i dag er overskyet, men det er dejlig varmt. Jeg sad lidt på ferieverandaen og strakte ben, da jeg pludselig blev ramt af en bølge af foretagsomhed. Efter et hurtigt bad gik jeg en runde med rosensaksen, og klippede løs.

Lavendel lægger tilfældigvis op til spørgsmålet i en kommentar, om hvorvidt havearbejde er motion, eller meditation. For mig er det helt klart motion. Det giver sved på panden, og tankerne går på vandring, mens man hyggeknokler mellem blomster og bier.

Det er næsten det sammen med håndarbejde og madlavning. Det er dog efter min mening, hverken motion, eller meditation, bare ren afslapning, hvor der er frit slag til at få tænkt over tingene i et stilleflydende forløb.

Men meditation er det altså ikke. Set fra min side af rosenhækken.

Mer

Jeg har set mig over skulderen. Set tilbage på, hvad der var fedt for mig at gøre, når jeg stod med den forpjuskede fletning i postkassen. Hvad sparkede seriøst og for alvor tingene op på det plan, hvor de burde være?

Mad. Motion. Meditation.

Tre gode M'er som fortsat vil få min fulde opmærksomhed og stort spillerum på mine enemærker.

Mad. Jeg kan godt lide at svinge med potter og pander, og mens jeg eksperimenterer mig frem til mere eller mindre fabelagtigheder, får jeg vendt mangt og meget i mens.

Desuden opdagede jeg, at når jeg startede dagen med morgenmad, bare en lille smule fremfor ingenting, jamen så kunne jeg langt nemmere styre mig fri af mindre heldige kostelementer.

Mad vil fortsat være en brugbar brik i mit mentalhygiejniske puslespil.

Motion. Av, det sved, at opdage, at der rent faktisk, var noget om snakken. Sved på panden gav lykkefølelse og ro i sjælen. Og der skulle faktisk ikke ret meget til, før følelsen af magi indfandt sig på den indre arena.

Motion er anbefalelsesværdigt, og skal igen bringes på banen, selvom det mærkværdigvis er svært at opretholde et intenst forhold til.

Meditation. En årelang følgeskab, som har redet mange storme af. Jeg mediterer on and off, men i de perioder, hvor den japanske røgelse har stået urørt i røgelsesskrinet, har jeg plejet mit indre på en blanding af guidede meditationer og P1.

I dag tog jeg hul på en ny epoke, hvor de tre M'er skal bruges, fordi det er fedt, og ikke kun som våben mod irriterende sabelkatte. Og tidspunktet kan vist ikke være bedre. Jeg har stadig en lang ferie forude, og masser af egentid til min rådighed. Jeg har i den grad førerhatten på, og bestemmer selv, næsten helt ned i spiltsekunderne, hvad jeg vil, og hvornår.

Efter en halvt pind japansk røgelse fra den lilla æske, kastede jeg mig over en skålfuld frugt med tykmælk. Senere bliver det tid til at aktivere det tredje og sidste M, og disciplinen i dag er bykørsel med barnevogn i temmeligt bakket terræn.

Der er endnu et M, men det vender jeg tilbage til senere.

Klapvognsklapjagt

Alfefamilien havde et ærinde, og mens jeg ventede, lykkedes det mig at rende ind i en butik med garn. Meget garn, og heldigvis også noget som jeg kunne falde for. Vandhunden og mor stødte til, og vi fik valgt garn og farver til de opskrifter, jeg følte stærkt for. Desværre manglede de den rette pind, men det er der råd for i morgen.

Næste punkt på dagsordenen var indkøb af klapvogn, og det er ikke bare lige sådan at gå til. Men vi var heldige. Hele tre forretninger besøgte vi, og for hvert sted voksede heldet. I den sidste og tredje, fandt vi det absolutte og supergode tilbud, så vandhunden blev sikret komfortabel transport på den kommende ferierejse.

Resten af dagen blev tilbragt i noget så eksotisk som Bilka, og her drønede jeg rundt, og rev lidt af hvert ned fra hylderne, mens vandhunden og mor holdt pause.

De jyske dage er lange, men tiden går så lynhurtigt, og pludselig sidder jeg i mit lille feriehus og hænger ud med feriens første selvfremstillede varme måltid, pasta og kødsovs, eller morfars, som vi har for vane at kalde det derhjemme.

Noget af en hvedeøl fra Virklund Bryghus gjorde mig selskab under madlavningen, og resten fulgte mig tilbords.

Her efter afsluttet måltid, tror jeg, at jeg vil tænke mig til desserten og krybe direkte sammen omkring en bog, jeg har fundet i reolen.

I morgen venter endnu en feriedag med sommer, sol, og nye eventyr med vandhunden og hans familie. Det kan man kun se frem til med megen glæde.

Tre til tango

Efterhånden som vandhunden sank længere og længere tilbage i barnevognen, sled vi lidt på Århus, indtil den glubende sult tog over.

Havmandsfruen, Bjørnens søster, er lidt smattet efter en køkkenombygning, som ikke lige er kommet helt på plads, og jeg selv var stadig en smule svag i koderne efter rejse og eksamensfejring.

Så det var helt naturligt, og nærmest uundgåeligt, at vi havnede på Gaucho, hvor vi kunne få, hvad kroppen krævede. Vi var dybt enige om, at rigtige kvinder skal have bøf efter babysvøm, og da hverken Bjørnen eller Havmanden i dagligdagen bryder sig om bearnaise, slog vi til på kortet, og fik stjerner i blikket af ren forventning.

Da tallerkenerne ramte bordet, kastede vi os over de herlige, møre bøffer, sprøde grøntsager og grillede tomater, der lænede sig smukt op af den behageligt syrlige bearnaise. Rigtig dejlig mad, der gjorde smagsløgene lystige.

Men undskyld mig nu et øjeblik, for kartoflerne var kedelige! Men det afstedkom en god ide til alfemoderen.

Man tager en bagekartoffel, og skærer i ottenedele, pensler med god olie, og bager dem i ovnen, til de er møre, og har taget lidt farve. Mens de køler ned til børnevenlig temperatur, blander man en let dressing med den smag, som er hittet på det pågældende tidspunkt. Det kan være hvidløg, karry, sennep, paprika, hakkede krydderurter, eller noget andet godt.

Jeg er sikker på, at vandhunden vil påskønne ideen på et senere tidspunkt. Det er nemlig et fint lille mellemmåltid med lidt frugt bagefter.

Ideen, har jeg bragt med hjem fra min arbejdsplads, hvor vi alle sidder på bagbenene med hundeøjnene fremme, og spytkirtlerne aktiveret, når det står på menuen som eftermiddagsmad.

Da vi var nået så langt, rokkede vognen, og vandhunden fik plads i trip-trappen. Og med Piazzolla som lydtapet, nød han livet med en slurk vand og lidt sprød broccoli.

Han er i sandhed min lykkes pamfilius, og giver mig øjeblikke, jeg ikke ville undvære.

En vis størrelse

Jeg slutter aftenen med et forsøg på at få has på den gulerodsmuffin med smørcreme, som jeg i et øjebliks overmod faldt for i Århus tidligere på dagen. Ti stille, hvor den er stor. Sådan amerikanerstor, og næsten for meget.

Og, for meget blev det. En stor del af kagen, desværre det lækre snaskede, landede i skralderen, fordi jeg tåbeligt nok, startede med bunden, og blev mæt alt for hurtigt, og den der gemmer til...katten?

Eller græder jeg over spildt mælk?

Gardinerne må gerne rulle ned nu, og selvom der er udsigt til endnu en natlig hedetur, længes jeg efter at falde omkuld i dybet af endnu en himmelbakkedrøm.

Vandgang

Hej, jeg hedder Sifka, og jeg er bonusbedste. Hej Bedste, vil du med til babysvømning i morgen? Ja selvfølgelig, vil jeg da det!

Himlen hæver sig over havet, og livet går videre. Det gør mit også, mens fingrene danser over tastaturet. Så må ordene spille med, eller løbe skrigende bort.

Se nu blikket, der tillidsfuldt låser sig fast i mors lige inden, de dykker ned under vandet. Og bagefter griner vi, så vandspejlet skælver. Både de to i bassinet, og os, landkrabberne på bænken, alfefar og mig. Viktor er vores helt, ingen tvivl der.

Bagefter, får jeg lov til at hjælpe med tørring og tøj, og utrænet som jeg er blevet, får jeg sved på panden i det fugtige lokale, da jeg næsten kommer til kort over for den livlige og snirklende nysgerrighed, der vender og drejer vandhunden i kunstfærdige kropsholdninger på puslepuden.

Himlen hæver sig over havet, livet går videre, og jeg er dybt betaget af barnebarn og babysvøm.

Når fugle flytter sig

I princippet kunne jeg godt lukke, og slukke "Himmel, se Havet!" nu.

Ideen med at bruge skriverierne som en slags terapi, har holdt vand hele vejen, og nu er jeg faktisk fremme ved det mål, som jeg i sin tid satte mig. Havde det været en bog, jeg skrev på, ville det være et rigtig godt sted at slutte.

Sabelkattene sover dybt i skabets mørke, fuglene er flyttet fra taget ned i mine hænder, og mit eget billedet af mig giver igen god mening.

Bjørnen vandt jo huen, og vokser støt mod nye opgaver. Septemberalfen er et lykkeligt barn i favnen på den bedste bonusdatter, man kan ønske sig. Mit netværks nye masker, har både forøget og forstærket det, og forbindelsen til et årelangt venskab er genetableret.

Jo, det kunne være et godt tidspunkt at sætte punktum nu, hvor min lille familie rider bølgen med den gode lykkes medvind i ryggen.

På den anden side set, sidder jeg nu igen i himmelbakkens skygge, med styr på både internetforbindelse, og jyske tv-kanaler, og spekulerer på om det egentlig ikke er en meget god optakt til en fortsættelse?

Græshopperne

Efter en festlig dimensionsfest måtte vi sætte benene på nakken, og styrte hjem for at anrette frugt, saltkiks, creme cheese og vodka i sjove farver. Der var sved på panden, og fart i fingrene. Men vi blev belønnet af en glad og begejstret græshoppesværm, der kom fra pizza, og nu bare trængte til det lette og lystige.

Ti minutter havde vi i det livlige selskab, men vi nåede rækken rundt, og fik både hilst og gratuleret. En del forelskede sig håbløst i Septemberalfen Viktor, der med strålende nysgerrighed beundrede selskabet fra mors trygge favn.

Nattegudinden derimod var blevet taget på sengen, og var havnet under lænestolen, mens de unge mennesker gæstede stuerne. Hun var en kende rystet resten af dagen, dels over lænestols-oplevelsen, men også over de ukendte lyde fra den glade Septemberalf. Han har heldigvis let til latter, og den flød gavmildt gennem hytten her længe efter, græshoppesværmen var draget videre.

Efter en glædesfyldt fællesskål blev det snart tid til nedtælling, og den opstemte forsamling nybagte studenter måtte videre på deres turné.

Midt i natten vendte Bjørnen hjem, imponerende nok uden for meget slinger i valsen og kykkeliky. Sikkert fordi cykeljobbet ventede ham lørdag morgen.

P.S. Jeg skal, på egne og Bjørnens vegne, tusindtakke hjerteligt for alle jeres hilsner og lykønskninger.

Man tager hvad man har

Dagen er skudt i gang, og jeg har vendt mig fra rød dug, marguritter og hvide servietter over til noget ganske andet. Ideerne falder fra fingrene, mens jeg tøfler rundt i stuerne. Jeg tager, hvad jeg har, og tryller festglæden frem med alt fra både fint porcelæn, arvesølvet, og til lågene fra chokoladeæsker.

Typisk for fruen her, er der stadig et par småbunker, der skal af vejen sammen, og en lille opvask venter i baljen. Men festtøjet hænger klar på bøjlen med lilla ben og jakke, og i dagens anledning bliver øglefødderne stukket i sølvsandaler.

Bjørnen er i hulen, og skriver 12 i huen, mens han udtænker passende beklædning til lastvognskørsel. Gæster er på vej fra nær og fjern, og jeg kan med slet skjult glæde afsløre, at vi bliver hele fire på bænkerækken i dag.

Og jeg er den, der er smuttet.

Når krybben er tom

Vi bides, snakker, råber, skændes, griner og græder i en stor pærevælling. Det er overskudskrybben, der er tom efter de mange uger med eksamslæsning, og efterveerne klinger himmelhøjt i de sarte nervespidser. Vi udspiller dramaer af højeste karat, men som de to alen af et stykke vi er, ved vi godt, at det i virkeligheden bare er fis og ballade.

Der skal ryddes op i bivirkningerne fra ujævne måltider, søvnrytmer, der er gået i selvsving, og sjælen trænger gevaldigt til at få skiftet balsam.

Og så skal jeg på ferie. Ligeså snart græshoppesværmen igen er gået om bord i lastbilen, og der er vinket farvel, drøner jeg op af trappen, og hiver kufferten ned, og får sat fut i pakningen.

Så på lørdag når Bjørnen muligvis har travlt med håndværkere i den øverste etage, sidder jeg i skyggen af himmelbakken, mageligt tilbagelænet, med en tøffel dinglende fra den yderste tåspids, og en kold hvedeøl i hånden.

Om jeg glæder mig? Det spørgsmål er da vist en kende overflødigt.

Sjungom studentens lyckliga dag

Fra tidlig morgenstund er jeg med. Vandrer i periferien, og venter på afslutningen. Langsomt folder erkendelsen sine lysende øjeblikke ud, og jeg ved med usvigelig sikkerhed, at det er hér, det sner. Lige præcis her og nu under en blankpoleret sommerhimmel.

Ikke på fredag, hvor alle følelserne er på køretur, og kan fodres af med mad og bajere.

En hvid hue, og en mørkerød rose venter i mine hænder. Utålmodigheden smider tasken over skuldren, og jeg trækker mig sammen med de andre ventende. Der står jeg op mod noget skyggefuldt grønt, og ligner en, der har prøvet det før, mens jeg venter.

Og venter lidt mere.

Endelig går svingdøren op, og Bjørnen svinger ud. Jeg læser ham, men har glemt brillen, og føler mig frem.

Med en stemme som knækbrød får jeg sagt, det jeg har tænkt mig frem til. Jeg sætter huen på hans hoved, og hvisker, "Når jeg slipper huen, slipper jeg dig". Han forstår, kan jeg se, og han griner, og afslører en karakter, hvor ingen er højere.

Det er ubetinget en stor dag. Den største siden jeg stod med Lillebjørnen i armene, pegede ud af vinduet, og sagde, "Se, det har valgt at være gråt i dag".

Og i dag har det så valgt at være solskin.

Brænde til bålet

Jeg har lige trukket næbbet op af et glas rødligt sommerøl. Afsluttet med et langstrakt, Ahhhh! Inden da, havde jeg guffet et par rosmarinkiks med Wesleydale Cranberry i mig. Også med stor nydelse.

Det var et godt initiativ, det lokale supermarked havde grebet til i dag. Slagteren havde lagt forskellige ostetyper ud som lokkemad i diskene. Flere forskellige størrelser, og da der således var både store og små stykker, kunne jeg også finde en prisklasse, der matchede min pengetank.

Af udvalget havde jeg stort set smagt dem alle, men Wesleydale Cranberry var ny for mig, så valget var let.

Jeg har midsommersnoldet, og dagens ret er bagels med creme cheese og lax. Det er lækker sommerspise, og nemt at smække sammen. Bagefter nipper vi lidt chokolade i os, og så er den vist i vinkel.

Nåja, nipper og nipper. Måske er voldæder en mere korrekt betegnelse. Og med den indrømmelse er der vel kun tilbage at ønske glædelig midsommer.

Kunsten at klø sig

Jeg gnider tommelfingrene hårdt på skift. Små hudflager lander på glaspladen, og jeg bider mig i pegefingeren, for derefter at klø mig under venstre arm. Hånden farer videre op i hovedbunden, og lander på siden af halsen. En svag kløe bevæger sig under huden ved venstre øjenbryn, og jeg glatter forsigtigt med hårene for ikke at gøre kløen mere livlig end højst nødvendigt.

Nu klør det på oversiden af højre hånd. Og på venstre. Også igen i hovedbunden. Jeg gnider tommelfingrene igen, og trykker endnu en antihistamin ud på bordet. Min højre skulder klør nu, og bagefter bider jeg mig i kødet mellem tommel- og pegefinger på højre hånd.

Jeg fordriver ventetiden i sofaen, hvor jeg hidsigt gnider den ene fod ovenpå den anden. Skulderen klør igen, og jeg slutter turen i hovedbunden, hvor der pletvis dannes små stearinagtige flager.

Jeg gyser af de ilninger, der løber som en elektrisk strøm under huden, mens jeg klør mig på næseryggen, og for engangs skyld besøger jeg også panden med et par kradsende negle.

Nej, jeg kradser mig ikke til blods, men bider, napper, gnider eller klør forsigtigt, indtil der falder ro over feltet, og efterhånden har jeg lært at begå mig i kløens land. Heldigvis, må man sige.

I dag er noget forbandet møg, men jeg har fået sovet, og i morgen er det min tur til at komme ud i solen.

Systemfejl

Øv! Hele natten har jeg vendt og drejet mig. Øregangen er svulmet op, hovedbunden skriger af irritation, og fingrene brænder af kløe. Hvor er ham der med saksen?

Solvinkler

Skråt ind fra højre smyger aftensolen sig ind, og lander på viskedyret. Godt nok er det årets længste dag, men jeg er klar til bog og nedgangssol lige nu. Så om små fem minutter lukker biksen.

Aftenen er tilbragt med resterne af Benjamin Buttons, som er en af de bedste film, jeg længe har set. Bagefter blev jeg nødt til at se 'Den fantastiske planet' på DR1. I dag fulgte jeg en flok udsultede løver, der var på territorialjagt efter græsgnaskende gnuers småbørn.

Der er ikke meget Disney at hente i den dyreverden, men det er i mine øjne godt fjernsyn, og jeg er dybt betaget. Heldigvis er der endnu tre afsnit at gå om bord i, og det ser jeg frem til at gøre.

Nå det blev til mere end fem minutter. Godnat.

Vodka og lakridser

Sort skærm. Blank. Stilhed. Sådan er situtationen for ideer til en let anretning til studenterbesøget på kørelistens andenplads.

Jeg har skøjtet lidt rundt på nettet, men indtil videre har jeg ikke udløst det øredøvende pletskud af en ide. Ikke for meget. Ikke for sødt. Ikke for dit. Ikke for dat.

Bjørnen forsøger at opsnuse, hvad der kommer på festbordet det første sted, så håber jeg, at den oplysning kan bringe mig i stødet. Vi får se. Forhåbentlig. Eller?

Til gengæld har jeg fået varmet op under vasketøjet, for efter at have skøjtet forbi her, gik det op for mig, at ferien faktisk ligger lige om hjørnet, og i næste weekend er det for sent til den slags.

Morgengudinden

I et elegant spring forlader Nyx scenen, da jeg lægger bogen fra mig. Det har været en meget lang morgen, og jeg er overbevist om, at jeg allerede har ramt formiddagen. Umærkeligt og stille.

Men klokken er kun ni.

En feriefølelse sætter sig fast, og jeg får overskud og humør, som var jeg i sommerhus. Lysten til at smække døren op ud til havet, haven, skoven, marken, hvad som helst, bare det rimer på sommerland, sidder i armbevægelserne.

Men det er for tidligt. Ferien falder først senere på sæsonen.

Det elegante spring endte i en belejring af en lånt papkasse med frit udsyn over udsigten. Forbipasserende fuglefløjt får ørerne så meget på stilke, at knurhårene stritter.

Havde vi haft muligheden, er jeg sikker på at nattegudinden ville være en oplagt havekat, der interesseret ville følge mig rundt med vandkande og lugejern. Nu nøjes vi med i fællesskab at pusle om de tomat- og basilikumplanter i vindueskarmen, der udgør vores lille jordlod.

Morgenen er slut nu, og det er for sent til morgenmad. Alligevel går jeg i køkkenet, og presser blandet frugt og grønt, mens tevandet koger. Ristet brød med gylden ost og honning rammer tallerkenerne senere.

Vi har tid nok. På vejrkortet skinner solen fra den skyfri sommerhimmel i de kommende dage, og når vi har sovet tre gange, bliver Bjørnen student.

Tabet af en humoristisk sans

Jeg var til sommerfest i går. En lang dag i embeds medfør, men dejlig. Regnen var med os, og lagde sine skyller på de, for os, bedste tidspunkter, så musik og boder afvikledes i god ro og tørvejr. De fleste havde fået styret sine lyster ved fællesbuffeen, da slusen endelig blev åbnet.

Og så skyllede det ned. Ned over pynten, som med skæve blikke til vejrudsigten, var blevet lynfremstillet i vandfaste matrialer, og derfor kunne klare mosten. Og så skinnede solen igen. Ned over alle os der i fællesskab bar stole og borde på plads, ryddede legeplads, og vaskede op. Trætte småfolk blev båret sovende hjem, mens andre storgrinende sagde, tak for i dag.

Tak for i dag, sagde personaleholdet til hinanden, over en enkelt indtaget i det fri af hensyn til de rygende.

Og snakken gik henover godt brød, og gode oste. Snak om uforglemmeligheder fra buffeen, som for eksempel den gyldne olivenolie med basilikum suget op med det gode brød, eller fuldblods oliventapenaden smurt ud over samme. Frikadeller, også dem af fisk, og salater i forskellige variationer, og de fuldfede stykker af chokoladekage med glasur.

Så bliver 'Rejsen til Saturn' nævnt. Aj, den er smadder sjov! Siges det, men jeg har svært ved at tro det, for jeg har fra flere pålidelige kilder hørt anderledes. Kilder jeg regner med. Stoler på. Og alligevel ryger den med, da jeg senere står hos dvd-udlejeren, og fylder posen op. Med film og guf.

Efter tretten timer på de nyskårne fødder, skal der ligges i noget sofa, og der skal bare køres fri tilstrømning af lakridsmåtter og engelsk vingummi direkte ind.

Og se 'Rejsen til Saturn'.

Jeg har ingen humor. Er det mon det, der er galt? Jeg synes ikke, den er en fis morsom. End ikke en gennempløjning af ekstra matrialet belønner mig med et lille grin. Jeg må sige, at jeg er skuffet, og det må man godt være indefor hjemmet fire vægge.

Senere vil jeg kaste mig ud i en genlæsning, hvis jeg ellers kan få lokaliseret den oprindelige udgave af noget, jeg en gang anså for skideskæg læsning.

Det foresvæver mig dog, at jeg foreslog Bjørnen at læse den engang, men er den først havnet i hulen, kan der godt gå noget tid, før den atter kommer op til overfladen.

Fjernt blik og ostemad

Fordelen ved fast torsdagsrengøring står soleklart, og skinner omkap med den, der hænger i udsigten. Man kommer hjem, smider kørekåben, og går i gang. Enkelt, og billetindløsende til en hel weekend fri for vandpjask med mobbe.

Her står jeg lørdag morgen, og erkender dette med den forpjuskede fletning hængende i postkassen, mens jeg overvejer, hvordan den forsinkede kærlige pleje af den kære 'hytten her',skal gribes an.

Jeg overfaldes også af overvejelser om den kommende uge, der forløser den kommende student. Familiedelen af sagen bringes på plads med en opringning til min bror, der uhæmmet deler begejstringen, og glæden over Bjørnens triumf. For en triumf er det altså.

Rengøringen hviler i sig selv, mens jeg samtaler over mobilen, der har holdt sig gående på een opladning siden sidste lørdag. Kan man kalde det en triumf til sammenligning? Nej vel, men det er dejligt at den fungerer efter tre måneders bøvlen frem og tilbage.

Under Bjørnens tidligere lange, og meget kedelige sygdomsforløb, var hans søster med, og tit når angsten var størst, og mest uhyggelig. Vi samlede trekløveren, og forsøgte på bedste vis at grine os ud af bekymringes skumle skovstier.

Og søsteren kommer igen, og samler trekløveren, så jeg ikke sidder alene, og stråler af stolthed, når Bjørnen går frem, og får eksamenspapiret stukket i poten. Så kan vi sidde sammen, og krølle tæerne, når hans navn igen-igen siges forkert, eller smile til hinanden i glædelig surprise, hvis opråberen rammer rigtigt. Bagefter kan vi huje, pifte og glimte glæde, mens han kører afsted mod nye indfaldsvinkler.

Sådan forsvinder tiden, og under forberedelserne til nedbrydning af en opvask, fanges blikket af et naturhvedebrød, som jeg havde glemt eksistensen af. En gnalling tilpas moden brie ligger, og lurer i køleskabet, og derefter er der ikke langt til tepause og ostemad.

Det slår mig, at efterhånden som eksamenslæseriet er for nedadgående, er Bjørnen faktisk for opadgående. Han har indhentet de tabte år, og er blevet mere skarp i konturen. En ung mand, der glæder sig vildt til at sætte tænderne i livets næste bid af kagen.

Den erkendelse slår ikke benene væk under mig, da den rammer. Overhovedet ikke. Det er snarere en lystigt boblende fornemmelse af lettelse, stolthed, selverkendelse og ro. Det går op for mig at næste gang, det bliver stort og afgørende for os, bliver ikke udannelsesvalg og den slags. Nej, det bliver sguda, når han slipper redekanten.

Og lige med et ved jeg, at jeg til den tid, vil stå i rededøren, og smilende baske farvel med vingerne. Baske helt vildt, selvfølgelig, men med ro i sjælen. Og en tåre i øjenkrogen, for det hører sig altså også til.

Og så er det vist badeværelsets tur.

Spansk eksamenslæsning

Ind imellem de spanske gloser har Bjørnen tryllet i køkkenet. Grebet ud af den blå sommerluft, har han lavet Chili con carne. En sjældent set gæst på vores spisebord, men yderst velkommen en anden gang.

Ingredienserne? Spørg mig ikke. Listen er lang med vilde udskejelser af mange slags. Chili, løg, hvidløg, tomat, basilikum, nellike og guderne ved hvad.

Smagen? Helt i top, og så er der nok til i morgen, hvor smagen har udviklet sig endnu mere. Uhm.

God kollegialitet

Det er ikke meget jeg forstår af teksten. Faktisk ikke en disse. Men, hvis jeg ikke på forhånd havde fået oplysningen om indholdet af solbærsyltetøj, havde jeg, om ikke andet, kunne læse mig frem på billedet.

Det var i går, at jeg pludseligt, og ganske uventet fik stukket det fremmedsprogede glas i hånden, og blev helt vildt glad. Helt langt derind, hvor sjælen er under ombygning.

Tomatstatus

En tidligt fri i dag, der meget passende sluttede samtidig med det tidspunkt, jeg havde fri på. Et langt stræk fra ankomst til afgang uden pauser, men arbejdsdagen var rigtig, rigtig dejlig. Og givende, og lærerigt og ja, rigtig dejlig.

Bjørnen har slæbt nogle skodkarakterer hjem i de skriftlige fag, men da vi nu har valgt at se forenklet på sagerne, handler det kun om bestået, eller ej. Og han består, på trods af dagens skod, og eventuelt kommede skod. Lige nu arbejder han med spansk, som er det næstsidste fag, men som sagt, han er en vinder uanset resultatet.

Mine fødder har været i kærlig hænder i dag, så nu kan jeg svæve nogle dage, eller måske endda en lille uges tid, inden øgletilstanden igen sætter sine spor.

Bum-bum-bum, det var vist det, og se, der er flere tomater på vej!

Fuld tilfredshed

Pak lige sammen. Se lige min morgenmad, koldskål med friske jordbær. Den første rigtige portion morgenmad i et stykke tid, men nu er jeg på banen igen. Jeg fik også smurt et par klemmer, der blev smidt i tasken lige inden, jeg flintrede ned af trappen.

I løbet af dagen fik jeg efterhånden nedtonet det indre spændingsfelt, og nu er der snart kun sommerfuglebasken tilbage. Jeg rykker bare for vildt, hvis jeg selv skal sige det. Det hjælper virkeligt, at lukke usikkerheden ud i lyset.

Jeg har også truffet en aftale om noget, der for mig er usædvanlig og grænseoverskridende, men en vigtig brik i den del af min personlige historie, der handler om at komme sejrrig og stærk ud i den anden ende.

Hvad aftalen i detaljen går ud på, vender jeg muligvis tilbage til senere på året.

Faktisk aner jeg ikke, om man bare sådan kan beslutte, at nu skal det sidste punktum sættes i et kapitel, og noget nyt og anderledes skal få lov til at blomstre, men som det er nu, føles det rigtigt og sandsynligt, så jeg springer ud i at tro på, at jeg kan.

Men igen, se lige det billede, jeg har taget med det lille nye i morges. Jeg er da bare helt væk af glæde over det kamera.

Spændinger

Der er gang i gaden, folk er på vej. Det er ikke min tur endnu, så jeg tøfler stille rundt om mig selv, og tænker.

Jeg skal på ferie i år, og selvfølgelig glæder jeg mig. Jeg skal også køre i tog. Det er næsten for spændende. Men jeg gør det.

I næste uge skal Bjørnen have hue og papir, og selvfølgelig glæder jeg mig. Jeg skal være der, når huen kommer på, og når papiret overrækkes. Det er næsten for spændende. Men jeg er der.

På et tidspunkt vil en flok glade unge mennesker køre hujende rundt i bydelen på ladet af en lastbil. Den vil også standse her, og de vil overstadige, og larmende indtage opgangen, og aflægge hytten her besøg. De skal trakteres i den lette ende af skalaen, og kort efter vil den glade græhoppesværm forsvinde igen. Det er næsten for spændende. Men jeg klarer det.

Hold da op, hvor jeg glæder mig til, at det kun er sommerfuglerumlen, der kan mærkes. Og den dag kommer. Jeg ved det!

Temmelig hemmelig

Jeg missede et opkald klokken 16.27. Klokken 16.30 opdagede jeg det. Øv, for det er umuligt at ringe tilbage til én med hemmeligt nummer. Der var ingen sms, eller besked på telefonsvareren. Øv!

Men mobilen virker. Batteriet holder, og holder, og holder. Det er jo rigtig fint. Men jeg har mistet alle mine numre. Så, hvis der er nogen, der mener, at de bør stå på min liste, ja så modtager jeg gerne en mail med nummeret, så jeg kan få rettet op på skaden.

Imens har jeg et hemmeligt håb om en chance til hos det hemmelige nummer.

Det første skud

Jamen, batteriet skulle oplade i 10 timer, og i morges var jeg sent på den. Selvom jeg havde tidligt fri, var der lige noget, jeg skulle ordne først.

Og så endelige kunne jeg lege lidt med den lille nye billetager.

Og her er jeg lidt underlig, for selvom jeg er helt hundrede på valget, og afklaret i alle ender, kanter og hjørner, så er jeg alligevel enormt kritisk, og prøver på alle måde at finde et eller andet, der kan udråbes som forkert.

Men i dette tilfælde er jeg lige ved at komme til kort, for det er nærmest perfekt på alle måder. Jeg får det ene begejstringssus efter det andet, og den eneste ting jeg indtil videre er stødt ind i, er så latterlig lille, at jeg skynder mig at lægge den langt væk.

Det er et fedt supplement til den anden billedtager jeg har, og alle kan kun være glade. Og det er jeg!

Dagen har været god, og det sjoveste har nok været, at bevæge sig rundt i et univers med navne som, Le Fix, Sailors Grave og Bright Side, for bare at nævne nogle.

Sommerfugl

Det har været en meget, meget speciel dag i dag. Jeg tog hjemmefra i morges, kortåndet, og med hjertebanken og hovedpine. Uvis på, hvordan jeg ville få slået hul på ugen.

Måske ville stressen få overtaget, og tårerne trille? Eller måske skulle jeg forsøge mig med en ny, og anderledes strategi?

Jeg valgte det nye, det ukendte, det farlige. Jeg lukkede op for posen, og blotlagde hele mit usikre, stressede jeg. Skubbede kontrolbamsen til side, og smed tøjlerne. Bad om hjælp og støtte. Og fik det. Og jeg tror også, at jeg får det i morgen, og i overmorgen, sågar også i næste uge.

Det føltes rigtig, rigtig godt, men føles også forfærdelig farligt. Udefra, er det måske svært at se det store i dagens handlinger, men set fra min side er det enormt. Og befriende.

Og sabelkattene i kosteskabet sov så dybt, at de overhovedet ikke registrerede, hvad fanden der lige skete bag ryggen på dem. Og fred være med det, for jeg er nemlig på vej. Virkelig på vej.

Og på min hjem vej opdagede jeg, at den legendariske isemkræmmerbutik her på Bryggen, havde døren åben for sidste gang i dag. Med vemod over en epoke er definitivt forbi, købte jeg seks dybe af et smukt stel for en slik.

Studentergave i sigte

Jeg har lovet Bjørnen en helt speciel gave, når han får huen. I dag skød han endnu en pæn karakter ned fra tavlen, et syvtal i engelsk, og nu synes han, at det er på tide, at vi seriøst begynder at reserche på den lovede gave.

Famlende

Søndagen er slut om lidt, og en ny uge ligger og venter. Jeg er lidt famlende i forhold til, hvordan jeg egentlig har det. Kan ikke rigtig mærke efter. Mangler sans og samling. Og selvom jeg tåger ukoncentreret rundt, er jeg godt klar over, hvad det betyder.

Hvis jeg forsøger at se ind i næste uge, emmer det, og konturen bliver uskarp og sløret. På den anden side set, gider jeg heller ikke rigtig at se derind, og vil helst bare putte mig i søndagens planer og prioriteter.

De korte glimt, jeg alligevel har fået raget til mig, af den kommende uge, rummer interessante forslag til mig selv om at prioritere helt uventet og anderledes.

Sabelkattene nærmest snorker i skabet, og de ville vist ikke ænse, hvis jeg lukkede døren op. Måske er fejden her i virkeligheden ovre, og det næste store opgør foregår i stedet mellem mig og min indre kontrolbamse?

Brokker ramler usmukke ned på tastaturet. Jeg gider ikke rigtig skrive dem rene, og de får lov til at rasle rundt uden hoved eller hale, men i morgen, når det er blevet næste uge, kan jeg sikkert læse det vigtige, der ligger mellem linierne, som jeg er blind for ligenu.

En P-dag

Problemer og penge.

Nej, ikke problemer med penge. Problemer med placeringer. Pauser med pc-problemer ind imellem, og derefter videre med de praktiske problemer med penge.

Penge til ferie. Penge til fest. Penge til pjank. Penge og prioriteter.

Og da alle p'erne var rettet, lagt i kasser, sat i mapper, og stillet op i budgetter, blev de til sidst sat på plads. Ja, og så var den dag altså gået.

Men nu virker skidtet!

Hapsere

En hel tallerkenfuld. Syltet agurk, syltet peberfrugt, æblerøget cheddar, tomat og stegt kylling. Naturhvedbrød i gode givende skiver.

Kyllingen er stegt med lidt stødt nellike, og det smagte rigtig dejlig, skulle jeg lige hilse og sige. Og det må jeg godt, for det er ikke mig, der har fundet på det. Det var Bjørnen, der var opfindsom, da han tog maddagen til sig, og sørgede for, at vi endnu engang fik lækker mad.

Det er da ikke underligt, at jeg ofte synes, at han er lige så uundværlig for menneskeheden, som isbjørne på Sydpolen.

Se bare der

Jamen, det skrev jeg tidligere, og Liselotte nåede også at kommentere, inden jeg trak indlægget tilbage igen. Ikke fordi, der var noget alvorligt i vejen, blot noget rod med billederne.

Nu er det helt pistvæk, og jeg genbruger den ene af billederne, og starter forfra. Jeg havde skrevet noget om solen, der kom og gik, og dansk sommer. Og sådan bliver det ved. I morges var himlen grå, og ligenu er den sommerblå med lammeskyer. De er godt nok lidt grålige i kanterne, men lad nu det være.

Omskifteligheden i den den danske sommer fornægter sig ikke, og Se bare der, blev altså til noget alligevel.

Skiftingen

Det er jo den mobil, der. Jeg kan hente den. Og det gør jeg. Allerede da den ligger på disken, er der et eller andet, der banker prøvende på. Jeg kigger bare formålsløst på skærmen, mens jeg lagrer de ord, der strømmer ud fra lærlingen.

Og kører hjem.

Fisker mobilen op, og konstaterer, at jeg ikke kan lide den længere. Sætter mig ved skrivebordet, og nærlæser den. Det kan da ikke passe, at bare fordi jeg ikke har haft den i mere end tre måneder, så hader jeg den lige pludselig?

Men det gør jeg.

Den er dum, grim og kedelig. I det hele taget ubehagelig at have i hånden. Føles forkert. Helt forkert. Der er ridser på tastaturet. Der er to små buler bagpå. Og flere ridser. Skærmen nærmest tåget.

Nu buldrebanker det på erkendelsens dør. Det er ikke min telefon!

En samtale senere er jeg afsted igen. Og da jeg kører hjem igen, har jeg en helt spritny mobil i tasken. Lærlingen var trist over sagen, men næste gang jeg skal have en ny mobil, og han har efterhånden regnet ud, hvad jeg ønsker mig, så venter et fabelagtigt tilbud. Men, først tjekker jeg lige, om den nys hjembragte nye nu også virker efter hensigten.

Det danske vejr, er som bekendt Gajolvejr, så der røg en lige halv kasse oveni. Tak!

Teknisk trolddom

Det irriterer mig grumme meget, at farven på indlægsoverskrifterne, på min udvalgte skabelon, ikke kan ændres uden at farven på selve indlægget, også ryger med i købet.

Jeg kunne også godt tænke mig et par seje vignetter i sidebaren, og ændre lidt fonte hist og pist.

Skal man eje Photoshop, for at være en haj på bloggen?

Der er i det hele taget meget, jeg godt kunne tænke mig at lave om på, tillægge, ændre og så videre, men jeg render tit ind i et stort HVORDAN? gør jeg lige det.

Jeg er også ved at rykke teltpælene op fra Facebook, for at flytte over på Twitter, og kunne godt tænke mig, at finde ud af at personliggøre layoutet der. Altså udover de muligheder, der ligger i forvejen. Jeg har ikke fået stukket næsen så dybt i problemet endnu, så måske viser det sig simpelt nok.

Men indtil da...modtager jeg gode tips, tricks og andre tryllekunster med stor fornøjelse.

Lufte hundene

Regnen er stoppet. Der er underligt stille i udsigten, hvor jeg kan se adskillige hunde på luftetur. Har de også holdt sig indendøre, mens regnen faldt? Så må de være værdigt trængende, må de.

I dag skal jeg ud og fylde huller op. Der er mangel på dit og dat, og min mobil er blevet meldt klar. Men det skal komme an på en prøve, før jeg tror på det, efterhånden.

I går var godt nok i går, men i går gav stof til eftertanke, og selv om andre ofte opfordrer til at anskue glasset som halvt fyldt, vil jeg alligevel vende det på hovedet, for at se om jeg kan finde ud af, hvorfor det lykkedes mig at holde sabelkattene i skabet, selvom alarmen lød.

Efterhånden er det blevet tid til at høste basilikum til sirup. Mens jeg tænker mig om, kan jeg passende stå og røre i en lille gryde med vand, sukker og urter. Bagefter vil jeg vel vide, hvem og hvis hænder, jeg skal trykke varmt og taknemmeligt.

Regnens dag

Mens regnen til stadighed vælter ned, sover jeg. Når jeg ind imellem kigger, er en ny småsø dannet i min udsigt, og vandfuglene vælter sig udover voldgravens kant, og mæsker sig på de fredede græsgange. Søens, og havets fugleflok i skøn forening

Biologen er blevet yachtskipper af første grad, og havets dronning kunne da næppe have valgt en bedre dag end denne, der virkelig står i vandets tegn. Tillykke!

Capac er ofte god for en svingom, og i dag blev det til en regndans, og humøret røg op i højderne. Helt derop, hvor himmelen altid er blå.

Dagens strålevarme

Bjørnen er lige trådt ind af døren med et syvtal i rygsækken. Mundtlig dansk er plaffet ned og kun tre er tilbage.

Aprilagtigt

Er det ikke næsten naturstridigt, hvis jeg satte varme på i juni? Jeg fryser om fødderne, lidt om armene, og gider ikke rigtig høre mere på regnen. Heller ikke blæsten, for den sags skyld.

Jeg rører yoghurt med kompot, rørsukker og økologisk banan, mens jeg venter. Spiser eftertænksomt, mens jeg glor ud på vejret.

Senere i dag vil jeg handle, men ligenu venter jeg. Bare.

Imponerende

Posten har lige været her. Med en pakke til mig. Den fineste postpakke, jeg nogensinde har modtaget. Pakket ind i rødt papir med broderier.

Det kan næsten ligne stoffet til en af Natasjas fineste kjoler med empiresnit og små pufærmer i silkechiffon. Eller til en stola med lange blodrøde, skinnende silkefrynser, der ringler og rangler, som dramaet skrider frem.

Imponerende.

Det var også imponerende, at posten allerede ringede på i dag, når man tænker på, at pakken blev postet i går. Og vejret taget i betragtning, var det vel også imponerende, at der ikke var en eneste dråbe regn på, hverken postbud, eller pakke. Han skulle trods alt bevæge sig fra bilen og hen til opgangen, ikke?

Dråber eller ej, nu er pakken i hus, og når jeg om lidt får åbnet den, kan jeg få taget hul på mit næste projekt allerede nu, i kraft af en rigtig god byttehandel. Tusind, tusind tak!

Stakåndet hjertebanken

Uforklarligt, og rundet af ingenting vakler jeg på slingrekurs i mellemrummet mellem det gule og det røde felt, alligevel lykkedes det for mig, at slå bak, selvom automatpiloten er aktiveret, og har sat kursen mod afgrunden.

Jeg kom med et udfald, der blev grebet, og returneret i en meget bedre udgave. Den står nu på mentalhygiejnisk hjemmepleje af de ynkeligste øglefødder, der står på spring, hvis et afbud skulle dukke op hos fodterapeuten.

Jeg klapper mig selv på skulderen, og roser mig for at have taget mig selv alvorligt. Og midt i al forvirringen af hjertebanken, halsbrand, kvalme, svimmelhed og stress går det op for mig, at ikke så meget som et eneste knurhår fra en sabelkat, har tegnet sig i horisonten!

Den er da lige værd at tygge på.

Næsthøjeste

Klokken halvtolv traver jeg rastløst rundt om bordet, hvor fem småbørn er bænket med hver sin madkasse. Sultne og småpludrende åbner de alle de små pakker, frydes, appetitstimuleres og sammeligner på kryds og tværs.

Og jeg er en løve, der trasker rundt med vandkanden, og fylder de små glas op. Servicerer, hjælper på må og få. Jeg har glemt alle gode fortsætter om morgenmad og al det der sunde, og svæver i mangel af mad lidt underligt oppe i luften i en tilstand af både og.

Så ringer telefonen, og da jeg er uden for turnus, må jeg tælle sekunderne, før samtalen stilles om til mig. Hvis det da ellers er til mig! Ringer den snart? Ringer den snart? Ringer den...Yes! Og jeg tåspidser henover gulvet, så hurtigt øglefødderne formår.

Åndeløst, Ja, det er mig! Og samtalen hægtes på mit rør. En afklaret stemme tilhørende Bjørnen, afleverer temmelig tilbagelænet de gode nyheder, og med ét bliver jeg sulten.

Begyndelser

Jeg begynder dagen med at kigge mig omkring. En lille kvist, der står i Annes vase, har udviklet rødder, og kan snart begynde tilværelsen som potteplante. Der er et tyndt lag støv på bladene.

I radioen taler de om en masse nye begyndelser. Folk begynder nye liv, i nye byer, med nyt arbejdsliv, og andre skal snart begynde og se sig om efter nye steder i verden, hvor de kan begynde forfra. Helt forfra.

Bjørnen skramler, og begynder dagen med at lægge sidste hånd på sin forberedelse, mens dagen ser ud til at begynde med opholdsvejr.

Nu begynder jeg at overveje at komme ud af fjerene, og da jeg sætter fødderne i gulvet, begynder nattegudinden at miave.

Uden mad og drikke går det bare ikke

Men i dag er mad alligevel en by i Rusland. Der er stegt flæsk i lange baner til grove boller, agurkeklodser og stærk sennep. Vi summer, og snakker nemlig, hvis ikke lige Bjørnen læser koncentreret, og brummer fraværende.

Svingninger i de grå

Opysningstiden og den franske revolution. Det var da tæt på Napoleonskrigene. Bjørnen har trukket emne, og er i gang. Jeg forholder mig i ro i baggrunden.

Duften af nybagt brød

Ja, så er det overstået. Krig og Fred er færdigkigget i begge udgaver, og jeg må sige, at den gamle BBC udgave fra 1972 er, og bliver vinderen. Den har godt nok også ti timer mere, end den anden udgave fra 2007, at gøre godt med. Men alligevel. BBC vinder også stort på langt bedre skuespillere, og fantastiske kostumer.

Brød måtte der til, og midt i al kiggeriet, fik jeg presset en flok abrikoser og pærer til saft og snask, som skulle i dejen. Jeg skar denne gang gærmængden ned til en halv pakke, og rørte den ud i lidt vand. Herefter tilsatte jeg saft og snask, kanel, hakkede hasselnødder, sukker og mel.

Og så derudaf.

Mens jeg gnasker velfornøjet på en nybagt bolle, undersøger jeg priser. Krig og Fred i bogform, bliver næsten projekt, og jeg har besluttet mig for den sidst udgivne, og uforkortede udgave fra G.dk. Det skal nok blive sjovt med 1440 sider, og en hulens masse personer.

Værs'go og læs!, siger man vel bare?

Balliance

Lidt uventet kom der forleden en flok jordbær på køkkenbordet. Det sker. I grøntsagsskuffen lå to bundter økorabarbere og kiggede længselsfuldt op over kanten.

Efter en del skylleri og snitten blev al frugten hældt i en bradepande, og drysset med, hvad der stod forrest på sukkerhylden, i dette tilfælde var det perlesukker. Jeg drysser med rund, men behersket hånd, for jeg kan lide mine kompotter syrlige, så de passer både til det søde og det salte.

I går blev et par skefulde kompot vendt i græsk yoghurt sammen med lidt græsk honning, og det kom der to lækre portioner frugtyoghurt ud af.

I dag kom jeg et par skefulde kompot, to økobananer, en stor skefuld græsk yoghurt og lidt kanelsukker i rørekanden, og til slut toppede jeg godt op med økologisk fuldfed sødmælk af den bedste slags. En tur med stavblenderen og bagefter omhældt i store glas. Morgendrik, værs'go og på en tallerken ved siden, et par flade med honning og æblerøget cheddar.

Det var bestemt en god ide, at jeg tog den fridag, i dag. Jeg har sovet ti timer i nat, og nej, jeg har ikke siddet oppe den halve nat, og dyrket Krig og Fred. Tværtimod gik jeg i seng allerede klokken halv ti! Og når jeg sover, er der sort skærm, og ingen afbrydelser.

Jeg må trænge, må jeg.

Bjørnen har kludret med sin eksamensplan. Det er ikke spansk, men historie, der er næste fag, og han skal trække i morgen og ikke i dag, som han ellers havde bildt sig selv ind. Og, hvis han vil vide noget om Napoleonskrigene, skal han bare sige til. Jeg er tændt. I den grad.