Frokost og kaffe

Da jeg tøfler ind på stationen, efter at have indløst billet i turistinformationen, møder jeg ham. Indtil videre den eneste af slagsen, altså på denne ferie. Snørebåndene i de slidte kondisko er gået op for længst, og i det hele taget er alt på ham lidt luvslidt.

"Du kan bare gi' mig pengene!", siger han, da jeg stiller mig op, og studerer togplanen. Jeg må jo, som sandt er, fortælle ham, at jeg lige har betalt for billetten andetsteds, så desværre.

"Så kan du bare gi' mig nogle andre penge!", forslår han så, men igen må jeg bedrøve den selvbestaltede billetsælger. Så tøffer han af, og vilkårlig tænker jeg på Jyllands største tossemagnet.

Det er blandt andet for at mødes med hende, at jeg har indløst billet til Århus. Og, det er allerede begyndt. Det med særlingene, altså.

I Århus falder vi hinanden om halsen, Marianne og jeg. Anne holder sig lidt i baggrunden, måske fordi hun fornemmer, hvad hun ubevist har sat i gang. Og så går vi alle tre ud blandt alle de andre, mens jeg fortæller om mit møde på Ry station.

Og så er det overstået, og vi får fred resten af dagen.

Vi skal spise frokost sammen, og jeg følger med som det tyndeste øl, og lader mig lede hen på Svejk, hvor vi finder et godt bord i solen. Og lad mig sige det med det samme. Næste gang jeg kommer på åkanterne, skal jeg også prøve så'en bøfsandwich med låg, og brun sovs med løg.

Men i dag vælger jeg den anbefalede sommersalat og et glas alsace.

Vi hygger, og vi snakker. Vi betaler, og snakker videre, mens vi trisser rundt, og ser efter kjoler, der ikke er der.

Og så blev jeg afleveret på Klostertorv, hvor en ny blogger tog over.

Hanne og jeg havde nemlig en aftale om lidt sludder, strik og kaffe til lidt jazz i eftermiddagssolen. Men jazzvolumen var for høj, så vi fandt et alternativ, der umiddelbart så egnet ud. Daisy, hed det, men ved nærmere bekendtskab må man sige, at der ikke var meget margueritrute over stedet.

Jeg sad med ryggen til, da den ikke så høje sydlandsk udseende tjener, kom hen til bordet for at modtage vores bestilling. Og så skete der noget, der nok ikke helt kan tolkes til min fordel, for han så voldsomt overrasket ud da han så mit ansigt. Måske havde mit løsthængende på kanten af havfruehår tændt forventning om en betydeligt yngre model, eller også var han måske bare lidt nervøst anlagt.

Og det blev ikke bedre for ham, da vi bestilte to gange vestindisk kaffe, og værre endnu, da vi tilføjede to gange almindelig postevand til at tage den bitre kaffesmag. Stakkels mand, han var lige ved at ryge ud over kanten.

Hanne havde en posefuld dejlige ting med til mig. Hun er som lynet, siger jeg bare. På ganske kort tid har hun fikset hele bestillingen på det nye tøj til Viktor Vandhund.

Og sikke tøj. Smukt forarbejdet, og helt efter forventningen. Det bliver så afgjort ikke sidste gang, at Hanne får en bestilling fra mig, og når alfemor ser tingene, vil hun også være vaks ved havelågen.

Hanne fulgte mig så langt, at det bare ligeud resten af vejen. Og tusind tak til jer alle tre, der gad at gøre min fredag lidt sjovere. Og vi ses igen. Helt hundrede.