Den hjemløse nisse
Lige inden jeg trillede afsted med regnfrakken smidt i paraplyklapvognen, afholdt jeg et mindre krisemøde med viceværten oppe på loftet. Han gad godt være dagens mand i skysovs, og efter et par småjusteringer var vi enige om fordelingen af absolut brugbart, og absolut ubrugeligt - når det nu lige stod, og skulle være.
Julestadsen, Bjørnens legetøj, ét spejl, en kasse vidunderlige tekrus og en trip-trapstol, overlevede krisen.
Til jul pakker vi hele baduljen om i rene kasser, og får båret det op igen på et loft, der til den tid vil være flunkende og indbydende tæt, rent og lækkert.
Dagen i dag har været en underlig oplevelse, så den springer jeg let og, grundet træthed, temmelig uelegant henover.
I stedet skuer jeg mod torsdagen, hvor jeg slutter tidligt, og styrter mod hjemmet for at få orden på den omgang støv og møg, der har lejret sig, siden støvsugeren gik kold.
Det kan kun blive en fest, at skulle svinge rundt med den nye rappe røde støvsuger, og jeg glæder mig til at få renset ud, for mine fødder krymper sig rædselsslagne, når de bare berører de støvede gulve, men i morgen er det slut, for da tager jeg som sagt fat med frisk filter og pose.
Det bliver så godt.
Alt er efterhånden bundet op på situationen med den manglende støvsuger. Planter er ikke blevet vandet. Opvasken lemfældigt taget i små portioner afhængig af, hvad der lige stod, og skulle bruges. Tøjbunken har fået unger igen. Endda flere kuld, og taskerne med henholdsvis gamle aviser og tomme flasker, bugner. Der er rørt lidt rundt i toilettet med en børste, og vasken kørt lidt over med en klud.
Når jeg har sovet seks timer, begynder min torsdag, og inden den er slut, har jeg fået løsnet alle båndene, og fået modet tilbage.
5 kommentarer:
Glæd dig til din torsdags rengøring og den aller første dans med det røde lyn.
Åh ja Sifka, vi skal se frem, så held og lykke med det røde lyn, nu vil jeg gå i gang med at flytte rundt på støvet :-)
En af mine venner havde en plade med støvsugermusik - så fik den hele armen med åbne vinduer og høj musik ! God torsdag.ps jeg kørte forbi den nye bager den anden dag, glæder mig til at probere, nu er datteren tilbage på Ama'r
Ja Sifka jeg er jo hoppet med på torsdagsrengøringen, så jeg ved også hvad der venter mig når jeg får fri, held og lykke med det røde lyn !
Knus
Hvis jeg ser en nisse på trappestenen på mandag, skal jeg nok klappe ham/hende på hovedet :-)
Send en kommentar