Man tager da til Hillerød

Jeg kom en lille smule bøvlet ud af starthullerne i dag. I min sødeligste lå jeg, og nød den sidste tid, inden mobilen ville bryde ud i brum, for at få mig væltet ud på gulvet.

Men, det blev hårde bankeslag på entredøren, der hev mig barsk og nøgternt ud af drømmene.

Et par håndværkere skulle have adgang til badeværelset for at rense aftrækskanal, eller hvad det nu var.

Kæft mand, det havde jeg da glemt!

Og omtåget yndigt iført morgenhår måtte jeg byde selskabet indefor med alle deres lange koste-ting og støvsugere, eller -pustere. Ja, jeg ved ikke noget om aftræksrens, og jeg vil sådan set heller ikke vide det.

Da TrilleNyx og jeg ramlede ind gennem lågen på jobbet, stod ungerne køreklar og turtasken var pakket, så afsted med os inden, jeg rigtig fik set mig om. Ud i det der smukke solskin, som vi er beriget af for øjeblikket.

Vi skulle i Dyrehaven.

I hvert fald indtil vi blev smidt af toget på Østerport med besked om at vente tyve minutter på det næste tog til Klampenborg. Og det gad jeg sådan set ikke. Vente på.

Det sker, at forviklinger gør udflugter mere kringlede, end vi egentlig har haft det i tankerne. Som regel holder vi ord, og tager i skoven, når vi har sagt skoven, og til stranden, når vi har sagt stranden.

Men, jeg har tit drømt om bare at gøre noget andet her og nu, når forviklingerne opstod. Ligesom i dag. Der på Østerport. Hvor et tog nærmer sig perronen.

Åh, jeg orker ikke at bare stå her og vente, udbryder jeg. Hvad skal vi ellers gøre?, lyder det. Vi kunne jo også bare tage til...øh...Hillerød, svarer jeg, for det er det, der står på toget, der nærmer sig perronen.

Som sagt, så gjort.

Og i Hillerød er der dejligt. Måske skal jeg ikke lige vise mig på apoteket et stykke tid, for vi grænseoverskred, og spiste madpakker ved et borde/bænke-arrangement, som stod på en meget grøn græsplæne langt nede bag apoteket.

Vi efterlod ikke så meget som en brødkrumme og ungerne holdt stemmerne i det hensyntagende leje. Under hele frokosten.

Alligevel måtte jeg stå skoleret overfor apotekerdamen, der gjorde det klart, at vi måtte aldrig komme der igen. Det forsikrede jeg hende om, at det ville vi heller ikke, for vi var i den grad slået ud af kurs, og på afveje. Og lige her og nu, endda på de gale.

Og så tøffede vi videre på vores hillerødske eventyr.

En legeplads dukkede pludseligt op til venstre for rækken, så den kastede vi os over med det samme. Jeg sad i stenstol som en anden Christian firtal. Den var forbavsende god at sidde i, og havde suget så tilpas meget efterårsol, at man hurtigt fik varmen, mens ungerne snoede sig rundt mellem aber og elefanter.

Og så skulle vi hjem. Og det kom vi. Men, for mig var dagen langtfra slut, for der var møder og samtaler, og jeg ved ikke hvad, inden jeg smed mig tungt i sadlen på TrilleNyx, og kørte hjem i mørket på denne eventyrlige oktoberdag.

Og inden jeg lukker og slukker, vil jeg bede jer om at krydse jeres små fingre, lukke øjnene tæt sammen, og ønske for mig, at tingene tager den rette drejning, så mit liv kan blive lidt lettere. I den arbejdsmæssige sammenhæng.

Godnat, og tak fordi du krydsede.