Plastik

Bang, og knald med en hammer. Lige i panden, da jeg træder ind fra køkkentrappen med en godt fyldt cykelkurv, og kalkstøv i småskyer om fødderne. Wauw, her er varmt, tænker jeg i mit stille sind. For der er dæleme stille efter en god dag på jobbet med livlige, og i dag, meget højtrøstede børn.

Efter et kort blik mod vinduet, ligger forklaringen ligefor. Vi er blevet pakket ind i endnu et lag plastik. Denne gang så tæt, at man ikke engang kan åbne vinduerne.

Kan konen her da blive ved med at skrive om den renovering? Ja ja, det kan hun da, for den skide renovation fylder rigtig meget i min hverdag. Minsandten også i min fritid. Og der er meget lang tid til vejs ende i den sag. Desværre.