torsdag den 7. august 2008

Regn i Ry

Det lille lånte feriehus har hertil aften bestået den ultimative prøve. Det regner, regner og regner. Det står ned i stænger, og himlen oplyses af lyn, der flænser sig vej til det efterfølgende brag. Skybrud over Danmark. Ja tak, jeg er bange for, at Skanderborg er druknet. Men huset emmer af fred og fordragelighed. Jeg føler mig hjemme, og hygger mig tørskoet indendøre, mens vandet vælter ned. Min ferievært ligger rullet sammen i en stol, på verandaen, og sover ubekymret.

Dagen i dag er bare gået. Stille og roligt. Rosita, og jeg har hygget os. Henslægt i tæpper og puder, med med strikketøj og tv. En lille lur med jævne mellemrum, og en bid brød, når det var aktuelt. Ingen ture ned ad nogen bakker, heller ikke ture op ad nogen bakker. Ren hygge i hytten.

Jeg er så småt begyndt at samle mig sammen, for det er snart slut med de jyske fortællinger. Jeg overvejer at låne ekstra tasker til at hjembringelse af alle de ting, der er landet her i huset hen ad vejen. Gaver, glæder og skønne tilføjelser. Ak ja, forleden syntes jeg, at der var masser af tid, og så, om et øjeblik, er det slut.

1 kommentar:

Anne sagde ...

I har haft en hyggelig dag, dig og kattedyret, dejlig læsning.

Det var så herligt at du kom herover, lad os håbe, at det rød-gule hus har brug for en sitter en anden gang.

Ellers er du velkommen til at indtage nogle af vores kvm.

Jeg elsker den der stibede sofa-seng-slænge-flyde-anordning der...