søndag den 10. maj 2009

Spinatboller

Jeg er fuldstændig i panik. Jeg tumler rundt, og kan ikke finde ro nogen steder. En ild af kløe løber under huden, og klør det ikke her, klør det der. Jeg bliver sindssyg!

Rastløsheden driver mig ud i køkkenet, og jeg laver dej til spinatboller, så der er brød til mandagens morgenmad, og eller frokost.

I fryseren ligger en pose frosne spinatkugler, og jeg hælder det, der afrundet svarer til 250 gram op i en kasserolle, sammen med 2 dl vand. Det bliver bragt i kog, og jeg sikrer mig lige, at spinaten er tøet fuldstændig op.

Nu er det meningen, at jeg skal hælde 2 dl mælk oveni, og lade det stå og blive gærparat i temperaturen, men igen har der været mus i køleskabet, og jeg står der med håret i spinatblandingen.

I stedet bruger jeg den rest flødeskum, der blev tilbage fra gårsdagens bananmuffin-arrangement, og så kører det fint igen. Ventetiden fordrives med et nyinstalleret MahJong, mens jeg holder kløen i skak.

En del spil senere, rører jeg 50 gr gær ud i blandingen, og tilsætter lidt salt. Lykkeligvis har jeg købt både hvedemel og durum fra Aarstiderne, for det er lige det, der skal bruges til disse boller.

Jeg begynder med durum, og rører det i, indtil dejen samler sig, og fortsætter med almindelig hvedemel, til dejen kan æltes smidig på bordet. Jeg smider den op i skålen, og dækker med bagehætten.

Mere kløe, mere MahJong, mere ventetid.

Dobbelt størrelse. Ud på bordet. Æltes let, og deles i tolv stykker, der i fladtrykt tilstand fordeles på bagepapir, på en bageplade.

Nu er det så heldigt, at jeg samtidig er i gang med at koge en lammeskysovs ind, så pladen bliver smækket på som låg i cirka 20 minutter, og så er spinatbollerne klar til at blive penslet med mælk, og drysset med græskarkerner, eller sesam, eller hørfrø, eller birkes, eller ingenting.

De skal i hvertfald bages i ovnen ved 200 grader i en halv times tid.

1 kommentar:

Piskeriset sagde ...

De ser sørenjensemig lækre ud! Og forløbet er meget levende fortalt :-D