På den anden side

Sådan ser der ud. På den anden side. Når jeg cykler hjem, kan jeg se derover, hvis jeg husker det, og gider. I dag gad jeg så meget, at jeg stoppede, og fotograferede inden, jeg kørte hjem, og hyrede flaskedrenge hos underboen.

Vi faldt i snak. Det gør vi undertiden. Og underboen bød på te, og lidt mørk chokolade.

Bjørnen kom hjem, mens jeg drak te. Han troede, jeg var til møde, og gik derfor ned igen, for at købe pizza, som han kom hjem med lige efter, at jeg var trådt ind af døren med fem lejede dvd'er i kurven.

Han havde, ud over pizzaen, også et meget stort batteri under armen, og vi fes ned af trapperne for at køre på elcykel i gården. Elcykelkørsel er sjovt. Faktisk helt vildt sjovt.

Nåmen, der var lige noget med nogle film.

Guldmedalje

Den olympiske kommite kan være tilfredse. Arrangementet var vellykket, og vejret perfekt. Masser af roser og anerkende bemærkninger fra kolleger. Glade børn i rå mængder.

Labbede det i mig i små vidunderlige slurke af børnechampagne, mens jeg lod fingrene glide kærligt henover guldmedaljens blanke metalpapir. Havde vist brug for det.

Jeg har stået med et ben i hver lejr lidt for længe. Grinende og grædefærdig. Energisk og udmattet. Heppende og hadende.

Det holder op igen. Det ved jeg. Det må det. Karrusellen må sagtne farten, eller jeg må lade mig falde. Af.

Og den helt uventede varme fra septembersolen tog mig om skulderen, uden smålig skelen til at klokken faktisk var fire.

Jeg elsker sensommer, og jeg elsker efterår. Elsker det. Elsker det. Elsker det.

Konspiratoriske bloggeres første møde

Allerede inden, jeg gik hjemmefra i går morges, havde jeg en lille drøm om at gå en times tid tidligere, så jeg ville have god tid til at gøre det lidt lækkert, inden Piskeriset ankom klokken seks.

Men, sådan er min virkelighed altså slet ikke skruet sammen for tiden. Der er ikke plads til file af afspadseringskontoen, tværtimod, og jeg kom da også afsted på den den forkerte side af fyraften.

En tung lastet cykelkurv skulle lige aflastes, og så ned af trappen igen og afsted efter kattemad, som Nyx stod på snotten i, ligeså snart jeg fyldte kassen op. Somom hun bliver sultet!

Kartoflerne havnede i en kasserolle med olivenolie og masser af salt med knuste peberkorn. Over lavt blus indtil de var møre, let brune og runkne. Måske ikke den smukkeste beskrivelse, men det smager bare så dejligt.

Meningen var, at jeg skulle anrette smukke sandwich, men i stedet blev tingene sat på bordet i en pærevælling til fri afbenyttelse. Ikke at det forringede smagen, men særlig værtindetjekket var det altså ikke.

Piskeriset kom med milde gaver i form af lækkert øl, og blommemarmelade. Hun stod også for det søde indslag, og havde købt kager med fra Dessertdragen. Tre forskellige, meget lækre og delikate kager, som vi fordelte, så alle fik smagt alt.

Mens vi sad, og nød de oliestegte kartofler, kylling, rucolasalat, soltørrede tomater, italiensk brød og to slags kanarisk mojo, kastede jeg mig ud i at bande som en tyrk, bruge ordet 'lissom' og 'æde' forfærdelig mange gange, samt konstant at omtale min tyve-årige søn, som 'Bjørnemanden', både i direkte, og indirekte tale.

Nej, jeg var måske ikke lige for kæk dér, men jeg tror, at Piskeriset kunne klare det. Vi fik i hvert fald fastsat en dato for, hvornår vi vil søsætte vores lille tekalas, som godtnok er inspireret af denne fabelagtige kagemagers konditorsøndag, men aldrig vil kunne nå hendes arrangementer så meget som til sokkeholderene. Vi ved det godt!

Måske kan vi lokke stjernen til at gæsteoptræde på et senere tidspunkt, måske i forbindelse med udgivelsen af hendes med spænding ventede kogebog? Jamen, det synes jeg da, var en ganske glimrende ide.

Vi havde en rigtig hyggelig aften, og fik lavet den aftale, der var udgangspunktet for vores møde, og ud over det, som det ofte sker når bloggere mødes, fik vi snakket rigtig meget, og om mange forskellige ting.

Nu håber jeg bare, at Piskeriset kan bære over med mine lampefeberhede, kiksede værtindemanerer, som jeg selvfølgelig regner med, at have meget bedre styr på, næste gang vi ses.

Stegte hemmeligheder

Forberedelser til Piskerisets besøg i morgen bliver ordnet i pauserne mellem udhæng foran skærmen, og nuslerier rundt omkring. Selvom jeg afslører, at jeg har stegt kyllingelår, tror jeg ikke at der er fare for at menuen i sin helhed, vil blive afsløret af den grund.

Piskeriset kommer med det søde indslag, så vi har begge hemmeligheder for hinanden, og når vores møde i morgen er overstået, har vi forhåbentlig fælles hemmeligheder, og masser af luskede planer.

Uh, hvor jeg glæder mig!

Overvåget

Endnu har jeg ikke fået en fornuftig forklaring på, hvorfor nattegudinden æder som en hest, når bunden i tørfoderkassen, er ved at være nået. I morgen når kassen igen er proppet til randen, falder hun tilbage i den vanlige ædegænge.

Sphinxe-Nyx sidder simpelhen, og nedstirrer mig, som om jeg sultede hende. Hun har fået tørfoder og vådfoder i dag. Begge dele! Og alligevel sidder hun der. Og sender mig sultblikket. Og kun når kassen er ved at være tom. Og, hvordan filan kan hun vide det?

Jeg fatter det ikke.

I forkøbet

En lille seddel med ideer ligger på skrivebordet, og er blevet uaktuel. En ny ide har mast sig frem på førstepladsen, mens jeg har puslet rundt med hammer, små søm og klæbemasse. Plakater og familiebilleder finder sig til rette i stuer og værelser, og andre småting bliver lagt på plads.

Nydelsen er formidabel og kæmpestor. Jeg trænger til nuslerierne efter flere uger med støvsugermangel, overarbejde og skrigende, støvende håndværkere. Når dagen er omme, har jeg fundet mine hjemlige fødder igen, og kan forholdsvis overbærende gå endnu en støv-og støjfyldt uge i møde.

Soveværelsesvæg

Det var, da jeg læste her, at jeg opdagede, at det var lige den plakat, jeg manglede i mit soveværelse. Jeg har også opdaget, at jeg drømmer om et stort spejl med sølvramme.

Plakaten blev bestilt for flere uger siden, og jeg har ventet. Og ventet på at den skulle komme hjem fra Italien.

Spejlet med sølvrammen hænger på Nimb, stedet med de gode GTA'er, men det er lige en kende for stort, så jeg må nøjes med det, jeg fik gravet frem, da Bjørnen og jeg ryddede loftet. Dog, ved jeg ikke lige, om det ender med en sølvramme, men et eller andet skal jeg nok finde på.

Ventetiden sluttede i går, da posten slog bankeslag.

Og pudsigt nok, når man taler om solen. I morgen kommer Piskeriset forbi hytten her til en kop te og en sandwich. Vil skal konspirere.

Skovbunde

Fuldkorn og fibre. Det blev hverken til leg med gær, vand og mel, eller kiks på bunden af en dåse. Nej, det blev grovgrød og friskkværnet skovbund.

I saftpresseren røg en posefuld blå druer, fire æbler og en sød, rød peberfrugt.

Oppe med hønsene

Klokken er lige omkring halv ni, men jeg har hønefornemmelse, og mener, at det må være endnu tidligere på morgenen. Her er nemlig så stille. Nyx snuer stadig liggende ved siden af puden, og Bjørnen sover.

Bag min udsigts forhæng af gråligt net, kan jeg ane at solen forsøger sig glimtvis, men det ville ikke rigtig lykkes.

Jeg åbner vinduet, og undres over arbejdslyde i yderkanten. Ikke lyde fra nysgerrige knægte, der ikke kan holde fødderne fra stilladsstigerne og absolut må hænge. Nej, rigtige arbejdslyde, så man må tænke, holder de dog aldrig fri?

Jeg lukker vinduet igen.

En time er gået. Morgenmaden bliver meget, meget enkel. En par kiks på bunden af en dåse. Te. Hvis jeg begynder at blande gær, vand og mel, går det hen, og bliver brunch, inden vi får set os om.

Måske skulle vi se os om?

Meddelelse

Jeg gider ikke blogge i dag:)

Den hjemløse due

Jeg havde egentlig ikke tid til at fototgrafere duen, der tidligt i morges. Men den sad bare der på hegnet, og så dybt nedbøjet ud. Selvom jeg passerede tæt forbi, blev den bare siddende med ryggen til, og et enkelt øjekast over de grå skuldre.

Stakkels ven, hjemløs og fordrevet fra det sikre.

Og nej, den er ikke syg, den fejler ikke andet end, at den er blevet smidt ud fra taglejligheden af stilladser og larmende håndværkere. Ikke engang efter fyraften kan den finde ro på toppen, for presenningerne har løsnet sig, og blafrer helt hysterisk, og larmende i efterårsblæsten.

Jeg tog mine billeder, og trak af med TrilleNyx, hvilket ikke generede duen det fjerneste. Jeg fik øjenkontakt, og den bad nærmest om at komme med i kurven. Men, jeg undskyldte mig med travlhed og en kulret kat, og efterlod det stakkels kræ til fortsat at hænge ud på hegnet.

Weekendkurven

Det var helt vidunderligt at nå frem til weekenden efter en monster-langtrukken og besværlig uge. Men vejs ende blev altså nået efter endnu en kort dag, der alligevel gik hen, og blev længere end først antaget.

Der har været en masse at se til. Også i dag. Gulvene er blevet skridtet godt af. Mad er noget, jeg har spist tilfældigt. Og sager er blevet lagt på plads, og andet blevet gemt eller udskudt, og da den anden halvdel af den olympiske kommite pludselig stod, og signalerede 'fem minutter til mødestart', opdagede jeg, at der altså også var noget, jeg havde glemt.

Men vi fandt ud af det, gjorde vi. Vi er som humlebier i min branche. Vi flyver også, selv om vi ikke kan, og OL kommer til at løbe af staben i næste uge, som planlagt. Missionen lykkedes, og det var en stak glade børn, der hoppede hjem til weekend, fredagsslik og Disneysjov.

Klokken halv fire drak jeg usynlighedens eliksir, og forsvandt. I morgen er der atter arbejde på programmet, men først fredagsfrikvarter.

På vejen hjem gled jeg umærkeligt ud og ind af butikker, og fyldte kurven godt op med fem film og fredagsguf. Hvedeøl og hvedebrød. Og en enkelt klase druer. Jeg trænger, og jeg synes eddermuggeme også, at jeg har fortjent det.

Uden mål og med

Og billeder.

Der er gang i strømmen. Også i understrømmen. Jeg står i vand til livet, og har bare lyst til at læne mig tilbage og flyde med strømmen. Overstrømmen.

Nej, jeg har slet ikke lyst til at stå i noget som helst vand. Overhovedet. Eller over knæene. Eller ej. Nej, jeg har lyst til at sidde tørskoet, og glo ud i mod horisonten, og falde i staver på en strandbred.

Når staverne er faldet omkuld i sandet, vil vandet viske trætheden bort med blide strøg, der gør min hud silkeblød, som træ der har ligget der længe. Der i sandet, langs bølgekanten. Vuggende skvulp. Blidt, blidt, blidt.

Når man læner sig tilbage i vandet, gribes man blidt om hårrødderne, og stråene spredes i bølgende bevægelser, nøjagtigt ligesom søgræs. Der også skvulper. Og solglimt rammer overfladen, og får øjet til at knalde ud i øjenmigræne.

Mine øjne klør bagefter af støv og søvnmangel. Måske skal jeg bare vente med at vågne op indtil på mandag, hvor en ny uge åbner sig mod noget bedre vejr? Ja tak for bedre vejr, selvom regnen stod i stænger, og forstærkede effekten af det enkle solstrejf, der ramte syv fliser i et diffust mønster.

Tanker om bare at lægge sig ned, står i kø for at blive imødekommet, og når det kommer til stykket, skulle jeg måske bare gå i biografen en af dagene og lade mig forføre at den nyeste udgave?

Jeg tænker på brosten, der banker på panden, på chokolade, der smelter på rugbrød, der syrner på tungen. Og stemmebåndene, der er støvet til under en kalkaflejring. Sådan må Møns Klint smage.

Er du forvirret? Fortvivl ej, det er selv jeg, så meget, at jeg kunne skrige.

Den hjemløse nisse

Lige inden jeg trillede afsted med regnfrakken smidt i paraplyklapvognen, afholdt jeg et mindre krisemøde med viceværten oppe på loftet. Han gad godt være dagens mand i skysovs, og efter et par småjusteringer var vi enige om fordelingen af absolut brugbart, og absolut ubrugeligt - når det nu lige stod, og skulle være.

Julestadsen, Bjørnens legetøj, ét spejl, en kasse vidunderlige tekrus og en trip-trapstol, overlevede krisen.

Til jul pakker vi hele baduljen om i rene kasser, og får båret det op igen på et loft, der til den tid vil være flunkende og indbydende tæt, rent og lækkert.

Dagen i dag har været en underlig oplevelse, så den springer jeg let og, grundet træthed, temmelig uelegant henover.

I stedet skuer jeg mod torsdagen, hvor jeg slutter tidligt, og styrter mod hjemmet for at få orden på den omgang støv og møg, der har lejret sig, siden støvsugeren gik kold.

Det kan kun blive en fest, at skulle svinge rundt med den nye rappe røde støvsuger, og jeg glæder mig til at få renset ud, for mine fødder krymper sig rædselsslagne, når de bare berører de støvede gulve, men i morgen er det slut, for da tager jeg som sagt fat med frisk filter og pose.

Det bliver så godt.

Alt er efterhånden bundet op på situationen med den manglende støvsuger. Planter er ikke blevet vandet. Opvasken lemfældigt taget i små portioner afhængig af, hvad der lige stod, og skulle bruges. Tøjbunken har fået unger igen. Endda flere kuld, og taskerne med henholdsvis gamle aviser og tomme flasker, bugner. Der er rørt lidt rundt i toilettet med en børste, og vasken kørt lidt over med en klud.

Når jeg har sovet seks timer, begynder min torsdag, og inden den er slut, har jeg fået løsnet alle båndene, og fået modet tilbage.

Paraplyklapfragt

Jeg kan desværre, hverken finde hoved eller hale på noget som helst, der har med det skide loft at gøre. Bær over med, at jeg næsten er strittende af stress over, at jeg alligevel ikke har styr på mine skrøbelige polske glaskugler fra dengang, det var jul for længe siden. Og Bjørnens legetøj. Og de to eller tre spejle.

Behøver jeg at tage sådan på vej?

Ja, det gør jeg, for hele min morgen i morgen vil være besat af frustration og udredninger. Lappe- og lorteløsninger.Viceværten kan, må, eller vil ikke være dagens mand i skysovs alligevel, så nu står jeg der med håret hængede ned fra loftet og i uvished svævende lige indtil i morgen tidlig.

Undskyld mig, men jeg har været på loftet igen. Bagtrappen er et inferno af støvpartikler, der bliver pumpet rundt, fordi døren ind til det tagløse loft står pivåben, samt flere vinduer trappen ned også er åbne, hvis de da ikke ligefrem er blevet fjernet.

På selve loftet blæser det så meget, at den armerede plastikpressening flere steder blafrer vildt i vinden, og man med gelesvage knæ må klamre sig til det nærmeste træværk for ikke at trimle omkuld. Jajada, næsten.

Ork, jeg kunne fortsætte med at fortælle om underboens frustrationer, om overboens frustrationer og minsandten også om over-overboens frustrationer. Vi er en hel opgang i frustrationens vold.

Men, da man jo helst skal glo på de der halvfyldte glas, vender jeg humøret på hovedet, og forkynder glædesstrålende, at jeg har fået ny støvsuger.