Udsigt til sofa.

Et enkelt, men dejligt måltid er overstået, og det har været muligt for mig at få gravet et par krimier ud af fjernsynsprogrammet. Nu er det bare at placere sig. Godaften!

Den anden af to.

Der skete jo en dag, at jeg forlod godt selskab på grund af dårligt øl. Nu drikker jeg den anden af de to øl, jeg købte med hjem den dag. Der hviler en slags fredagsølstemning over det ganske køkken og både øl og stemning nydes.

Maden er nem, fremtryllet af rester fra i går, og blot tilsat et par økologisk schnitzler, der lige skal have en tur på panden. I mens drikker jeg altså øl, og glæder mig over, at jeg skal nyde fire dage helt efter egen næse.

Resterne udgøres af en råkost fremstillet af revet gulerod, strimlet citronskal, halvtørret tomat, cashewnødder og citronsaft, samt ægyptiske kartofler med smør og karse. Det er altsammen blevet vendt på en varm pande og tilsat et skvæt piskefløde.

Hjemvej.

Jeg har holdt skarpt øje med kirsebærtræerne, og alligevel er det lykkedes for dem og springe ud i hvidt flor nærmest fra time til time, mens jeg har passet de kommunale legeklodser ovre på Havnen. I morges var det stadigevæk et lysegrønt skær med enkelt hvide nister, der ventede omkring hjørnet, men på hjemvejen var det helt og aldeles anderledes.

Det vil glæde en gammel bryggekone, som i sin tid gav en hånd med ved plantningen af de mange træer, og hvor var det godt at de gad. Blomsterne er nu kommet igen. Større, vildere, hvidere.

Ring med klokken...

Det er ved at blive en almindelighed, at begynde dagen i Torvegade. Selv bilisterne klarer dytteriet uopfordret og uden skilte. Dog bliver intet en vane, for på mandag bliver det helt anderledes.

Men ligenu imødeser vi fire dage uden hættetrøje og bannere.

Arbejdsskift.

Dagens ret er tunbøf med råkost og kogte kartofler vendt i karse og smør. Bjørnen skifter fra fiskedisk til cykelbiks. Heldigt, for jeg har hede drømme om endnu en cykel.

På randen af detox.

Jeg sniger mig rundt. Læser og gør klar. Det er noget af en omlægning, jeg er på vej ud i. Jeg siger, for en periode, farvel til, sådan cirka, mel, gryn og korn, mælkeprodukter, kartofler, ris, pasta, sukker, alkohol og en del frugt. Til gengæld kan jeg æde uhæmmet af alle mulige grøntsager, samt kød, fisk og dem der med fjer.

Jeg gentager lige, for en periode! Desuden vil jeg, ved sådan et stort projekt, tillade mig selv at tage én dag af gangen.

Men først skal jeg forberede mig videre, derefter holde ferie og så...

Kaffe.

Bjørnen hjembragte en ny interesse fra Amsterdam. Kaffe! Jeg er frisk, og har indkøbt både kander og kaffe.

Jeg har selv været ved kaffen før, men har ladet den havne lidt i glemmebogen til fordel for den højt skattede te. Jeg er ikke den store vilde kaffedrikker, for jeg påvirkes let, men en lille kop af den rigtige gode, kan jeg godt overtales til. Måske især når den er tilsat masser af varm sødmælk som en latte, og efter en af de bedre middage, findes der ikke noget bedre end en kopfuld stærk og velduftende kaffe med et skvæt piskefløde i.

Min mormor lavede kaffe på svensk maner i en særlig kasserolle. Malede bønner blev overhældt med koldt vand, som derefter langsomt blev varmet op til kogepunktet. Grumset blev siet fra, og så var kaffen klar. Altid serveret med piskefløde!

Hos min farmor blev kaffen serveret i sarte muselmalede kopper, hvor der blev lagt en lille rund serviet mellem kop og underkop. De blev købt i små stakke i Irma. Hvad de præcist blev kaldt, har jeg lagt i glemmebogen.

Min farmors kaffeborde var legendariske, hun diskede nemlig op med alt, hvad den kunne trække af kager og andet kaffebrød. Der var tørkager, småkager, lagkager og flødeskumskager. Ikke at forglemme bollerne og wienerbrødet. Det hele på én gang og man blev nødet kraftigt!

Da hun blev en ældre og skrøbelig dame, kom min far fast forbi til kaffe, hver tirsdag, og mængden af kager blev først reduceret, da hun ikke længere selv kunne komme til bageren. Han var døden nær bagefter, hver gang.

Havde man fødselsdag, satte hun turbo på, og serverede luksusudgaven af varm chokolade med flødeskum. Efter endt kaffebord fik man chokolade med hjem i en af de klare mælkeflasker fra forlængst, samt kaffebrød og restekager pakket i nydelige pakker. Hvis man nu skulle blive trængende. Man var døden nær bagefter, hver gang.

Min mor præsenterede familien for den første kaffekolbe efter en rum tid med Madam Blå. Kaffekolben var en næsten magisk, fin glasforordning, der gjorde det muligt at følge hele processen på nært hold. Den fungerede i princippet som de små italienske espressokander, hvor vandet efter opvarmning presses fra den nederste del op i den øverste del, hvor den malede kaffe befandt sig.

Herefter fulgte en periode med den almindelige kaffemaskine, hvorefter mine forældre sluttelig slog sig på Nescafeen.

Jeg sværger til henholdvis stempelkande og den lille italienske espressokande, der skal stå på ilden og simre sig frem til en intens essens af en kaffetår. Og nu så altså også Bjørnen, og det er nemt for mig at være imødekommende overfor denne nyerhvervede smagsudvidelse, men hvad skulle jeg dog have stillet op, hvis det var kaffehusenes flyvekager, han havde fattet interesse for?

Men in black...

Morgendyt og morgenmad. Fællessnak i den kommunale legestue, og en enkelt sort liste eller to. Afsted med en flok meget alvorlige og sammenbidte sortklædte mappedyr, havde retning mod dagens forsamlingsplads, Kongens Nytorv. Herefter skridtede de sortklædte i samlet flok mod Christiansborgs Slotsplads, hvor propperne sprang, og slipset langsomt blev løsnet.

Barmfager latter.

Næste etape er i gang. I dag joinede en gruppe dagplejere og Erna Iversen bød velkommen til. Morgendytterne er også begyndt at støttehilse med hornet om eftermiddagen. Erna gav en sang og overlod derefter ordet til andre talere.

Sad ved dagens slutning til kollegialt samvær i solen med en lille øl på bordet? Jamen, det gjorde vi da.

Kommunal legestue.

De klør stadig på med strejken. Vi morgenmødtes igen efter weekenden, og blev dyttet vågne af støttehornene, samt cykelklokkeklangen.

Bagefter var der mødepligt i legestuen for kommunale dinosauere, hvor jeg genoptog arbejdet med reolbagsiderne. Tapetet fra i fredags sad, som det skulle, og der blev også tid til at sortliste.

Sluttelig makulerede jeg en milliardmillion stykker papir, og så var det tid til afspadsering.

Fattigmand?

Jeg er stadig lidt tung i optrækket med hensyn til køkkenudskejelser. Alligevel endte det i al sin enkelthed helt sommerligt. Capitaine Cook stod for sardinerne, og Ægypten for de nye kartofler. Smør og purløg. Finito. Mad.

Mågeskrig.

Et af de lange. Et bad hvor vinterhår- og hud høvles, skrubbes, skures og skrabes. Olieres, pudses og poleres. Så grundigt, at mågerne styrtdykker ned fra himlen.

Bagefter stilhed. Bare et øjeblik mens orange skygger falder til ro under øjenlågene, og huden stadig er varm og blød.

Who?

Der filosoferes ovre hos Gæstebud. Pearl Jam åbner også døre med kærlighed. En anelse mere højlydt.

Svensk grød.

Tæt på var hun, Andrea. Men nej. Der er endnu ikke taget hul på de svenske havregryn, men en liten anelse lingonsylt og et drys kanel udgjorde toppen af morgengrøden.

Jeg læser i om en ny filmatisering af 'La Boheme' med drømmebesætning. Musikken kan købes fra i morgen og har høstet roser i søndagens udgave af en avis. Måske?

Blot grød.

Det er ikke den sundeste sammensætning, men rosinernes sødme er en rar tilsætning på en søndag morgen.

Tre ingredienser blev det til, havregryn, solsikkekerner og gyldne rosiner. Overhældt med koldt vand, og når det har trukket sig sammen, bliver det hele kogt med mælk og rørt sejt med lidt salt, når gryden er hevet af ilden.

Beholdningen af frø og nødder er i bund, der må handles.

Helt.

Himmelen sprækker. Den gyldne tone står på spring. Jeg kan lugte træerne, når jeg åbner vinduet, men så skal man også stå tidligt op. Og det skal helst være søndag.

Tidligt nok var det i dag klokken syv, så kunne man fornemme den der sødlige fedtede lugt fra blomsterknopper, der er lige ved at eksplodere.

Stjernestøv.

Jeg ser DR2 tema. Jeg ser Marc Bolan og bagefter flejner jeg ud til Get it on. Sådan helt for mig selv. Nattegudinden sidder på en stol og ser meget undrende til.

For mat.

Hvad sker der her? Ikke meget. Jeg har brug for at tulle rundt om mig og for mig selv. Det kunne jeg fornemme allerede i går. Jeg var bimsetræt, og sov fra alt og alle. Og længe i dag.

Nu rydder jeg op, og har allerede taget stilling til meget. Aktivistoutfittet bliver vasket, så det er kampklar til mandag morgen. Faren for at det skal blive for effektivt, bliver minimeret med et par dvd'er.

I morgen er tiden sandsynligvis moden til igen at gå udenfor, og måske finde et sted, hvor jeg kan betragte noget vand med en horisont.

Det er ikke for skæg...

Morgenaktion. Stadig stor opbakning, selv cyklisterne har fundet klokkerne frem. Mathed. Træthed. De kommunale dinosauere håndterede de kommunale legoklodser endnu en dag.

Afspadsering. Så tog vi cyklerne frem, og smykkede overlæberne med styrskæg. Fra den ene rådhusplads til den anden og derefter Christiansborg.

Støttefest med bajere til en tyver. Billig entre og tre bands. Uden mig. Jeg er færdig, og vil bare have fredag aften i fred med min sofa. Jai Guru Fredag, Om!

Tivolitur.

Det var en dag uden aktioner og arrangementer. Den bød stort set kun på rengøring af de kommunale legoklodser, og altså bagefter intet kollegialt samvær med interessante øl i solskin.

Men Andrea gad godt. Hun havde allerede i går lagt et tilbud i kommentarfeltet for det tilfælde, at jeg skulle komme til at mangle ølselskab, og samtidig kunne jeg så begynde at genopdage magien ved Tivoli, og flashe det nye årskort.

Til en start faldt vi over en del, som vi kunne brokke os over, men langsomt tog magien alligevel fusen på os, og vi overgav os til ølkrus og hygge på Færgekroen. Der sad vi i solen, og snadrede samme med den lokale øland, der steppede på tønde, hvis man gav den opmærksomhed nok.

Andrea havde hørt noget om økologiske hotdogs, men da vi endelig fandt det magiske økopølsested under Dæmonen, var det kun franske hotdogs, der var tale om, og det gad vi ikke. I stedet vendte vi om, og gik på nudelbar. Det var en ny oplevelse for mig, men den var positiv, også selvom der blev serveret underlige anretninger, som grøn salat med ristede løg og chokoladekage med wasabi!

Megen snak senere var vi forfaldne til henholdsvis tog og cykel, og vi skiltes med udsigt over et nydeligt Palads, der tegnede sig smukt mod den aftenblå himmel.

Modsatte.

Af uforklarlige årsager skulle jeg vågne alt for tidligt i morges. Jeg prøvede at lade være med at åbne øjnene for meget, men den smukke morgenstund lokkede med gyldent blødt skær fra en opadgående sol til den ene side, samt et skummemælksblågråt himmellys fra en nedadgående måne til den anden side.

Vejret, for tiden, er fantastisk smukt.

Jeg vendte mig mod seng og dyne igen, og indsatte endnu en times opladning på kontoen. Et par timer senere stod jeg med friskbagt brød i tasken, klar til at tage hul på dagen. Og der er stadig oplagt dytten i Torvegade.

Sammenfald.

I dag på pladsen foran Frederiksberg Rådhus kastede jeg kameraets søger nonchalant omkring mig. Klikkede lidt hist og lidt pist. Så dårligt nok, hvad jeg fotograferede.

Efter et par taler kom der musik på scenen. Musik sætter ofte gang i minderne, og jeg indviede en kollega i et af mine fra en anden tid, en anden verden, et andet liv. Jeg kan afsløre at både Prince og tequilaslammers, indgik i mindet. Og så en bestemt person, bare en bekendt, men den absolutte hovedrolleindehaver i min fortælling. Efter fortællingen hopper vi videre, og mindet falmer igen.

Da jeg senere kommer hjem, gennemser jeg dagens høst, og måber pludselig forbavset. For dér, lige dér, kigger min histories hovedrolleindehaver lige durkt ind i kameraet! Det er sgu da for underligt!

En afgørelse.

For rigtig mange år siden læste jeg i mørkerøde bøger med hvidt tryk om sundhed og helse. Om at undgå raffinerede produkter og iøvrigt også undgå planter fra natskyggefamilien, hvis man røg, eller tidligere havde gjort det. Disse og mange andre kloge ord fandtes i de bøger, men emnet var meget videnskabeligt og måske nok for kedeligt fremlagt. Er man interesseret i virkelig dybdegående viden om ernæringsterapi, kommer man ikke udenom Lydeking.

Nu er der kommet nye bøger til, og jeg har brugt lidt tid på at orientere mig i den fagre ny verden indenfor kernesund og detox og helst på 10 uger. Og jeg har valgt. Også selvom de er lyserøde udenpå. Indeni er indholdet godt og ordentligt præsenteret.

De andre nye udgaver om samme emne har jeg droppet, fordi de ikke talte til mig i samme gode måde. Én indeholdt for mange gentagelser, og for en anden bogs vedkommende følte jeg mig utilpas i selskabet med den. Ikke særlig godt for helsen i det lange løb, så den blev byttet igen.

Dette er ikke en anmeldelse, men bare et kort udtryk for et valg jeg har truffet. Jeg tror forøvrigt ikke, at jeg helt konverterer og hælder piskefløden i vasken, men jeg synes ikke at nysgerrighed og dybere viden kan være skadelig for udviklingen i køkkenet, og den skal jo også fodres ind imellem.

Målfelt.

Jeg er godkendt. Ryk direkte i mål. Næste omgang skal først spilles om laaang tid.

Årskort.

Genopdag magien. Genfind glæden. Giv det en chance. Jaja, jeg skal!

Fløjt.

De kommunale dinosauere tog skridtet ud og forvandlede sig til offentlige koner, som vil ha' flere kroner. Det foregik til et fløjtende godt arrangement foran Frederiksberg Rådhus. I morges på Torvegade var der stadig rigtig godt gang i støttedytteriet. Nogle af de tunge drenge kan virkelig dytte igennem, og det så brostensbelægningen ryster og kanalen bølger.

Strejkeudstyret blev i dag udvidet med offentlig konetørklæde, samt rødt kort og fløjte, men der var ingen kollegiale sammentræf med iskoldt øl på solbeskinnede cafeborde bagefter. Vi var simpelhen for trætte. Måske i morgen og så ved jeg lige, hvor jeg vil foreslå, at vi tager hen.

Nødmad i krise.

Sandheden må frem. Jeg læser om bloggere, der er i strikkekrise, men jeg er altså i madkrise. Jeg ved ikke, om jeg ikke gider, eller om jeg er for uopfindsom, eller om jeg tramper i vadestedet. Det korte af det lange er, at jeg ikke svinger i køkkenet for tiden.

I dag er det imidlertid lykkedes mig at frembringe en omgang marinerede kyllingefileter. Marinaden bestod af purerede tomater, knuste hvidløg, ketjap manis og et ordentlig skud af den nye orange peber, der kom med hjem i går fra det lokale supermarked.

Tilbehøret er en pandefuld Bretagnegrønt, frisk fra frost, der efter opvarmning blev drønet op til kyllingestykkerne og tilsat en pjøs piskefløde. Dertil kommer et par fede skiver græskarbrød fra Skt. Pedersstræde.

En anden af dagens sandheder er, at det kollegiale samvær trak lidt ud, så jeg rodede mig ud i at bestille en øl nummer to. Af uforklarlige årsager blev jeg grebet af fedteri, og bestilte en Carls Hvede fra fad. Måske var det mig, måske ikke, men den smagte grimt. Hengemt karkludsagtig, og efter to slurke sagde jeg, tak for i dag, og gik videre i ud i byen for at reklamere og senere købe røde sko.

På min vej kom jeg forbi et lillebitte listigt sted, hvor de havde en masse øl af forskellig oprindelse, og der købte jeg et par flasker med hjem til køleskabet. Den ene endte dog som selskabsøl ved madfremstillingen, og en slurk eller to er tilbage til ledsagelse af det færdige måltid.

Fodgang.

Der er rigtig meget gang i den strejke, og man spadserer forfærdelig meget, og passerer frygtelig mange skotøjshandlere, hvis vinduer er fyldt med det lækreste fodtøj, og i år er åbenbart mit skoår. Det er det rene sutsko, og jeg ryger lige i dem uden klemmen, gnav eller andet ubehag.

Jeg havde en reklamation med i tasken i dag. Den blev venligt modtaget, og pengene givet retur med et smil. Og så stod jeg der med skokasse nok til de bløde røde, som jeg havde mødt tidligere på dagen. Heldige mig!

Kædedans.

I dag havde de kommunale dinosauerer i bogstaveligste forstand, taget de kommunale legoklodser med ud i byen. De omkransede halsene på hættetrøjerne, mens man trådte mer-i-løn dansen ned igennem hele Strøget fra Storkespringvandet til Rådhuspladsen og tilbage igen.

Undervejs blev der budt på muffins, bolscher, peanuts, samt informationer om, hvorfor det nu lige er, at der skal flere kroner i lønningsposen.

Senere var der kollegialt samvær i Strædet på et af de mange steder, der har borde stående i solen. Og så sælger de også godt øl, hvis man syntes at man lige trængte. Og det gjorde man.

I godt selskab.

Jeg befinder mig siddende i en fletstol, hvis ryglæn bliver blødgjort af et gråsort fleecetæppe. Der er placeret et krus godt øl på det runde cafebord foran mig, og gode kolleger udfylder de omkringstående stole, og der rodes solbriller frem af dybet.

Jeg sidder med ansigtet vendt mod solen, og huden bliver grådig, og suger så voldsomt til sig, at alle solfiltre sprænges.

Bolværket sætter skel mellem de forårskåde landkrabber og søens folk. Kaj lader somom, men holder et vågent øje med at tingene ikke blandes sammen. Man er vel en måge.

Ud og gå.

I dag fik de kommunale dinosauere igen lov til at komme med. De afspadserede, så de kunne spadsere med flokken. De modkørende dyttede i sympati, og udløste bølger af slagsange, smil og solskin.

Forglemmelse.

Hertil aften er der igen nogen, der har glemt at slukket lyset ovre på universitetet. Godnat og sov godt!

På spring.

Lige om lidt står træer og buske iklædt sarte lysegrønne farver, der stadig tillader et kig til grenene med de tørre gråbrunsorte nuancer, men det til trods, fremviser de friske spændte kviste og knopper. Knopper, der med eksplosioner i sarte kulører, lokker uvidende og uskyldige insekter til underbetalt transportarbejde med løfter om større belønning senere på året i form af fede, velhængte frugter.

Lidt senere igen, er bladløvet blevet tæt, dybgrønt, og umuligt at gennemskue. Først når efteråret igen slår til, kan man atter betragte stellet af grene, der over sommeren er blevet en tand mere grålige at se til, samt betragte de tidligere så forårskåde kviste, stivne i ryggen for herefter, at skulle levet resten af livet som tørre pinde. Ikke mere grøn bøjelig føjelighed her.

Et kig på DMI fortæller om kommende solrige dage, som vil sætte lys i kastanietræerne på Christianshavns vold, og lægge et sart lyserødt slør over kirsebærtræerne på Islands Brygge. Således opmuntret vil jeg slå mig til ro i sofaen og nyde aftenen med alfestrik og fjernsyn.

Så kold den lille hånd er...

Jeg begyndte dagen med en operaforestilling i Imperial klokken 10.00. Det var én ud af flere optagelser fra The Metropolitan Opera i NY, og som det bemærkes, endda i ægte HD-kvalitet og det hele. Billetterne havde vi købt for så længe siden, at veninden og jeg, næsten havde glemt aftalen.

Vi havde valgt at se Puccinis La Bohème, og den var lige præcis så gåsehudsfremkaldende som forventet, og ovenikøbet oplevede jeg en ny variant, nemlig gåsehud på benene. Det synes jeg ikke, at jeg har prøvet før.

Forestillingen blev indledt med en præsentation, som ret hurtig blev lidt kedelig og så lavloftet, at jeg på et tidspunkt frygtede, at Bamse og Kylling også skulle indtage scenen.

I pauserne var der lidt backstageguf, der løftede sløret for arbejdet med sceneskift osv. Der var også et par interwiews med sangerne, dirigenten og Franco Zeffirelli, der står bag produktionen, samt smagsprøver på tidligere opsætninger.

Det var imidlertid også muligt at strække benene, indtage kaffe og croissant, eller lidt øl fra hanen. Det var nogen pænt store fadbamser, der blev indtaget rundt omkring, når man tager i betragtning, at det var en formiddagsforestilling, men det er så bare min betragtning.

Selv gode oplevelser får en ende, og sådan var det også her. Den ulykkelige slutning måtte dog indtages under pres, for der var en del der, på trods af, at de havde betalt 175 kroner for deltagelsen, nærmest røg op af sæderne lige efter, at Mimi drog sit sidste suk. Men hvad fanden, nu var hun jo død, så var der vel ingen grund til at blive længere!

Vi sluttede af i Lagkagehuset, hvor varm chokolade i papkrus, og lækre kager på paptallerken blev indtaget med plastikgaffel. Gaflerne knækkede med det samme, men da kagerne hørte til i tørkagekategorien, kunne vi hurtig slå over til indtagelse med fingrene, mens vi umageligt sad, og fægtede med benene på de høje taburetter. Enormt synd for en ellers god kageoplevelse!

Sluttelig er der jo kun tilbage at varme hjertet endnu engang med 'Che gelida manina'.

Slå ørerne ud...

og læn dig tilbage. Slå tiden fra, åben døren, og lad det køre ind i brede baner. Jep, jeg glæder mig.

Oplyste ruder.

Månen og lyset i den tomme reklameboks kæmper om at sende mest lys igennem ruderne. Folk er på vej hjem, ud eller videre. Jeg er på vej i seng. Godnat.

Mayonaisemaling.

Derovre i Malmö ligger, i kvarteret omkring Turning Torso, en klynge huse med facaderne dækket af forskellige materialer. Andre steder er de smukt malede, de fleste i elegante klassiske farver.

Inde i shoppingområdet rendte vi på en skiltning for 'Äggolja tempera', og vi jokede os hurtigt frem til, at det med en anden betegnelse med rette kunne kaldes mayonaisemaling.

Lidt tidlig aftenhygge tilbragte jeg med at google lidt i sagerne. Tempera er lavet af farvepulver, der bliver rørt op med æggeblomme som bindemiddel. Jamen, det vidste jeg faktisk i forvejen, så måske havde vi alligevel jokket i mayonaisen?

Men nej! Jeg fandt en opskrift på äggoljetempera, og den beviser, at de rent faktisk kan finde på at bruge mayonaisemaling hinsidan. Det er da humor, Andrea!

Shopping.

Når man tænker på, at jeg kunne have købt et krus dekoreret med Murren med hjem, synes jeg at Bjørnen er sluppet nådigt. Hertil skal tillægges, at jeg også hjemtog blåbærsuppe, kantarelost og Hönökerbröd, der er så hvidt og sødt, at det kan tage livet af enhver kernesund familie. Så skuffet blev han ikke.

De nye støvler klarede dagen og gaderne. Vi gik meget omkring, og meget ind og ud af små herlige butikker med lidt og meget af det hele. Store Bededag må være Store Danskerdag i Malmö, for der var simelhen så mange af slagsen overalt i den dejlige by.

Faktisk var der så meget dansk i min øresnegl, at mit svenske sprogøre kortsluttede, så jeg stort set ikke fattede en bjælde af, hvad der blev sagt på originalsproget. Flere gange måtte jeg se desorienteret på Andrea, der herefter venligt overtog den videre kommunikationen.

På den indiske restaurant, hvor vi indtog tandoori kylling, naanbrød og krydret ris, gik det helt galt, da servitricen spurgte, om jeg ville have stark öl. Længe måtte jeg lade den snurre i luften, indtil ølbegreberne 'lätt' og 'stark' blevet oversat i mit hoved, og efterfølgende faldt på plads. Jeg er halvsvensker for filan, og burde da ikke have den slags problemer!

På et senere tidspunkt blev vi tiltalt meget direkte af en mand med enkelte manglende tænder. Han forhørte sig om helligdage i Danmark tydelig berørt af invationen fra den anden side. Jeg fik her mulighed for at demonstrere mit sprogkendskab, og det var jeg svært tilfreds med, indtil han skoggerlo, og slog over i pæredansk. Haha, enormt sjovt! Han skulle bare vide, hvordan mit oversættelsescenter så ud på det tidspunkt.

Malmö er en by med mange oplevelser, og man kan trygt lægge vejen forbi. Der er, hvad der skal være og lidt til.

Indtryk.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der flyder strømme af ord, når Husejeren og jeg er sammen. Vi får vendt mangt og meget, men sideløbende indsamles synsindtryk, som arkiveres til senere brug.

Vi udveksler gerne disse indtryk, og pludselig midt i en ordstrøm udpegede Andrea denne detalje, som vi var ved at spadsere henover.

Nyanlagte gule sten overstrøet gavmildt med rosa grus. Det var ikke færdigt endnu, som så meget andet på den kant, men man kan sagtens gisne om det færdige resultatet alligevel.

Fobifortællinger.

Så stod vi så der. Med blikket vendt opad. Rigtig meget opad. Svimlende opad. Jeg lider af højdeskræk, i så svær grad, at selv en tur op af vindeltrappen i Botanisk Haves væksthus, gør mig svag i koderne. Jeg kan vel i princippet overtales, men i går slap jeg med skrækken, for der skal virkelig hives en rigtig god historie fra de varme lande op af sækken, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at slippe op til Torsotoppen.

En hel del fobihistorier senere blev vi suget ind i på Bar Italia, hvor de havde et udvalg så fristende, at jeg bliver nødt til at vende tilbage dertil en anden gang. Vi valgte is med viol, som blev ledsaget af kaffe og varm chokolade.

En lækker lille kage blev der også plads til, og den har sat så dybe spor, at jeg må forsøge mig med en eftergørelse, når lejlighed byder sig. Jeg mener, at den blev solgt under betegnelsen 'Bacìo di Donna, men googlingen har indtil videre været forgæves, men jeg skal nok få knækket nødden. Om ikke andet smager jeg mig frem.

Udenfor på havnepromenaden blev adskillige hundetyper luftet. Der var store og små, grimme og pæne. Et sandt paradis af samtalestof for to kattemennesker. Mennesketyperne gik nu heller ikke fri, så vi var vidt omkring dér på den italienske cafe med den goda glass.