Jeg måtte igen give op på halvvejen og gå hjem før tid. Nattens gode timer var blevet udhulet af mavekneb, og hvad deraf følger. Alligevel tog jeg afsted træt indtil benet, med et hysterisk kløeanfald, der kørte som en elektrisk strøm under huden, samt seks finger indpakket i Micropore.
Jeg vidste godt, at det ikke holdt en halv meter, og heldigvis kunne jeg fortrække allerede halv tolv. Men altså. Dette handler ikke om stress, for jeg har en hverdag i øjeblikket, hvor tingene kører. Det, der ikke er så heldigt, bliver der taget hånd om, og jeg synes, at jeg bliver skubbet frem af en mild og blid medvind, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo.
Det der er galt, er forårets indflydelse på mine fingre. Huden revner og sprækker som indlandsis i forårssol, og det gør altså ondt. Jeg taber ting og er konstant irriteret af kløe og eller smerter. Yrk!, siger jeg bare, giv mig en bidetang eller noget ordentligt forårsvejr. Det sidste er nok at foretrække.
Ja, jeg er en ynk i dag, men i morgen er der atter en dag, og den er meget bedre. Det ved jeg bare, for ellers var det eddermugme ikke til at holde ud. Og i dag holder jeg det ud med en kæmpe kop varm cacao med flødeskum, og så vil jeg vade højt og flot henover sukkerrationering og andre forsøg, og bare nyde den varme cacao og de fuglefløjt, der maser sig ind igennem det åbne vindue. Et sikkert og trygt tegn på bedre tider.
Klø, klø, klø! Av, auvv! Slurp! og slubre, Ahhhhh! Og i baggrunden, Piiiiip! Piiip! Kvidr, kvidr!
Jeg har tilbragt en rum tid, hertil eftermiddag, i den lille gode biks, og fik da også et nøgle eller flere med hjem. En enkelt opskrift på en hue overraskede mig, fordi jeg ikke troede, at den ville klæde mig, men den var absolut acceptabel, og kom også med i købet på trods af det dejlige vejr, som kaldte på trangen til at åbne frakker og smide vanter. 
