I stormly.

Jeg har været til min første aftenstrikseance i denne lille gode biks, hvor jeg fik god hjælp til at komme i gang med min udgave af Mitered Mittens.

Lige ankommet stod jeg så der, og vidste ikke rigtigt, men heldigvis blev jeg genkendt af en anden blogger ,og så gik det hele lidt nemmere.

Og for Søren, et selskab jeg var havnet i! De kunne rubbe pindene og slyngede om sig med navne på modeller, garn og forhandlere, så det var en lyst. Jeg sugede til mig, så godt jeg nu kunne. Jeg skulle både koncentrere mig om strikketøjet, få dumme fingre til at makke ret og følge med i samtalen, som der også var godt gang i. For folk, der kender mig lidt nærmere, vil dette komme som en overraskelse, men jeg var faktisk tavs i længere perioder.

Jeg var kommet sådan lidt mangelfuldt hjemmefra, men det gav mig mulighed for at investere i et sæt af de ekstra lækre strømpepinde og lidt garn til supplement.

På sin vis var dette en af de her grænseoverskridende handlinger, som jeg er begyndt at begive mig ud i, og jeg er glad for, at jeg gjorde det, og lur mig, om jeg ikke møder op til den næste omgang aftenstrik, som bliver afholdt den 21. februar klokken 18.00-21.00. Kig forbi, det er skisme hyggeligt.

Stormstrik.

På hjemvejen rundede jeg hjørnet, og en milliardmillion tomme dåser hvirvlede i en jævn strøm ned fra en af de dyre altaner.

Nu må jeg se, hvad blæsten mon mere fører med sig?

Tankeaktivitet.

Jeg tilbragte en del af morgenen på snooze, men tankerne stod så tæt i kø, at der ikke var så meget snueri og snork her. På den positive side står en lille ide til aftenstrik og sådan én kan jo bære én langt. Og, puha, stormvejr, regn og slud!

Guld på glas.

Jeg hoppede i med begge ben og vidtåbne øjne, som hurtigt lukkede sig i nydelse og begejstring. Da jeg skruede låget af glasset bredte sig en duft af blomstereng. Jeg overdriver ikke! En lille teskefuld, tillod jeg mig at smage, fordelt på en nybagt bolles flækkede halvdele. Så stod vi der og uhmmede i kor. Jeg må takke igen. Simpelhen.

Forøvrigt mener Bjørnen ikke, at denne kulinariske oplevelse tæller som sukkerfælde. Flinkt.

Rogn.

Dejen til bollerne rammer snart anden hævning, og der er allerede lavet en kande af den grønne Skt. Petersborg. Desserten kan således meget vel gå hen og blive en lun bolle til en kop varm te.

Vi har spist, og resterne er pakket væk til morgendagen. Det var et fint lille måltid med høvlet agurk, ovnbagte kartofler og kogt torskerogn.

Nu kalder sofaen til aften, og et nyt forsøg, indenfor strik, venter. Det sorte silkegarn er for irriterende til den komplicerede metode, som jeg vil afprøve og er derfor smidt af h...... til. Derfor må det atter være Noro Silk Garden, der skal stå for skud. Men har jeg nok?

Morgendagens madbolle.

Jeg er midt i et opgør. Jeg prøver at undgå slik og andre sukrede sager. Det er ikke et vægtspørgsmål, men et forsøg på at få styr på de tilbagevendende problemer jeg har med især mine fingre. Jeg har en indgroet tro på, at raffinerede produkter er noget hø, men det er svært at slippe ud af dyndet. Dog synes jeg, at det denne gang går rigtig fint, og jeg har holdt poterne i ro og behændigt undgået at gå i fælderne.

Undtagen i lørdags, hos Shabby, hvor en enkelt kanelsnegl og et par smagsprøver af mine egne renæssancekager, slap forbi kontrolbamsen. På lørdag sænker denne igen paraderne, og slipper en enkelt fastelavnsbolle igennem. Det hedder vist livskvalitet, og er vigtig for processen.

For at klare skærene, er det vigtigt med små måltider fordelt over dagen, og derfor bager jeg, så der er brød i kassen, hver dag. Dejen i dag er lavet med durum, hvedemel, olie, vand, salt, gær og en pose tropemix med rosiner og blandede nødder. Så må vi se, hvordan det udvikler sig.

Kogelage.

Halvanden liter koldt vand, saften af en halv citron, 3 spiseskefulde ribseddike, 2½ spiseskefuld salt, 6 hele peberkorn, 3 laurbærblade, 1 drys tørret oregano, 1 drys tørret dild og 1 drys tørret basilikum. Torskerognen pakkes ind i bagepapir. Lagen bringes i kog og rognen koges stille og roligt i tre kvarter. Min portion torskerogn vejer cirka 700 gram.

Hjemad.

Det er en helt fantastisk god stemning, der hersker på vejen hjem. Der er ingen urimelig trafikanter, ingen overtrætte, grædende børn og sure voksne. Venlige smil og blødt begyndende aftenlys.

Jeg slår et sving rundt fiskehandleren, og køber det sidste torskerogn, som skal koges og bagefter nydes med den grove remoulade. Men inden rognen ryger i gryden, skal der lige ordnes lidt hist og pist.

Snart.

Jeg længes efter lys og mildhed. Jeg længes efter grøn knasende sprødhed. Jeg længes efter forårsrengjorte steder og bortpakkede vanter. Jeg længes efter strik i lette garner og lyse nuancer. Jeg længes. Jeg længes. Jeg længes.

Dagen er blevet halvanden time længere!

Alle gode gange tre.

Maden bliver, hvor den skal og jeg har nu fået tre nogenlunde normale måltider. I morgen skal jeg på jobbet igen, samler tråden op, hvor jeg tabte den, og jeg glæder mig.

Suppen blev så god som forventet, og der var også energi til en pladefuld durumboller med oregano. Pludselig slår det mig, at jeg glemte at komme oregano i suppen, men det var ikke noget, vi lige opdagede, da vi sad ved bordet, så pyt.

Jeg har forsøgt mig med noget mere sort silkestrik, men det driller lidt, og er derfor lagt lidt til side. Det blev til fordel for Bjørnens Brosten, og selvom fingrene ikke er helt på toppen, er det dejligt at have ordentligt strikketøj i hænderne igen, så jeg er glad. Rigtig glad.

Postbud.

Da jeg stod og tudede med skalotterne, bankede det pludselig på min dør, og derude på måtten stod min nabo, som er en sød og rar ældre dame. Hun havde en lille pakke i hånden med mit navn på og en lille, besynderlig historie.

I går, havde hun blandt reklamer og andet godt, fundet en postanmeldelse. I dag drog hun afsted mod posthuset, hvor hun, mod forevisning af legitimation, fik udleveret den anviste pakke. Min pakke!

Vi undrer os begge over det, for vores navne minder slet ikke om noget, der bare ligner hinanden. Jeg takkede selvfølgelig pænt for at hun, ubevidst, havde hentet min pakke, men jeg synes alligevel, at det var synd, at hun var moslet ud i det kedelige vejr på det grundlag.

Nu har jeg imidlertid fået ild under suppen, og har haft lejlighed til at kigge nærmere på pakkens indhold, og så tuder jeg da igen. Ikke skalotteløgstårer, men fordi der er en, der rører mit hjerte.

Tusind tak, Regitze, men det var nu virkelig ikke nødvendigt! Uhm, altså!

Lun, varm og blød.

I går, blev det ikke til så meget på køkkenfronten, og det der var, sørgede Bjørnen for. Heldigvis, for når man er skidt, er det skisme lækkert at få tingene serveret, også selvom det stort set kun handler om te.

Forleden havde jeg en mindre mailudvekling med Anne, og fik en god ide i tilgift. Den tager jeg op i dag, for suppe skal det være, kan jeg mærke. Det ligger godt i maven, og varmer en kold Bjørn efter en lang cykeltur.

Jordskokkerne er renset, og skalotteløgene har jeg stået og tudet over, mens de blev afskallet. Det lille kålhoved ryger altså også med, selvom det ikke er med i forskriften.

Udluftning.

Et bad, lidt mad. Jeg er vist ved at være køreklar igen.

Sort silkespids.

Jeg har en yndlings sort overdel, der har en kedelige hang til at blive lidt for udringet. Nu har jeg strikket en serie sorte spidser i blødt silkegarn. Rækken er derefter blevet hæftet på hver sin skuldersøm, og sidder nu som en løs detalje, og løser problemet.

Jeg er tappet for energi efter al uglegylperiet, men jeg har lige spist 'vand og brød' til morgenmad, og krydser fingre for, at det bliver, hvor det skal.

Gylp.

Så står jeg der på kanten af Volden, meget tidligt på morgenen og gylper som en overfyldt ugle. Det var ikke meget, jeg nåede på jobbet i dag, jeg havde kvalme og kørte hjem med det samme. Godt ide, for gylperiet udviklede sig til skyller, og for resten af pengene har jeg bare sovet og sovet.

Måne mod mandag.

Weekenden er slut. Månen er aftagende halvfuld. Hænger stor og gumpetung henover Sundholmsvej. Det var da også et sted at hænge ud, men dem der bor dér, må vel synes, at det er ok.

Godnat!

En lille spids til halsen.

Med en venlig tak til Lisbeth Tolstrup følger hermed en nærmere forklaring på Spidser.

Jeg har brugt 50 gram Noro Silk Garden og strikket på pinde 6,5. Første maske på alle pinde strikkes 1 ret løs af så der dannes en knudekant. Begynd med at slå 6 masker op på pinden og strik 2 pinde ret.

3. pind: Strik 1 kantmaske, 2 ret, slå om og strik ret pinden ud.
4. pind: Strik 1 kantmaske derefter ret pinden ud.

Disse pinde strikkes på skift indtil, der er 15 masker på pinden. I begyndelsen af den næste pind lukker man af for masker indtil, der er 6 masker tilbage. Strik ret pinden ud og begynd forfra som beskrevet for pind 3.

Jeg er lige begyndt på et nyt lille projekt, men det vender jeg tilbage til når det begynder at tage form.

OPDATERING:Jeg har været ovre hos Anne og nuppet Mandagspigens udgave af opskriften på spidser, for jeg er vist ikke helt klar i mælet ud i strikkesproget:)

Slå 6 masker op

1 pind: strik 6 m ret

2 pind: strik 3 m ret , slå om strik 3 masker ret

3 pind og alle ulige pinde: strik ret pinden ud

4 pind og alle lige pinde: strik 3 m. ret, slå om, og ret pinden ud. Hermed øges der til snippen med en maske på hver “lige”pind.

Når snippen har den størrelse du ønsker, strikkes således luk masker af så du igen har 6 masker. Nu kan du gå i gang med næste snip…

Pattern in Enlish.

Simpel søndagsmad.

Melmængden til dejen var cirka 200 gram durum og cirka 400 gram almindelig hvedemel. Jeg har ikke brugt surdejen, for det var en slags eksperiment, så der blev brugt lidt gær. Det blev rørt ud i vand, samt det te, som hybenskallerne havde stået og sumpet i, vel nok alt i alt en halv liter. En stor skefuld af den gode kretinske honning, lidt salt og så selvfølgelig den håndfuld udblødte hybenskaller, som sparkede projektet igang.

Bollerne blev, efter endt hævetid, sat med en ske, der blev skyllet i kold vand mellem hver bolle, og så røg pladen i ovnen i cirka 20 minutter.

Mørbradstykker blev brunet og fik derefter selskab af skalotteløg og tomater i både. Nu er det hele mørt og lækkert.

Guld.

Jeg har en rigtig dejlig kollega, som er så bimmer med bold, at hun havde pålagt mig at se finalekampen her i eftermiddags. Da den stod 8-8 ramte jeg muren. Første halvleg sluttede samtidig med, at mit igangværende strikketøj blev færdigt, og så faldt jeg helt af i svinget.

Jeg har brugt timer på sport i fjensynet. Jeg har siddet på drønvarme sommerdage og set Wimbledon og formel 1. Jeg er vildt med OL og har heppet på diverse fodboldlandshold. Jeg har endda også set flere ishockey- og boksekampe. Men håndboldpigerne, Boldsen, ørne og kyllinger kan altså ikke fange mig. Jeg har set mere synkronsvømning end Tour, tror jeg.

Nu har jeg indfriet mit løfte, og kan kun glæde mig over, at det var en gylden mur jeg ramte. Tillykke!

Spidser.

Mit første stykke Noro, blev en lille spids til halsen. Til pjank, til pynt, til at lune halsen. Det blev købt til luffer, men så skete der noget andet. Sådan er det tit, i hytten her. Mørket har lagt sig, så lyset er elendigt, og farverne lunkne, men indtryk kan dannes. Ikke?

Ny bog.

Et godt tilbud på en god strikkebog, fik jeg også ud af workshoppen i går, og tog glad imod. Jeg fik endda en hilsen med på vejen.

Hybenboller.

Jeg har et MEGET stort glas med tørrede hybenskaller, og nu fandt jeg anvendelse for en håndfuld. Jeg vil bage durumboller med hyben. Jeg har en ide om, hvordan de skal ende med at blive, men ved ikke om det lykkes, før de står færdigbagte på risten.

Indtil videre har jeg hældt to slags durummel op, samt smidt en håndfuld hyben i en skål og hældt en kopfuld Kusmi Prince Wladimir over. Mens jeg venter på at de suger i sig, strikker jeg lidt videre på min lille Noro sag.

Workshop.

Taknemmelighed var en af de følelser, der dukkede op til overfladen, da jeg sad bænket ved Shabbys hyggeligt dækkede bord. Det er bestemt altid dejligt at lære noget nyt, men det er storslået dejligt, at kunne konstatere, at jeg kontrollerer min tro følgesvend bedre og bedre. Jeg styrer, ikke den.

Lisbeth Tolstrup, der forestod workshoppen, viste sig at være en storslået underviser og et behageligt menneske. Hun styrede med venlig bestemthed seancen, og sørgede for at de fremmødte strikkegale kvindfolk, fik ny viden og en rigtig god oplevelse med hjem.

Jeg selv havde døren stående pivåben, og var så vidensbegærlig, som jeg ikke har oplevet længe. Jeg strikkede, spurgte, fortalte, lyttede, grinede og sugede til mig. Nedsvælgede det hele med Shabbys hvide te i koppevis. Det var ikke bare strik, det her, det var samhørighed og nærvær. Balsam for et svækket selvværd.

Alt dette foregik i rare omgivelser, og Shabby havde sørget for et hjemmebagt traktement med både kanelsnegle og senere lækre boller med matchende pålæg og hjemmegjort æblemarmelade, der var herligt frisk i smagen, og havde en lækker rustik konsistens. Det var godt at vi i sin tid, tog os tid til den udflugt.

Lisbeth Tolstrup kom med en masse brugbare tips og fiduser. Om bordet var der forskelige grader af strikkekunskab, men Lisbeth kom hele raden rundt med sin venlige imødekommenhed og ingen blev tabt på gulvet.

Hun præsenterede klart nok sin sidste bog og redegjorde for baggrund og opbygning, men hun havde også en del andre bøger med som inspiration, og dermed blev min ønskeseddel forlænget med mindst to, tre titler.

På falderebet moslede Anne og jeg med at få styr på en slags Turning Torso-teknik. Anne speedstrikkede, men vi begge fulgte med i Lisbeth anvisninger. Sidst Anne og jeg mødtes var det over en kop godt øl, men jeg tror at det var fornuftigt at adskille øl og snak fra strik og snak.

Det, at jeg gik hen, og begyndte at blogge, har efterhånden vist sig at være en rigtig god beslutning, og jeg glæder mig til de kommende øl-, strikke- og andet godtmøder, der garanteret ligger og venter.

Skarphed.

Min udsigt står så skarp og klar, at det føles somom, at jeg har fået pudset øjnene. En lang og rar søndag ligger klar til brug. Jeg starter med aviserne, og bevæger mig derfra langsomt over i de mere krævende discipliner.

Sukkerchock.

Forblæst, forsinket og forpjusket ankom jeg til strikkeworkshop hos Shabby. Faldt ned ved bordet, og kom ind i spillet. Efter en tid opdagede jeg, at jeg næsten havde fortæret en hel af de lækre hjemmebagte kanelsnegle, uden at bemærke det. Jeg blev først nærmest forskrækket, og dernæst ærgerede jeg mig lidt over, at jeg ikke havde fået det fulde kick ved at give los.

Jeg stak også snablen i mine egne renæssancekager, bare for at smage, men nu er det slut. Igen. Jeg har med stor glæde læst Annes kommentar, for klarer jeg i morgen med, er jeg halvvejs, med kun en enkel lille snublen. Det er da meget godt gået.

Skt. Petersborgris.

Mad må der også til, man kan ikke leve af strikkeprøver alene. Mens jeg sad og afprøvede ting og sager, kogte jeg en portion ris.

Bagefter hakkede jeg skalotteløg og to fed hvidløg. Derefter strimlede jeg et par af de gode red core gulerødder fra grøntsagskassen. Disse ting blev vendt i olie på en meget varm pande. Efter en tid kom jeg citronsaft og revet citronskal i. Da alt var svitset pænt, vendte jeg de kogte ris i blandingen på panden. Lidt mere salt og flere drej peber.

Hvad har det her egentlig med Skt. Petersborg at gøre? Jo, for hele molevitten blev dampet med grøn Kusmite - Skt. Petersborg og til sidst tilsat en pæn slat ærter fra fryseren. Vi spiste det sammen med et par af Shabbys gode boller.

Snydt?

Nej da! Første forsøg og jeg føler mig snydt. Resultatet er tynde flager, somom jeg har brugt tyndskrælleren, men ved nærmere eftersyn falder flagerne fra hinandet i det fineste julienne.

Den lille knivskarpe dims har jeg købt her, hvor de forøvrigt også har en del andet køkkengrej, som frister mig helt ud over kanten.

Turning triumph.

Jeg ku'! Sgu!

Hæsblæsende.

Jeg havde strik i hovedet i morges. Det var i dag, at jeg skulle til workshop hos Shabby klokken 10.30. Tankerne gik fra workshop til morgenavis lige indtil, at jeg havde fået tøffet mig ind i stuen, og skrækslagen konstaterede, at klokken var 10.00.

Jeg fik taget et bad, fik klædt mig på, fandt Shabbys nummer, og fik ringet hende op og fremvrøvlet, at jeg altså lige blev lidt forsinket.

Jeg smed kage, garn, kamera og strikkepinde ned i et eller andet, og drønede ud af døren. Regn og blæst ventede, men jeg bed hårdt sammen, og tog cyklen. Hvor meget for sent jeg kom, aner jeg ikke, men da sveden på panden og de hidsige hjerteslag havde lagt sig, og jeg havde fået grebet om pinde og prøveklud, var klokken lige omkring 11, så jeg tror ikke, at det var så galt endda.

Nu er jeg hjemme igen, og må lige lade den nye lærdom og alle indtrykkene lægge sig lidt, inden jeg formulerer mig nærmere, men det var en workshop, der rykkede, og jeg er Shabby meget taknemmelig for, at hun fik det hekset sammen.

You make my day - finalen!

For snak, grin og godt selskab giver jeg hermed prisen videre til alle deltagere ved ølmødet den 19. januar på Cafe Langebro. I har fortjent den, vær's'go!

Pakket.

Kagerne er skåret og pakket. Det er helt utroligt, hvor meget vellugt sådan et par kager kan udskille i en sen aftentime, men jeg nærede mig og ikke én eneste, bare lillebitte krumme fandt vej.

"Sukker", sukker Sifka.

Renæssancekager med tilbageholdt åndedræt over deres resultat. Er det blevet godt, eller er det hele forgæves? Frugter og krydderier. Mørkt sukker og mel af oprindelig sort. Jeg nærer mig, og fejrer min afholdenheds femte dag.

Måske i morgen tillader jeg sødt at passere. Måske.

You make my day, igen.

Grundige overvejelser og gang i gryderne. Mogens, you make my day! En pris fra mig til dig. Vær's'go!

You make my day.

Han har gjort det igen. Capac, you make my day! Endnu et fredagshit i kassen. En pris fra mig til dig, vær's'go'!

Ih, du milde morgenrøde.

På vej mod en fredag, på vej mod en weekend, og jeg glæder mig måske en lille smule mere end sædvanligt. Jeg har haft meget i sving i løbet af ugen, og det kan jeg mærke i nakkemyoserne, samt se det på min højre hånds pegefingers yderste to led, der insisterer på at være kontrære. Dem om det, jeg vil have overstået en fredagsfire i en ruf.

Morgenrøden farver reolen svagt rosa, og det ser forfærdeligt indbydende ud. Min udsigtshimmel er orangerød, men det holder ikke i længden. Op ad dagen kommer det grå tilbage, og det drypper med kolde dråber ned på den sorte asfalt, som faktisk kan blive temmelig varm om sommeren.

Dagen går i lange seje, men hyggelige, træk, men endelig bliver frakken knappet og klokken fire. Vær velkommen weekend, jeg er på!

Strimler.

Jeg har revet mig med en ny køkkendims. Et lille knivskarpt juliennejern. Dyrt og dejligt. Var jeg ikke så forbandet træt, efter endnu en mødeaften, ville jeg muntert stå og høvle løs, men det må blive i morgen.

Resten af aftenen skal bruges på at spise pasta med ost, se fjernsyn, og vil jeg tro, gå tidligt i seng.

Den kvikke kommentarfeltslæser vil måske have spottet, at Anne har lagt en hilsen, som gjorde mig meget glad, men ligenu er jeg for træt til at gøre noget ved det, udover at sige hjertelig tak.

Forsyninger.

Internetforbindelsen havde det skidt i går. Nettet var nede. Sneskærm på fjernsynet, og i dag lukker de for både det kolde og det varme.

Jag.

Min morgenstund rødmede, så jeg tog afsted i troen på en luftig, kold dag. Kalkulerede overhovedet ikke med ubehageligt, nærmest sludagtigt regnvejr.

Arbejdede mig gennem dagen, og nåede endelig frem til en halv times spadseretur over torvet i regnvejr, inden jeg vendte næsen tilbage til udgangspunktet. Hvorfor trækker møder altid ud? Halsende efter tiden, drønede jeg afsted i en lettere regn, der undervejs tog til i tæthed, og fravristede mig den sidste rest tro og mod på at tage turen over cykelbroen. Smed cyklen, og løb hen, og kastede mig ind i en taxa. Sent på den.

Mobilen brummer lystigt, men jeg orker ikke, og kan alligevel ikke gøre noget, før jeg når frem. Og frem når jeg, og mødes med Veninden, der venter. Jeg når frem til billetlugen i tide, og tre kvarter senere falder jeg ned i sædet, og skal se en helt igennem god og gribende film.

I det offentlige transportmiddel, der følger mig hjem, står jeg fuldstændig fortabt, og fordybet i tilbageblik. Den film var fantastisk. Drageløberen har præmiere på fredag, og den er absolut værd at bruge tiden på.

Ombestemt.

Det har været en dejlig kølig dag i dag, og jeg må indrømme, at jeg nød det forsigtige bid, der var at finde i vinden. Efter en rum tid på en legeplads begyndte fødderne dog at jamre sig en smule, og vi fortrak til frokost.

Til aften, da jeg kom hjem, fik jeg bildt Bjørnen ind, at jeg ville lave en salat, som vi kunne spise med lidt ost og brød.

Og så gik jeg ud i køkkenet, og begyndte på en opvask, efter jeg havde tændt for vaskemaskinen, og al den snurren og skummen satte gang i energien. Jeg strimlede bacon, og rensede rosenkål, der derefter blev delt i kvarte. Dadler uden sten blev flået i stykker, og det hele blev overhældt med citronsaft og peber, efter det havde simret sig modent på den varme pande.

Vi spiste det med skiver af maltbrød og en lille tot smør.

Om lidt er vasketøjet hæng op, og jeg flyder ud på sofaen, så godt jeg nu kan, når jeg samtidig skal se engelsk krimi på DR 1. Den er fandeme uhyggelig!

Rygende.

Nogen gange kan man komme til at finde sig i noget, som man måske ikke skulle have fundet sig så meget i, men man kommer til at gøre det alligevel. Efter en tid kan ting forandre sig, og man kan også selv forandre sig. Pludselig spoler filmen tilbage, og man kommer til at se på de samme ting, som man tidligere fandt sig i, og opdager fra en ny vinkel, at man absolut ikke burde have fundet sig i det.

I morges skete det, og jeg blev, med tilbagevirkende kraft, så usandsynlig vred!

Ikke så meget snak.

Det smagte rigtig godt, og heldigvis var der nok til også at fylde en lille frokostbeholder. Nu er det tid til sofa, fjernsyn og strikketøj, så farvel og tak for i dag.

Kasserollekrise.

I morges brændte jeg havregrøden på, noget så eftertrykkeligt, og her for et øjeblik siden var jeg så optaget af noget, Bjørnen kom hjem og fortalte, at jeg lige glemte kasserollen med gulerødder og kokosmælk. Det betød, at halvdelen af væden lå som snask ud over komfuret.

Nye kasseroller er kommet i kog, og når risene er færdige, bliver de blandet med gulerødderne, og serveret med kødet, som dryppes fri af marinaden, og derefter steges vildt hårdt og meget varmt på en pande eller wok, måske?

Erantis.

I dag oplevede jeg årets første erantis. Den sad ensom i en blomsterkasse med bøjet hoved, men alligevel med så meget power-glimt i øjet, at der kun er tale om ganske kort tid, før den kaster sig ud i det. Foråret, her i januar.

Jeg har kastet mig ud i en flok gyldne rødder, der skal koges møre sammen med revet ingefær og en lille håndfuld abrikoser, der druknes i kokosmælk. Når rødderne er kogt møre, og er fjernet fra ilden, smider jeg lige en sjat soya i, som salterstatning.

Da jeg åbnede dåsen med kokosmælk, gik der ikke meget mere end tre sekunder før nattegudinden, Nyx den sorte, stod der som en mis, brægende og snoende. Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad dåsen, der bliver åbnet, indeholder, hun står der bare. Nogle gange, når jeg ikke gider have hende rendende, synger, fløjter eller larmer jeg meget højt, for at overdøve "pfuumph"-lyden. Det lykkes til tider at narre hende. Sjældent, men dog alligevel.

Marineret øf.

Kedelige koteletter kunne det godt være blevet til, men i dag vil jeg have noget mad med gang i. Koteletterne er blevet skåret i strimler og lagt i en marinade rørt af tykmælk, soya, tomatketchup, citronsaft, revet ingefær og knust hvidløg.

Ventetiden er ovre, og der er blevet lovet pengeoverførsel senest i morgen. Nu får vi se, for helt ærligt, er jeg ikke tryg, før de står på min konto.

Venter på svar.

Pengene for krediteringen af Bjørnens defekte bærbare har jeg endnu ikke fået retur. Der har været ført utallige samtaler frem og tilbage, med finurlige ønsker om fremsendelse af dit og dat. Nu venter jeg en opringning, og krydser fingrer for, at sagen dermed bliver afsluttet, for jeg gider snart ikke mere.

Jeg fordriver ventetiden med at snuse rundt i garnsamlingerne, og faldt over dette flerfarvede uldgarn, som jeg naivt indkøbte til en sweater til Bjørnen. Nu er der så bare det lille aber dabei, at den unge herre ikke er til farver på den måde. Når vi snakker hjemmestrikkede halstørklæder og sokker er der frit valg på alle hylder, men indenfor sweatre er der helt andre spilleregler.

Jeg går og roder i hjernekisten med en ide til et halstørklæde, men hvis jeg går om bord i det projekt, er der muligvis ikke garn nok til et eventuelt senere trøje/sweaterprojekt. Det er ikke altid lige nemt at være garnbesidder.

Makrelsalat.

Det kan umuligt være tømmermænd, der styrer min lyst. Den gang jeg var ung og vild, og gik på byen, endte jeg tit dagen efter med at fortære en mega omgang pasta og kødsovs. Det værste jeg har præsteret at spise, sådan dagen derpå, var kogte basmatiris og bearnaise. En fed gyser af en bearnaisesovs, der var købt færdiggjort, lige til at varme.

Nu er jeg blevet voksen, og gider ikke spilde mit krudt på dagen derpå tilstand, men lysten til makrelsalat er umiskendelig tilstede. Så pyt da!

Strikketøjet ud af posen.

Tiden går sandelig hurtigt og på lørdag skal jeg mødes med bloggere igen. Vi skal til strikkeevent med Lisbeth Tolstrup hjemme hos Shabby, og i går fik jeg at vide, at Mandagspigen også skal med. Det glæder jeg mig meget til.

Jeg har ikke fået rørt pindene siden sidste år, og det er altså laaaang tid at være uden noget mellem hænderne, når jeg sidder foran fjernsynet. Måske kommer der gang i det igen, når jeg, på lørdag, får mulighed for både at lære noget og få ny inspiration.

Jeg er åbenbart blevet anerkendt som god kunde hos min svenske yndlingdesigner, for i går, da jeg tilfældigvis lige var i nærheden, fik jeg lidt ekstra poser med hjem. Jeg synes, de er gode til at opbevare garn i, så det ikke ligger og trækker støv.