Jeg gjorde. Jeg fik nydt den solbeskinnede weekend, med godt selskab og gode oplevelser.
Syretrippet har efterhånden lagt sig, men der følges trop af kratten i halsen og gentagne nysninger. Det gider jeg bare ikke, så jeg tror, at jeg lader august klinge af ligeså stille, og selv går i seng med hønsene. Måske er der så en chance for, at vågne frisk som en havørn til en ny omgang september i morgen.
Nu som karsebakke.
Jeg har været en tur i haven og sad, med min havemakker, og 'vaskede' jord, som en anden guldgraver. Mine småindkøb fra et tidligere havecenterbesøg sammen med Andrea, kom også i god jord. Lerrig, men anvendelig.
I morgen vil jeg, hvis vejret er til det, forberede en stribe forår langs naboens nysatte plankeværk. At få en smule ukrudt af vejen, er heller ikke af vejen, på sådan en mandag eftermiddag. Jeg glæder mig allerede.
I hytten her, bagefter haven, har jeg travet køkkengulvet tyndt med opvask og vasketøj. Aftensmaden aner jeg intet om. Der er sort skærm. Helt sort, men om en uges tid kan vi få karse på æggemaden.
Til salat. Til pasta. Til kartofler. Til æbleskiver. Til alt. Til intet. Til pynt. Til gavn. Til glæde.
Andrea synes ikke, at jeg var længe om at bestemme mig. Jeg synes, at jeg snurrede rundt i ubeslutsomhedens cirkler. Hun mente bagefter, at jeg havde brugt cirka tyve minutter. Andrea er en tidsfreak, så hun har sikkert ret.
Jeg ved bare, at jeg valgte rigtigt. Tusind tak for en dejlig gave:)
Blev øllet min bane. Eller var det chili, eller måske dybsort chokoladekage, skyllet ned med tung cacao med flødeskumstop. Jeg er nemlig totalt syret indvendig, og prøver at udtænke, om ølindtaget alligevel var for storslået i går. Jeg kvier mig ved tanken, for selvom vi rodede os ud i en enkel, tung, sød sag på 8 procent, synes jeg ikke, at det er her årsagen, til at syren står højt i halsrøret, bør findes. Men skidt tilpas er jeg, og har svært ved at honorere dagens krav om udfordinger.
Det var ellers en skøn dag i går. Masser af god mad, snak og ja altså, øl.
Zum Biergarten betog mig. Det var det perfekte sted at afslutte den perfekte bytur, og en smuk augustsol skinnede for nedadgående, mens vi tyllede godt hvedøl, og fik vendt livets alvorligheder, men så sandelig også blev ramt af snedige indfald.
Og et enkelt indfald kan jeg afsløre allerede nu, for Marianne kommer til byen og har plads til et møde. Så jeg fik sådan en yndig vision om, at vi kunne mødes med hende lige præcis her i Zum Biergarten. Bare for en stund imellem aftaler, og så videre. Jeg har ikke alle detajler på plads, men vi taler om fredag den 26. september, som udgangspunkt. Resten kommer på efterhånden.
Måske andre ville have lyst til at dele tid med os?
Men solen ramte jo efterhånden bunden, og jeg sagde farvel og tak for en dejlig dag til Andrea, der vente snuden mod toget hjem. Jeg var fit fra fredagen, og spadserede hjem. En dejlig tur langs Tivoli og over Langebro, der udlagde mit lokalmiljø i et smukt blåligt lys.
Indenfor døren røg skoene sig en tur henad gulvet, og min fine gaveæske, som jeg forsigtigt parkerede på bordet, blev kort tid efter indtaget af nattegudinden, der elsker at sidde firkantet.
Resten af aftenen blev indtaget henslængt i skrivebordsstolen foran skærmen, garneret med gammelt musik fra YouTube.
Tiden går hurtigt, især i godt selskab. Morgensolen får mig til at føle, at jeg er sent på færde, men det er indlysende forkert. Det er tid til avis, og hele to af slagsen, for i går var jeg sent på færde, så nu læser jeg dobbelt op.
Søndagen ligger lunt i svinget, svøbt i sensommersol, med armene bredt ud til velkomst. Med avisstakken under armen, vader jeg direkte ud i den.
I min nye notesbog 'Målrettet!', må jeg gerne skrive uskønt. Det er et arbejdsredskab til udvikling, og ikke til udstilling. Jeg når lige præcis at komme igang, inden min yndlingsmåned er slut.
God fredag!
Skulle jeg nogensinde komme til rigtig mange penge, ville jeg åbne en dagsinstitution. Med håndplukket personale, store visioner og masser af penge i kassen.
Et barn havde haveæbler med i en pose. Rigtige æbler. Syrlige, i uens størrelser. Mor havde tilføjet en vanillestang, hvis nu nogen skulle få lyst til at koge æblerne om til drømme. Jeg gad. Og en hel flok unger gad. Borde og bænke på legepladsen blev trukket sammen om æblerne.
Så står man der i det lokale supermarked og glorhjerneløs og uispireret. En bakke hvide svampe, en øl til samlingen og så er den kurv ude. Svampene falder i skiver ned på en hed pande. Det syder sagte undervejs.
Skulle jeg nogensinde kommet til rigtig mange penge ville jeg åbne en dagsinstitution med store køkkenhaver og hønseholde a la Regitzes.
Der blev skrællet og skåret uden uheld og æblestykkerne smed om sig med syrlige fornøjelser. To ovnfast fade blev tilkaldt, og grunden til to slags kompot blev lagt. Samidig blev snuderne stukket i krukker, skæller, skræller og stænger. Vi holdt læberne tæt sammenpressede, og hev luft og duft ind i brede strømme af nye indtryk og gamle kendinge. Sure citroner, kanelsuk efter risengrød og juleaften. Vanillepiger- og drenge. Æblehaver i sensommerlys.
En dåse tun blev lusket op af skuffen, men lyden af dåse mod bordplade tiltrak straks nattegudinden, og vi delte lidt i porten. Min del røg på panden.
Skulle jeg nogensinde komme til penge ville jeg åbne en daginstitution med store, lyse lokaler, rum med oplevelser, men ikke mindst køkkener befolket med madmødre, der elsker mad og børn.
Det første fad blev fyldt med æblestykker drysset med kanelsukker, strimler af citron, samt saft og en smule vanillekorn. I det andet blev æblestykkerne drysset med rørsukker og håndefulde at rosiner. Vanillekornene og stænger i stykker, citronskal i flager. Syrlig saft. Skønhed for øjet.
Jeg kan godt lide frysere, for der kan jeg grave en rest ærter frem fra dybet, når grøntsags- og inspirationsforbindelsen svigter.
Måske skulle jeg investere i en lottokupon. så jeg kunne komme til alle de der penge.
Fadene stod i ovnen en rum tid, og da de efter et ophold under køligere forhold var blevet medgørlige, var det tid til prøvesmagning. Vi har kassevis af tændstikker uden svovl, og ispinde uden is, og for første gang kunne jeg se meningen med sidsnævnte. Smagepinde. Mange brugte mere end én, og det var jo gode tegn.
Årets første glas henkogte tomater blev efter svær overtalelse åbnet og jeg skovlede skefuld efter skefuld af røde og grønne tomater, hvidløg og urter ud på panden. Der duftede overvældende af mynte, og smagløgene lagde an til forventning.
Husk det nu, køb en kupon på lørdag!
Hvis jeg kunne, ville jeg så i virkeligheden skrue tiden tilbage, så jeg var ti, måske femten år yngre, og Bjørnen stadig i knajtealderen? Sat i samme rammer, som vi har nu? Med de samme omstændigheder?
Ville jeg i så i virkeligheden have været i stand til at styre os udenom sygdom, sorg og de dybe suk, som vi rendte ind i? Ville jeg mon?
Hvis jeg lukker øjnene, og ønsker dette, trækker tankerne sig forskrækket væk, for de ved godt at, hvis jeg kunne, ville der sandsynligvis være andre sorger og dybe suk at forholde sig til. For sådan tror jeg i virkeligheden, at virkeligheden er.
Jeg vil nemlig meget gerne være den, jeg er, og være lige netop her sammen med den søn, som ikke længere er i knajtealderen. Det fungerer jo, for det meste, helt fint, og jeg har fundet vej ud af det meste af den fortvivelse, der en rum tid havde slået sig ned her.
Jeg har læst, at meditation gør glad, og styrker immunforsvaret. Det tror jeg på, og jeg kan mærke at noget rykker sig i den rigtige retning, bare en lille smule, for hvergang, jeg får brændt den japanske røgelse af. Jeg bliver ikke lalleglad lykkelig, blot mere afslappet, og bedre til at lægge de episoder, der giver mentale grå hår og lange tænder, bag mig.
Jeg er begyndt at læse bøger igen, og den seneste, en norsk krimi, fik mig til at beslutte, at jeg for en tid vil vælge dramaet og kærligheden, frem for flere historier om perverse seriemordere. Også på film.
I går så jeg en kærlighedshistorie, som forunderligt nok gjorde mig vemodig. Og det er eddermuggeme grænseoverskridende for mig, at tage låget at mit hjertes krukke og se ned i selverkendelsen og dybet og opdage, at jeg savner én at grine højt sammen med. Èn der synes, at jeg lige netop er den bedste, at grine højt sammen med. Og samtidig, at skrive det højt her!
Hvis man spørger mig, vil jeg smile, og sige at der er selvfølgelig mere tilbage i posen, også til mig. Selvfølgelig er der det, men samtidig lever jeg en tilværelse, der bygger på, at der altså kun er mig. Og hvor fedt er det lige?
Måske skulle jeg i virkeligheden anskaffe mig en opvaskemaskine, i stedet for at stå her og dybdefilosofere over balje og børste?
Min aftensmad blev udsat for en stund, for jeg blev inviteret til at udfylde en afbudsplads på et lokalt meditationshold. Fyrre minutter i dybet. Fyrre minutter i kontakt med indersiden. Anbefalelsesværdigt!
På vejen hjem flaskede det hele sig i en sodavand til Bjørnen og et bæger nyligt introduceret is. Jordbærostekageis. Det lyder måske en smule indviklet, men også interessant. Snart vil det vise sig om det var tilbuddet værd, for jeg er ved at lande i sofaen, klar til film og prøvesmagning.
Og venner, jeg siger jer, den sorte grydes indhold, serveret med ris var simpelhen en hel del meditation værd. Og hvor heldig er jeg lige, at kunne tilbringe aftenen fyldt op med hvidt lys, og velvære i hvert eneste molekyle? Meget, meget heldig!
Der er en piven og jamren omkring mig, over det grå, kedelige, og for nogle, kolde vejr.
Efterårsstemningen hænger tungt over hovederne, og vi har endnu ikke forladt august. Jeg er selv lidt ramt, men nu viser vejrudsigten tendenser til sol og sensommer, hvilket får mig til at rette mig op og tro på det.
Lige da jeg ankom til hytten her, var alle trætte og nede. Noget måtte gøres, og det blev den sorte gryde, der reddede stemningen i det lille hjem.
Marskokse blev strimlet, og vendt med olivenolie og paprika. Derefter fulgte slag i slag, hvad der lå for hånden i grøntkassen. Og det var ikke så lidt. Hvide perleløg, grønne bønner, røde peberfrugter, lysegrønne strimler af spidskål og orange mønter af gulerod. Salt, peber og et par stængler rosmarin, friskskåret lige fra planten. Ved samme lejlighed kunne jeg konstatere, at min kniv ikke er helt så sløv, som jeg troede.
Jeg har stukket et par skeer i grydens dyb, for at få hevet et par prøver op, og det smagte allerede fortrinligt. Senere vil der blive smidt en sjøbfuld piskefløde i for lige at runde smagen.
Og se, der var den jo. Solen!
Hvad sidder du, og ser på udover skærmen, kunne man måske fristes til at spørge? I øjeblikket sidder jeg, og kigger på JD, og det er vel ikke det værste i verden. Mon ikke, man kan bruge den som bogstøtte?
En enkelt lille delle lå på panden, og lod sig stege i god ro og orden. Den burde have fået en medalje for sin pæne opførsel, men den kom ikke engang i fadet med vennerne. Den endte sit liv som prøvedelle, og det klarede den simpelhen også bare så godt.
Mandag formiddag i køledisken, ligger en pakke økologiske nakkekams- koteletter og keder sig til næstsidste salgsdag, og så kommer jeg. De er allerede klistret til med orange mærkater, men de ser pæne ud, og jeg kommer til at tænke på noget, Andrea en dag snakkede om. Man kunne jo bare hakket sit kød selv! Nå ja, i foodprocessoren. Fordelen ved det, er jo klart, at man lige nøjagtig ved, hvad der er kommet i farsen.
Og fars blev der lavet. Rørt med æg, havregryn , hvidløg, rosmarin, mynte og kværnet peber. Jamen, jeg må jo indrømme det. Jeg drak en øl i går. Det vil sige næsten. Der var en pæn slat tilbage i flasken, som bare var blevet efterladt på køkkenbordet efter middagsmaden. Den røg i farsen, sammen med resten af flødeskummet fra gårsdagens æblekage.
OMG, går det godt? Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, men umiddelbart tegner det pænt. Det dufter også helt vidunderligt af mynte og rosmarin. Jeg undrer mig i mit stille sind, og tro mig der er stille, over hvorfor jeg ikke har kastet mig ud i hjemmehakket noget før. Nogen gange er det godt at få sparket nye ideer direkte ind i kisten.
Farsen trækker nu vejret på køl, mens jeg vasker op, og gør klar til kartofler i fad med oliven og tomater.
Fra fryserens dyb. En pose med köttbullar. En hakket porre, en håndfuld gulerødder og to fede fed hvidløg. Svitset på panden, og bagefter kørt en tur igennem minihakkeren. Tilbage på panden, nu i selskab med de før så forfrosne köttbullar. Frikadeller i kødsovs.
En dåse af de flåede, en håndfuld rød peberfrugt skåret i grove stykker.
I går skulle jeg bruge en meget lille håndfuld kogte kartofler, og selv den mindste grydefuld ville blive for rummelig. Derfor kogte jeg fire majskobler med i de sidste ti minutter, så det ikke var helt spildt. Vandet, energien. To majskolber blev høvlet ned i kødsovsen, og et pænt skud paprika fulgte efter. Salt og peber.
Da pastaen ramte al dente, var kødsovsen superb. Tid til et nyt måltid og derefter fjensyn, nu med film. Dansk, godt nok, men film.
Jeg er vild med at gå henover nyvaskede gulve. På bare fødder. Jeg har støvsuget og vasket alle gulvene. Og gået henover dem, og frydet mig i mine ørkenfødder. Eller krybdyrfødder. Eller øglefødder, om man vil. Huden er udtørret og flager, som mudder under en brændende sol.
De seks, eller var det syv, små æbler er blevet kogt til mos, sammen med saften af en lime. Intet sukker, for de var søde nok i sig selv.
Mens mosen kølede af, ordnede jeg badeværelset og gulvene, men så var den altså også kølet helt af.
Nu står der en skål med lag af æblemos og kanelkagekrummer, og trækker på hinanden, mens jeg går henover gulvene, og lader OL klinge ud på de forskellige kanaler.
Når jeg endelige sidder ned, er det foran skærmen, hvor bloggen ligger blottet for næsten alt. Jeg finder de forskellige dele, og prøver mig frem. Jeg er i stand til at male alle væggene, men jeg kan ikke finde ud af at tapetsere endnu.
Nu er jeg sådan set klar til OL, og så er det forbi. Jeg nåede et enkelt gyldent øjeblik, og det havde ikke noget med håndbold, Danmark eller sejlsport at gøre. Heller ikke synkronsvømning, gymastik eller cykelløb. Boksning, udspring og dressur gik også ubeset forbi, men Usain Bolt på 100 meter så jeg altså!
Nu kører afskeds- og overdragelsesceremonien for fuld udblæsning og traditionen tro, tager jeg den svenske udgave. Mens jeg tænker på gammeldaws æblekage. Det er en disciplin, jeg kan deltage i, og kort tid efter er sofahjørnet fyldt op med kasserolle, æbler og skrællekniv.
Så får vi se, om jeg kan stå distancen.
Det våde lydspor kører igen. Regnen siler, og slår sig skråt ind i lygteskæret. Jeg flejner skråt ud af fornøjelse over bøger og blade, fjernsyn og chokolade. Bliv bare ved, lørdag aften. Bliv ved.
De ellers indestængte børn griner i gården. Regnen holder pause, og jeg pisker æg og fløde sammen. Visp, visp, visp. Jeg hælder blandingen ud over kartofler, perleløg og bønner. Bacon syder ved siden af.
Jeg har tændt lys i lanternerne for første gang siden foråret, lyset er mørkt i dag, og jeg tøffer rundt, og hygger om mig selv. Om Bjørnen. Om katten. Tiden står, og tikker på tid i køkkenet.
Jeg klipper purløgsdrys, og smadrer sprødt bacon. Tager tallerkener ud af skabet. Det samler sig. Hyldeblomstsaft. Glas.
Jeg tager panden af ilden, tjekker under låget. Drysser og skærer. Rugbrød, smør og knive. Går ned af gangen, og kalder. Vi er samlet om et øjeblik. Nu.
Nogen gange kan fortiden ramme én i nakken, på de sjoveste måder. Jeg sad forleden, og skøjtede rundt på nettet, læste blogs og hyggede mig grundigt. På et tidpunkt faldt jeg over det her ,og erindringslynet slog ned.
Der var ikke langt fra erindring til handling. Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for mig at få de to pipser hjem i vindueskarmen, eller på hylden. Så jeg handlede, nærmest ude at tænke, og ikke mange dage efter stod posten på måtten med en pakke til mig. Fremover, har jeg tænkt mig at kigge forbi hos Kamma, for der kommer sikkert andre gode minder frem på hendes hylder.
Der er noget galt med min blog. Eller med mig, måske? Jeg er stadig glad for at skrive og fotografere, men det hænger ikke rigtig sammen. Det er ikke fordi, den keder mig, men alligevel synes jeg, den er lidt kedelig, og trænger til et nyt image, eller ansigt, eller hvad det nu skal kaldes. Indholdet er også lidt tyndt i øllet, og jeg savner at få skrevet nogle af de rigtige fortællinger, der stadig rumler rundt i, og omkring mig.
Der har været afholdt et uudtalt familieråd. Alle har stemt, og alle er enige. Andebryster og kantareller er fredagsmad, og det er først fredag i morgen. Bjørnen er i køkkenet, nu skal han traktere.
For øjeblikket, vågner jeg flere timer før, det er nødvendigt, og når jeg så, som det var tilfældet i dag, skal ekstra tidligt op, så er jeg faktisk vågen meget langt tid inden både fanden og hanerne, begynder deres overvejelser.
I den anden ende, ender det med, at jeg bliver frygtelig træt, og når jeg så, som det var tilfældet i dag, har tidligt fri, er der en oplagt mulighed for at indhentet det forsømte om eftermiddagen. Og det gjorde jeg så eftertrykkeligt, at eftermiddagen gik hen og blev til tidlig aften.
Resultatet er nu, at jeg sidder her med hænderne fulde af andebryster og kantareller, og måber søvndrukken ud i verden. Tja, det var så den tidlige dag.
Brevet var fra Sister Bonde. En hel posefuld af håb og småbitte frø, som gerne må blive til et hav af flotte valmuer, hvis de da ikke, ved en frygtelig fejltagelse, havner som drys på en pladefuld meget tidligt om morgenenboller.
Nej, pjat med mig, jeg glæder mig på forhånd, og sender et stort TAK!
Både brev, pakke og lokalaviser. En stor dag i indbakken. Men senere. Der bliver ikke flået papir, eller noget før efter maden. Ren juleaften. Senere, sagde jeg!
Det må da kunne gøre det. Masser af kvarter. Æbler og rødbeder vendt i olivenolie, limesaft og peber, derefter smidt ind i varmen. Når rødbederne er møre, skulle æblerne gerne være pufagtige, og så drysser jeg med salt.
De kommende krebinetter står på køl, men når tiden nærmer sig, bliver de stegt på panden, og så serveret med rodfrugter og sennep.
Der er også dessert, for vi har skabet fuld af melon, druer og sødtduftende æbler.
Jeg har været længe ude i dag, og derfor skal maden være nem og helst hurtig. Indtil videre er det ikke rigtig gået, som jeg gerne ville, men jeg kommer efter det, gør jeg.
En pakke hakket økogris er blevet håndblandet med en potte purløg i drys, samt en pæn humpel høvlet Västerbotten. Salt og peber.
Og hvad så? Jeg tænkte kartofler i kvarte, bagt i ovnen, men jeg havde brugt kvoten, og måtte se mig om efter andre muligheder, for jeg går i hvert fald ikke ned igen, når jeg først er kommet op!
Rødbeder! Jeg har masser af rødbeder. Og gulerødder. De ryger i ovnen, efter rensning og udskæring. Jeg har vist også noget ost af en art, som måske kan spille en rolle. Jamen, nu kører det vist bare.
Makrel og tun fanget i hver sin dåse, blev sluppet løs i en skål, og hakket til plukfisk med en gaffel. Tilsættelsesstofferne var mayo, salt, peber og limesaft. Skivet maltbrød serveres med salaten og ultratynde mønter af porre.
Det trådløse net er skiftet ud med et nyt, så nu kører vi igen, nu er det bare mig, der skal have skiftet batterierne, eller måske bare lade op. Lidt flad er jeg altså.
Vi har vrøvl med nettet, og jeg ved ikke lige, hvornår jeg er 100% køreklar igen. Der arbejdes på sagen med højtryk, men man skal jo også have noget mad ind imellem, ing'?
Månen har bevæget sig high and mighty henover bydelen. Nettet har drillet mig flere grå hår til, men nu på falderebet opfører det sig atter ordentligt. Jeg glider alligevel i seng, gider ikke mere, knejser med nakken og skrider.
God nat.
Lykketimen er den, jeg befinder mig i, på omvej hjemad. Jeg slår lige et sving omkring haven og Fælleden. Der køres heftigt ræs på de smalle grusstier, men jeg er kold, og standser op for at tage billeder.
Rødt hegn, røde hyben, røde brombær og masser af gule blomster. Træk vejret dybt, og hold fast i følelsen. Efter det, er der kun et maltbrød mellem mig og hoveddøren. Brødet er mørkt og dufter godt.
Sommerbukken er i stald, og jeg har fjernet gårsdagens spor i køkkenet, så der nu er plads til nogle nye. Vasketøj lagt sammen, og nyt lagt til snur i maskinen. Lasagnen hives ud, og ovnen tændes.
Lykketimen er den, jeg befinder mig i, på omvej ved computeren. Jeg slår lige et sving omkring de sidste udmeldinger, mens jeg synger sammen med Neil Young. Højt. Rammer endda en andenstemme i ny og næ.
Der er rod med netforbindelsen, så måske venter der flere omveje, inden dette indlæg ryger videre. Ventetiden udfyldes med strik og flere andenstemmer.
Don't let it bring you down...
Ferien sluttede fredag eftermiddag, weekenden slutter nu. Det var hyggeligt, så længe det varede, og jeg gør det gerne igen en anden gang. Sommeren er blevet sen, efteråret ligger lige om hjørnet. Det var hyggeligt, så længe den varede, men efterår kan der også skummes flødeskum af.
God nat!
Den nemmeste løsning. Ren flødeskum. Kæmpebrombær. Finito! Tilbage er at få smagt på sagen.
Fem lag, lagt med fornøjelse. Ragu'en blev lavet af hakket oxe, porrer, dild, gulerødder, hvidløg, flåede tomater og ærter. Bechamelsaucen lavede jeg med smør, mel, mælk, muskat og ost. Västerbotten, blev den foretrukne ost, for det var, hvad jeg lige havde ved hånden. En god ting.
Det eneste klagepunkt var tilføjelsen af kvartede tomater med et dryp olivenolie og et drys salt. Bjørnen befinder sig åbentbart i en fysisk udvikling, der kræver proteiner nærmest a culo nudo, så grøntsager er ikke godt for øjnene i øjeblikket.
Jeg fandt et udemærket tip omkring bagningen af lasagnen, som var yderst anvendeligt. Det er skrevet ind i hukommelsen til senere brug. Og nu er det blevet tid til at hive lagkagen ud i varmen, så de sidste hænder kan lægges varsomt på det sidste og afsluttende lag.
For engangs skyld lykkedes det mig at holde planen. Det blev til en fyldig chokoladecreme, der blev bredt rundhåndet ud over anden del af lagkagen. Bagefter dryssede jeg med knust kanelkage. Ikke for meget og ikke for lidt, håber jeg.
De mininale smagsprøver undervejs, giver vink om noget godt, men jeg mangler stadig det tredje lag, inden jeg er færdig.
Mørk chokolade med chili, bliver smeltet i vandbad. Jeg aner ikke, hvor dette ender, men planen er at lave en creme af smeltet chokolade, flødeskum og knuste kanelkager.
Musikken bølger fra konservesdåsehøjtalerene. Vi deler rigeligt ud af Led Zeppelin, Jimi Hendrix og Rolling Stones. Veksler mellem videoklip og musikstumper taget fra hist og pist. Synger med hver sit næb, højt og i fælles grinen! Skifter tid og stilart, og vender tilbage, mens nattegudinden, med hele overkroppen, støver papirkurven af.
Det er stort, at dele tid, øjeblikke og erindringer, mens søndagen stille og roligt forsvinder mellem fingrene på én.
Hvorfor er det lige at vi holder så meget af stilheden? Hvorfor lister vi rundt om morgenen med kaffe- eller tekopper i hænderne, og finder ro i haver og stuer? På udvalgte bænke og stole sætter vi os, og nyder, at roen stadig står stille i morgenbilledet. Hvorfor?
Jeg bor i byen, storbyen endda. Jeg mærker en tydelige optrapning af lyde fra både hus og gade, når morgenen går over i formiddag. Også om søndagen. For at brænde røgelse behøver jeg ikke specielt ro og stilhed omkring mig. Traffik og lyde fra omgivelserne forhindrer mig ikke i at finde indre ro, når jeg sidder min halve times tid, og tier.
Alligevel er min morgen bedst, hvis jeg har været oppe før otte. Også om søndagen. Også på landet, hvor roen ellers nok breder sig over en større flade af dagen. Min familie er ikke specielt larmende, og der er stille i bjørnehulen til langt op ad dagen. Så igen toner spørgsmålet frem, hvad er det med de morgener?
Der var et par ribbenstykker i det lokale supermarked, som jeg har marinerede i blåbærsaft, fløde, ketchup, hvidløg og citronsaft. Under risten lagde jeg skivede kartofler, der sammen med perleløg, blev overhældt med fløde og blåbær. Ren Barbie med god smag.
