Det var nogle gevaldigt store z'er, der hang i luften over hustaget, men nu er weekenden endelig landet for os alle, og vi går ombord i dagens rester fra i går. Krydret op med hjemmeristede croutoner.
Desserten er en omgang boller fra Løgismose.
Clapotis blev jo som bekendt strikket færdigt, og nu er det også foræret væk. Alfemor ammer om natten, og skal have noget varmt at putte sig selv og Septemberalfen i.
Sjalet er blevet koldtvasket på 30 grader, uden sæbe, og derefter centrifugeret og spændt op på tørrestativet. Det opgraderede lækkerheden, og det er ligeved, at jeg fortryder. Ligeved, sagde jeg!
Endelig blev det fredag og weekend. Jeg har lagt endnu en hektisk uge bag mig, og jeg aner allerede, at den næste ikke bliver særlig meget bedre. Men pyt, det er først på mandag.
Selvom der har været pres på, må jeg sige, at de sidste dage har været fornuftige, for jeg har følt, at jeg har fået lov til at bruge min viden og kunnen på den måde, jeg oprindelig havde forestillet mig, at jeg skulle. Det har handlet om børnene og deres behov, helt uden afbrydelser og krav om dokumentation af dit og dat. Ja, undskyld mig.
Ikke mere snak om den sag og over til noget ganske andet. Jeg har købt mere billigt julepynt. To fine julekugler, en oval og en græskarformet, og mit juletema er ved at tage form. Jeg aner ikke, hvordan jeg har båret mig ad med at komme i juleform så tidligt, det er mig en gåde. Simpelhen.
Jeg har også haft næste års sommerferie oppe og vende, men det er ikke faldet helt på plads, for jeg var altfor hurtig ude, og lovede mig væk i samme uge, som Bjørnen bliver student. Og det er vist ikke smart, vel?
Der hviler en stor blød dyne af udmattelse over hytten her, og Bjørnen er endda ikke nået frem til sin weekendstart endnu. Han skal på den igen om snart, men lur mig lige, om der ikke hænger et par gevaldige z'er i luften over lokalområdet om ikke så længe.
Det ser umiddelbart lovende ud. Det er snart weekend, og jeg har så mange gode ideer til at fylde sådan et par dage ud med.
Store bagekartofler, persillerødder, rødløg, hvidløg, et bundt timian, en fennikeltop, et bundt rosmarinkviste, salt og peber. Kartofler, rødder og løg blev vendt i olivenolie og dampet ind i sort øl. Så hældte jeg vand ved, og tilsatte krydderurterne.
Inspirationen overvejede at putte svesker i, men der ramte vi Bjørnens bakgear. Der er grænser for underlighederne.
Nu står det så der, i den sorte og simrer, mens der overvejes, hvad vej vi så skal gå, for her i huset lever supperne deres helt eget liv. Jeg er bare et redskab. Et suppemedium.
Først af alt, alle har det fint. Mig, Bjørnen, alfen, nattegudinden og resten af familien. Min beslutning om at udsætte turen til Alfeland, har noget med mit arbejde at gøre. Noget med at kunne gøre en forskel for noget, for nogen.
Og det gjorde en forskel i dag, og det vil gøre endnu mere forskel i morgen, så min beslutning var rigtig, og er det hele værd.
Der har ind imellem været meget, meget tunge dage på jobbet, men det der sker lige nu, gør en forskel. Også for mig. Det skubber det tunge lidt i baggrunden, ja, næsten i glemmebogen. I hvert fald til næste gang.
Nok om det, nu vil jeg koncentrere mig om køkkenet, og den kartofflesuppe, jeg har i tankerne.
Eller er jeg bare blevet rablende? Ingen af delene, men sagens kerne er, at jeg har aflyst turen til Alfeland. For anden gang. Nye billetter er bestilt, betalt og printet ud, for tredje gang, er lykkens gang, siger vi.
Der er en rigtig god grund til, at jeg har gjort det og alle berørte parter, Bjørnen inklusive, er enige med mig.
Mens vi kommer os over ændringerne, spiser vi Bjørnens bagels med cremet smøreost, lax og agurk i skiver. Det smager som altid, rigtig godt.
Jeg serverer lige en ekstra særlighed. Dybt i mit hjertes indre, er jeg af den mening, at det hedder makrel, som det staves og ikke markral, som mange udtaler navnet på denne dåsefisk.
Jeg holdt engang foredrag i naturhistorie - ja, det var dengang - om makrellen, og hele klassen lå flade af grin over min udtalelse. Herefter skiftede jeg næb, og rappede op om makraller, ligesom alle de andre.
Idag får vi bare en salat. Makrel i tomat mikset med småtskåren peberfrugt, karse, Hellmanns og krydderier som salt, peber og paprika. Til dessert en milkshake rystet sammen af mælk, fløde, mango og melon.
Det begynder at gnave sig ind på mig, men én dag til, og jeg er skredet ud af døren og afsted til Jylland.
Der har været gang i gryden i dag. Blå blink i gaderne, og TV2 news hængende over hovederne. Evakuering fra klokken halv fire(!) og ingen fattede en bjælde. Trafiken gled som vanligt, og omgivelserne lå hen stort set, som de altid gør. På hjemvejen anede jeg et blå blink i Prinsessegade. Det var alt. Måske ville de bare have os af vejen inden, der bliver gået til den for alvor. Og så får helikopteren også lidt at se til. Deroppe.
Det blev også dagen, hvor jeg må se i øjenene at udendørs tøfling er blevet for koldt, nu må fødderne krybe i ly i tungere fodtøj, med indlagt varme. Men der kommer en sommer til, har jeg hørt.
Behøver jeg at sige, at vi spiser nemt igen? Jeg sidder med næsen lige op over tasterne og, hvis jeg ikke passer på, ender jeg sovende i frikadellerne. Håbet er dog lysegrønt, så måske bliver der også plads til en pind eller to. Måske får jeg endda også taget hul på bogen.
Enkelt og bare ret. Findes næste ikke nemmere, og hjernen kan interessere sig for andre ting, mens Noro'en glider over pindene, gennem fingrene, der er plastret godt til. Det er snart et par måneder siden, at jeg fik ideen herfra, og nu er det altså blevet min tur til blonder.
Det kan være hårdt, når små børn skal begynde i institution og undvære mor og far. Især når man ikke forstår, hvad folk, omkring én, siger. Og de omvendt, at folk omkring én heller ikke forstår, hvad man selv siger. Jamen, dagen har været sej, og børnene bimsede af overgangen til vintertid.
Men ikke mere om det, for om to dage, er det slut for denne uge, og jeg vender snuden mod Jylland og alfefamilien. Jeg skal holde alfen i armene, og han skal ses dybt i de himmelblå. Alfemor skal have knus, og vi skal græde og grine af den rene og skære lykke. Alfefar kan også få en krammer, men måske vil han i virkeligheden hellere hænge ud over et glas godt øl. Og så er det da det, vi gør. Ingen smalle steder herfra. Eller derfra.
Aftenen står på nemme løsninger. Jeg har vrøvl med både fingre og fødder, og på et tidspunkt, slog hjertetrommen ud efter det røde felt. Så der er dømt tilbagelænet sofastil med letbenet fjernsyn, nyt strik og et kapitel fra bogen.
Jeg passer på mig, gør jeg, og spørger ud i verdenen, "Græder De tit af glæde?"
En weekend er ved at nå slutningen, og jeg aner en begyndende forkølelse. Lidt krads i svælget, peber i næsen og murren i hovedet.
Bare ikke i orden.
Rester fra i går, gjorde det nemt. Marineret kylling med spidskål og karry. Desserten tog vi et sted tidligere på dagen. Andendags æblekage med kakao til. Den side af sagen fejlede bestemt ikke spor.
Og jeg håber, at jeg aldrig mere skal vaske smeltet smør af komfuret. Det er altså en klam affære, måske også fordi, jeg har vrøvl med fingrene. Seks ud af ti mulige.
Bare ikke i orden.
Når jeg om lidt får skiftet sengetøjet, har jeg nået stort set, hvad jeg havde sat mig for, og det skal blive rart at forsvinde ned i den sprødhed, som rent linned besidder. Og ikke mindst, lidt stilhed før den næste storm.
Bare helt i orden.
Mit nye sjal er færdigt. Det var et godt stykke strik, men et eller andet gik galt ved det sidste hjørne. Strikketøj og opskrift passede pludselig ikke mere sammen. Jeg valgte at strikke videre, og endte heldigvis med et resultat, som er absolut brugbart.
Overordnet set er jeg tilfreds, men ikke helt hundrede på den måde garnet striber på. Tiden vil vise om det udvikler sig til sand kærlighed. Jeg aner en mulighed for det.
Forleden, på hjemvejen, kom jeg forbi et sted med lagersalg. Julekugler til en femmer stykket. Jeg manglede, følte jeg pludseligt, og fik seks med hjem i sort silkepapir. Nu ligger de på spisebordet, og skal ryddes af vejen senere på dagen. Godt nok begynder vinteren i næste weekend, men jul er det alligevel ikke endnu.
Jeg elsker slik, især chokolade, og her ville jeg jo gerne holde mig til de ædle mørke typer, men nej. Jeg er i perioder også til fals for Marabou, Toms og Ritter. Fløde, fløde med nødder, knas, karamel, hvid med knas, orangeshokolade og mint. Dertil kommer, vingummiflagermus, skolekridt, bademåtter, matroshatte, pariserlinser og meget andet fra de skuffer.
Jeg har før prøvet at kaste mig ud i et opgør med Godisgrisen, men det ser sort ud. For mig.
I midlertid aner jeg en begyndelse på en ny æra, for jeg har igennem flere uger prøvet at begrænse mig til frugt, kakao, hjemmebag og nødder. Og det har fungeret fint lige indtil, at lokummet brændte, rent arbejdsmæssigt. Når der er pres på, er det åbenbart, at lysten stiger, og viljen falder.
Det er god viden, og her i weekenden har jeg taget tyren ved hornene igen, og har bagt en kage proppet med æbler. Jeg tænker sukker, når jeg laver grød, og dagens udgave er serveret med ananassaft i stedet.
Kedeligt emne? Tjah, men voldsomt interessant for mig og min pengepung.
Jeg vågner op, og mener, at jeg står overfor fire dages selvbestemmelse i forhold til, hvornår jeg skal stå op, men den dagsrække falder først senere på ugen, hvor af en del af dagene skal tilbringes i Jylland. Alfedage.
Men i dag er den også god nok, jeg kan selv bestemme, og får endda en time forærende, da jeg træder ind i stuens grålige lys. Over natten er udsigten gået fra nærmest sydlandsk stemning til silende regn.
Så pyt, jeg skal alligevel bruge noget af tiden på støvsuger og moppe, og noget andet på action.
Jeg var dårlig trådt ind af døren, før jeg kastede mig ud i projekt 'Kattebakke, komfur og køleskab'. Kattebakken er hakket af og badeværelset mangler bare et rent håndklæde.
Værre er det med køkkenet, for der nåede jeg kun at vaske gulvet, inden jeg rodede os ud i noget med æbler. Dem har jeg nemlig temmelig mange af.
En portion, Mutsu'erne, er kogt sammen i en kasserolle, tilsat et skvæt sambuca og et andet skvæt rosmarinsirup. Det dufter lifligt, skulle jeg hilse og sige.
Resten af Santana'erne er blevet skrællet og renset og ligger nu i en lille bradepande og venter på at blive overhældt med en eller anden kagedej, som jeg er ved at komponere. Det bliver noget med mandelmel og lavendelsukker.
Bjørnen er landet med en lille stak dvd'er af actiontypen, men det skræmmer mig ikke, jeg er alsidig, også i den forbindelse.
I køleskabet står en skål med kyllingefilet, og suger til sig af en lækker marinade, rørt af, hvad der nu lige faldt for i køkkenskabet. Katjab manis, Bullfighter, sød chilisovs, kokosmælk og lidt krydderier.
I øvrigt har jeg lige har den interessante oplevelse at en portion smør, der skulle smelte ved svagt blus, blev glemt, og derfor istedet kogte over, så nu er der ingen vej udenom komfurrengøringen.
Clapotis er et vidunderligt stykke fjernsynsstrik. Tingene glider godt sammen, og det skrider fremad. I går skred det dog lige lidt for langt, og jeg måtte trævle op. Nu er jeg på rette vej igen, og klar til krig med den 3. sektion.
Jeg synes, det er sjovt ikke helt at vide, hvor jeg befinder mig i dette stykke strik, men kun har luftige anelser. Det bliver stort og meget, meget varmt, og minder overhovedet ikke mere om det, jeg troede, jeg gik igang med.
Man bliver efterhånden så'en lidt hardcore til det der brandslukning, og i dag gik det næsten som smurt, omstændighederne taget i betragtning. Jeg kan tænke nogenlunde klart, og selvom fingre og fodsåler er et inferno af revner og sprækker, er jeg ved rigtig, rigtig godt mod, men holder skarpt øje med mig selv i processen.
Det er weekend, og fredagsslikket er lagt på køl. En opvask er smidt i baljen, posten venter på at blive rodet igennem, og reklamerne på at blive smidt ud. Maden bliver igen af den nemmeste slags, og i aften tror jeg, at jeg bliver vild med dans. Og strik.
Mens den druknede mus fik tørret pelsen, ordnede jeg huskelisten for de kommende dage. Den er stort set fyldt med kedelige punkter, og alt foregår indendøre, dels af nød og dels af hensyn. Der skal vaskes tøj, gøres rent og ryddes af vejen.
Et par enkelte ting har jeg lovet mig selv, og de vil få sparket mig udendørs i morgen formiddag uanset vejrets beskaffenhed. En længe hengemt udflugt til posthuset, samt afhentning af bogen.
Jeg skal sent i gang, og det udnytter jeg groft. Snuer, og gemmer mig i dynevarmen, og prøver at tænke på andre ting. Tilsidst er det slut, og jeg må se hverdagen i øjnene.
I min udsigt ser jeg solen i øjnene, men jeg trækkes væk af andre ting, og da jeg vender tilbage er den slukket, og har trukket sig tilbage bag den grå facade af dagens regn.
Det er meget lang fredag i dag.
Det skete i morges, at to fly lynede himlens lynlås ned, og morgenen foldede sig ud. Nu lyner jeg imidlertid op, og går i sort. Godnat.
Jeg stod i gården, i mørket, under måneskær og stjerneklart. Meget tidligt i morges. Jeg drejede ind i køkkenet, og jokede med den anden morgenfriske kollega. Og så gik startsskuddet.
Om eftermiddagen, otte timer efter, kunne jeg hive TrilleNyx fri af cykelstativet og køre mod Islands Brygge. Ingen bog, alligevel, men masser af kattemad.
Hjemme hænger jeg ganske lidt ud foran skærmen, træt, mast og brugt. Skal lige komme til hægterne, og lægger mig lidt i sofadybet.
Bang, vågner med et brag. Klokken er blevet aften og mørket, måneskæret, og det stjerneklare er tilbage.
I går troede jeg, det værste var overstået, men jeg var forkert på den. I morgen, venter om hjørnet, og ligenu ligner den næsten, i dag, bortset fra at bogen vil være der, og kattemaden er i hus.
Lidt, men godt og ikke mindst nemt. Et par flade til os, hver især, det var, hvad der var krudt til efter den store opvask. Desserten var skåle fulde af pæreskiver, og en halv plade chokolade med hele ristede mandler. Jeg faldt for reklamens magt, og købte uden for nummer. Derfor. Chokolade.
Fjernsyn og strik, som også skrider derudad. Det bliver stort og varmt. Sjalet. Ved vejs ende og efter en skyller. Glæder mig.
Nu sidder jeg igen, og hænger ud foran skærmen, og læser løst og fast, men om lidt tager jeg en afslutningstur på Facebook, og leger med ord. Og så er det godnat, også til dig og dine.
Stilhed. Halvvejs.
To dage af en opfyldt uge er passeret. Jeg er her endnu, omend lidt træt. Bunker vokser, mens jeg vender ryggen til for at få andre banket ud af verden, men alt i alt går tingene den rigtige vej.
I morgen bliver den længste dag af dem alle, men samtidig rammer jeg midten, og kan forhåbentlig derefter konstatere, at det værste er ovre.
Og herligt er det, når familien trods opgaver i øst og vest, kan samles omkring fjernsynet til dvd, kakao og den sidste rest æblekage.
Så kan man lidt igen.
Den portion tomater, som jeg fik med hjem fra sidste søndags udflugt med Andrea , er allerede væk. Blandt andre fine typer havde jeg købt to meget store 'aber' i gul og orange. De kom med på jobbet, hvor de blev præsenteret for børnene, der samstemmede råbte, at det var græskar, da de kom frem i lyset. Men nu er de alle væk, og sæsonen slut.
Når tanketorskene kommer i stimer, og jeg begynder at pille ting op, som er rigtige, så er det blevet tid til noget ganske andet. Og i dag er andet en æblekage.
Jeg har en hel kurvfuld æbler stående, for Andrea og jeg var på æblerov på Kildebrønde sidste søndag. Her kunne jeg have fået en kæmpe sæk 2. sorterings for en halvtredser, men jeg beherskede begrænsningen, lige den dag, og nøjedes med tre poser. Mutsu, Santana og en pose med en pæresort, jeg har glemt navnet på.
Santana blev valgt til dagens kage. Jeg skrællede fem stykker, og skar dem ud i tynde både. De blev lagt i bunden af en lille bradepande, på bagepapir. Æg og sukker blev pisket skummende. Smør blev smeltet, og mel og bagepulver forenet og sigtet i æggesnapsen. Tilsidst det afkølede smør.
Dejen blev hældt over æblestykkerne og derefter dryssede jeg med en masse hakkede valnødder og til allersidst med kanelsukker. Ind i en varm ovn 175 grader i en halv times tid.
Tanketorskene er svømmet videre, og nu er det tid til strik igen.
Vi er kogt tør for brød, og jeg befinder mig i en bagekrise, og vil hellere strikke. Derfor er der sat sving i en omgang musligrød med æbler i tern.
Jeg skal lige række kasserollen henunder vandhanen og bang, krash, bum! En yderligtstående tyndskalsglas ryger på gulvet.
Filans osse! Nu skal der gang i kost, fejebakke og opvaskebalje. Kattemad- og vand skal skiftes og filans osse...
Jeg vandt. Bjørnen gav sig først. Godnat med dig!
Jeg sad længe oppe i går. Rigtig længe. Opdagelsesrejsende i Clapotis. På mit strikkeerfaringskort findes stadig uudforskede områder. Hvide pletter, der venter på at blive opmålt og optegnet.
Til en begyndelse lignede Clapotis ikke, det Clapotis jeg forventede, men efter et langt og ihærdigt forløb, hvor jeg famlede mig frem i det ukendte, skete der endelig noget. Jeg var på rette vej, og styrede mod afklaring og mere viden.
I dag er forløbet genkendeligt, og tankerne trækkes uvilkårligt mod nye horisonter. Kald mig bare Cristofora.
Vi sidder alle med næsen i projekter, som virkelig giver tiden ben at gå på. Ok, nattegudinden snorker sin væk, men jeg er igang med et nyt strikkeprojekt, og Bjørnen har investeret i et nyt spil.
Mad må der til, selvom det er svært at lægge pinden fra sig. Om ikke så mange omgange når jeg til det punkt, hvor jeg finder ud af, om jeg kan finde ud af det.
Maden må derfor indrette sig efter de optagede, og skal være ultranem og hurtigt fremstillet. Jeg skærer squash i tern, og tænker pasta med tunsauce. Lidt løg, lidt hvidløg, squash, flåede tomater, tun og krydderier...
Endda på engelsk. Det er snart et år siden, at jeg købte dette lækre garn, og det er også længe siden, at Anne kom med et fornuftigt forslag. Nu er jeg klar. Garnet er vundet op, og opskriften er printet ud og oversat. Tungen lige i munden. Strik!
Sent i går, blev jeg færdig med den lille himmelblå humørspreder af en bluse til alfen. Jeg kom ud i, at skulle prøve noget nyt, og da jeg ikke altid er en ørn til at læse opskrifter, måtte jeg famle mig frem, mens aftenlampen langsomt brændte ned.
Også denne gang gik det godt, og ved midnatstid kunne jeg tilfreds lukke og slukke for fredagen.
Guld. Au. Aurum. Grundstof, placeret som nummer 79 i Det Periodiske System. Fås nu på flaske. Blød og sødlig. Fra Svaneke, en af yndlingsbyerne, på yndlingsøen, Bornholm.
En lille hippieting til en lille alf. Den røg ikke i skraldespanden, for moslegenet slog til og jeg prøvede lige én gang til. Det hjalp.
Jeg tror, at jeg vil prøve, meget forsigtigt, at dampe projektet, for at se om det kan få lagt de genstridige kanter lidt ned. I første omgang hjalp det utroligt at nedsætte maskeantallet, så'en lidt efter tænk selv metoden.
Jeg har vilde planer med nogle blomster fra baggården. Hortensiaer. Jeg skal bare lige have fingrene i noget grønt, der kan holde sig fra nu af og til juleaften. Evergreen. I bogstavligste forstand.
Hortensiaerne skal jeg eksperimentere lidt med, men jeg er temmelig sikker på, at jeg kan få dem til at makke ret, ellers...må jeg tænke videre.
Det er nemt at komme afsted, når man ved, at en weekend ligger lige om hjørnet. Dagen har været præget af solskin og gyldent efterår, og den enkelte byge jeg ramlede sammen med, da jeg og dagens udflugtsflok, stod af bussen på Torvet, kunne ikke tage modet fra nogen.
Efter en lidt underlig frokost, to bananer, ½ liter hyldebærdrik og en pose kashewnødder, kørte toget igen, og pludselig var dagen slut, og jeg kunne sadle TrilleNyx op for hjemadgående.
I min baggård står en enkelt rose, og lyser op lige ved siden af afdelingen for skrald. Den er da fin.
Jeg sidder og bøvler med en halskant, som bliver ved med at ende i noget grimt uanset, hvad jeg gør. Nu bliver blusen lagt til side inden den, på grund af irritation, ender i skraldespanden.
Gudinden måtte humme sig selv og silkepuden, for jeg skulle bruge gulvplads.
Det er tid til at kaste sig over noget helt andet.
Jeg snøfler rundt som et lille dyr, der er tryg og varm i sin hule. Jeg holder Fridag stavet med stort. Jeg slapper af, og forsøger at vælge i kassen med 'ting man kan gøre, når man holder fri'.
Jeg har siddet i sofaen, siden tidlig morgen, med alfeting i hænderne, og har lige lagt sidste hånd på et barnevognstæppe. Nu mangler der kraveværk og lidt ærmer på et par bluser, og så er der åbent for nye tiltag.
Der var morgenmad med selskab for, Bjørnen skulle sent afsted, så vi blev spist af med godt brød, belagt med fuldfed ost. Lysegul og lækker. En kæmpekande af den sunde kusmi, står klar med mulighed for påtår et godt stykke op af dagen.
Fridage er nøjagtig ligeså fuldfede, som den lysegule ost, friskskåret fra klingen.
Der var, en der sagde, at det tager 21 dage at skabe en vane. Jeg nåede afholdenhed i 16, og røg så lige durk ned i en jordbærkage fra Lagkagehuset. Med begge ben, sådan plask!. Og siddende med kæften fuld af jordbær, skum og bund, spørges jeg om smagen på haloumi. Jamen, jeg mener...
Tre persillerødder, eller var det pastinakker, fem store gulerødder, tre store fed hvidløg og fem store bagekartofler. Alle grøntsager blev skåret ud i grovgode stykker. En håndfuld frisk mynte og et pænt stort bundt frisk timian gjorde det ud for det grønne drys. Salt og peber. Alt blev svitset i den sorte, og derefter tilsat god bouillon, til det dækkede. Mørkogning, og derefter en tur med staven.
Tynde skiver naturhvedebrød, ristet backbacon og ristet haloumi i skiver. Tomatmønter. Smækket sammen på sandwichmåden.
Møf!
Måske bliver det i denne vinter, at mørket bliver lettere. Jeg er normalt ikke så smaddervild med vintermørket, men lige i dag svøber jeg mig i det med stor fryd. Jeg snitter og skær', og koger og steger. Nynner indvendig, og føler mig lettet og lysende.
Næsten alle aftaler er på plads, og jeg har fået en feriedag i morgen.
Ideer rører på sig, og de hiver mig i fingrerne for at blive ført ud i lyset. Men de må vente lidt endnu, for jeg har alfeting liggende, som skal gøres fiks og færdige, inden jeg drager til Jylland igen. Og det er der egentlig ikke så længe til.
Der sker lidt rigeligt både her og der, så jeg er lettere bombet i mit ellers så lyse hoved. Jeg tror, at jeg vil forholde mig roligt i sofaen med lidt strik og fjernsyn. Aftenen ender sandsynligvis, som i går, tidligt.
Datoen, for mit næste møde med den brunøjede, der i virkeligheden er blåøjet, er fastsat, og det skal jeg også lige falde ned på.
Jeg er i gang med at lave aftensmad, og jeg slasker bare ting i skålen med det økologisk hakkede grisekød, som jeg fik med hjem i dag. Jeg slasker flere ting i, og tænker frem, er ikke i stand til at stå i nuet, og tænke på krebinetingredienser.
Det er ikke, fordi tankerne kredser omkring noget særligt, eller særlig vigtigt. Næh, såmænd, de basker bare rundt om de berømte 117 ting.
Det ser ud til, at jeg har fået slasket kødet sammen med et sjask fløde, salt, peber, honningsødet sennep, hakket salvia og hakket hvidløg. Der er et lækkert brød i brødkurven, og jeg kan frembringe en god kop te. En lille omgang råkost af gulerod og æble, kan jeg også bikse sammen. Det kan vel gøre det ud for et måltid?
